Læsetid: 6 min.

Den danske lyd

Det danske sprog er et åbent sprog. Hvordan kan man så vide, om man er inde eller ude?
22. august 2003

Qlummen
Hvordan kan det være, at I ikke taler ens?« spørger en lydhør franskmand os fire danske veninder. Vi er i godt selskab på landet i Bourgogne til en navngivningsfest omkring den lille Theodore. Han kommer til at vokse op med engelsk og fransk og dansk som modersmål ligesom sin storebror. Gudforældrene dækker de tre monoteistiske religioner, så hvis Jahve, Allah og Fader Vor ikke er den samme, er de i denne anledning forbrødrede og ikke så mono endda.
Franskmanden er ret beset den eneste franskmand i den brogede forsamling. Først protesterer vi lidt. Så lytter vi efter og må indrømme, at det nok er sandt nok, selvom vi alle er danske. Men måske ikke så pæredanske som så. For forskellen ligger ikke i, at én kommer fra Jylland og de andre fra København. Gradbøjningen kommer sig af, hvor længe vi har været væk fra Danmark, og hvor stor kontaktfladen med det danske sprog er. Hende, der er mindst dansk, taler fransk og engelsk dagen lang. Og hende, der er ’danskest’, det er hende, der lige er fløjet ind fra København. Hun har den helt rigtige lyd.
For os andre har tonen fået en anden lyd. Så meget at udenforstående åbenbart (også) kan høre det. Vi er ved at glide ud. Ud af den danske sang, den særligt danske tone. Vi er ude af stand til at formulere, hvad den består i. Ved at være forblevet de samme, er vi blevet fremmede.
»Dansk er jo et åbent sprog«. Sådan formulerede Jørn Lund fra det danske Akademi det her i foråret i det danske hus i Paris, og det må han vel have forstand på som sprogmand og akademimedlem. Han var der sammen med andre ærværdige medlemmer af Akademiet som Klaus Rifbjerg og Suzanne Brøgger, Jens Smærup Sørensen, Peter Laugesen, Pia Tafdrup, Torben Brostrøm og Frederik Stjernfeldt. De var alle sammen vældig oplivede efter et besøg i det Franske Akademi, hvor der var blevet taget godt imod dem, og hvor en langt større forsamling mennesker under en kuppel og klædt i stive laurbærbroderede dragter i fællesskab bestemmer hvilke ord, der lukkes ud og ind af fransk og Akademiets store Dictionnaire.
Den slags bestemmer de danske akademimedlemmer ikke. For dansk er et åbent sprog, hvor ordene lukker sig ud og ind af sig selv, eller hvordan det nu er. Der var ingen tvivl om, at det synes de var godt. Eller bedre. At være åben altså. Ligesom danskere jo i det hele taget er åbne. For eksempel siger de danske akademimedlemmer alle sammen ’du’ til hinanden, og de mødes under ganske anderledes uformelle former end franskmændene gør det.

Der var da heller ikke nogen, der (mod)sagde så meget som et pip i det danske hus, da Jørn Lund sagde, at dansk var et åbent sprog. I modsætning til fransk forstås. Formelt set har vi da trods alt også et sprognævn, der afgør, hvad der er dansk og hvad der ikke er det, men vi ynder at være uformelle. Ikke noget med slips og ostensive sprogregler.
Bare tonen har den rigtige lyd.
’Åben’ er et plusord formoder jeg og ’lukket’ et minusord. Tør der være tvivl om det? Måske lige bortset for folk, der hader åbentstående døre. Men, man kunne måske hævde, at noget af det, som gør dansk så hamrende svært at lære, (andet end fra barnsben) netop er, at det er et åbent sprog. Der er ligesom kun danskerne, der kan tale det rigtigt. Og det er også kun, hvis man bliver ved med at være dansker, hjemme i Danmark, at man forbliver helt rigtig. Så man for eksempel har styr på, at nu har man det ikke bare hyggeligt sammen, men kanonhyggeligt. De gamle indhenter hele tiden de unge, når de lige tror, de har fundet på et nyt ord. Man skal ikke komme dér og blive væk.
Fordelen ved et lukket sprog, kan så siges at være, at man i det mindste ved, hvornår man er ude og hvornår man er inde. Man er for eksempel inde, hvis man følger reglerne, og reglerne de er skrevet ned. Så hut jeg visker er det sidstankomne litterære skud på det franske Akademis stamme en kineser. Han skriver på fejlfrit fransk og taler på fejlfrit fransk, sådan formelt set. Selvom hans tone har en mærkelig lyd.

Nå, vi fire danske damer på landet i Frankrig morede os med at læse ugens horoskop op under forberedelsen til festen for Theodore i køkkenet. På fransk. Det var hende, der lige var fløjet ind, der læste op, og pludselig standsede hun op før et ukendt ord. Jeg stod med fingrene i brøddejen. Før hun fik stavet sig igennem det, sagde jeg det for hende. »Hvor ved du det fra?« spurgte hun forbavset. Det havde nok ikke forbavset hende, hvis det havde været på dansk. Men når det nu var på fransk, virkede det nærmest magisk, at jeg vidste på forhånd. Det er sådan det er at være hjemme i et sprog. At man godt ved, hvad der skal siges på forhånd. Man kan lytte med et halvt øre og få det hele med. Og her er det faktisk noget andet end tonen, der er på færde. Strukturen hjælper til. Syntaksen. Og vanen. Langt de fleste sprog tales jo temmelig klichéfyldt, og det er nok ikke lige i et damebladshoroskop, at der bliver sagt noget uforudset. Heller ikke på fransk. Men til daglig går man jo ikke rundt og tænker så meget over, at der stort set aldrig bliver sagt noget. Især ikke fordi alle snakker så meget.

Det uforudsete bliver sagt i stor litteratur. Nogen gange af børn. Og nogen gange af fremmede. Men man skal ikke komme og sige noget, som man meget sigende siger det i Jylland. Man skal sige lige præcis det samme. Det ændrer sig så til gengæld hele tiden umærkeligt i det levende ord og den danske sang, som vi er så stolte af. Så stolte at vi næsten ikke kan forestille os et synspunkt fra hvilket, det ikke bare er fedt. Men at det danske sprog er et åbent sprog, der så alligevel er lukket i lyden og udtrykkene, det har faktisk nogle konsekvenser. Piben skal have den rigtige lyd.
For eksempel lyder man lidt dum på dansk, hvis man har en accent. Hvis man er et åbent og tolerant menneske vil man selvfølgelig påstå det modsatte. Jeg påstår, at det er noget særligt for det danske sprog, at man lyder lidt dum med accent. Min livsledsager prøver for eksempel på at lære dansk, men jeg foretrækker at høre ham snakke fransk. Det er min indre dansker dybt imod, når syntaksen vendes på hovedet eller der siges en hus i stedet for et. Lige meget hvor uretfærdigt det er, så lyder han dum. Ligesom Prins Henrik. Det er også uretfærdigt, jeg ved det godt. Men så ved jeg i det mindste det.
»Hun er god nok«, som vi danskere siger, især hvis der ligesom er tvivl om det. Og sådan er der så meget. For eksempel har vores kronprins, der inkarnerer det danske hus som sproget går rundt og nynner i, nu fundet sig en dame, der skal blive vores dronning. Jeg har ham mistænkt for at gemme hende langt væk indtil hun, på trods af sin fremmede herkomst, har fået den
rigtige lyd. Ligesom Alexandra. Det er svært at slippe ind i et åbent sprog. Man må hage sig fast.
Men som der stod i Billed Bladets royale tillæg, så var der på Skagen »i hvert fald nogen, der havde hørt hende sige ’fiskekutter’ og det helt uden accent« og »større kompliment kan man vist næppe få på de kanter«.
Det er så sandt, som det er sagt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her