Med søløver er det som med mennesker: Mor-datter-forholdet kan være ganske kompliceret. Tigrene har også deres familiære problemer at slås med,
mens løvinderne har vist sig som hardcore-feminister
Zoologisk Have i København er den mest populære af institutionerne under Kulturministeriet og slår på det punkt Det Kgl. Teater med flere giraflængder. Haven er også scene for dramaer og arnested for syrede dyreanekdoter
Det fortælles således, at den tidligere direktør, Bent Jørgensen, engang, da han spadserede i skumringen, mødte et træskonæb, der var sluppet ud af sit bur. De to parter så hinanden an... hvorefter træskofuglen strakte næb og hoppede slukøret tilbage i sit bur.
Alle husker okapien, der ikke brød sig om høj operamusik og prompte faldt om og døde, da Det Kgl. Teater præsenterede highligths fra sine operaer i naboparken.
Ekstra Bladet donerede i 1995 i et anfald af humor en knæler til Information i 50-års jubilæumsgave angiveligt for at håne os, men faktisk er knæleren et nøjsomt lille dyr, der kan leve hvor som helst og er umulig at udrydde. Så egentlig var gaven adækvat.
Forlæggeren Jarl Borgen holder af at fortælle om dengang, han holdt jubilæumsmiddag for sit tidsskriftet, Hvedekorn, i Zoos restaurant. Da nogle forfattere vovede sig ud i haven for at forrette nødtørft, traf de poetisk møde på højt plan en struds, der gik aftentur. Der sker åbenbart ting og sager i Zoo ved nattetide. Slipper de mon alle dyrene løs?
Løverne har været det store samtaleemne denne sommer. De hardcore-feministiske løvesøstre, der dræbte den forrige han, skulle præsenteres for Olek, en stærk hanløve fra Ungarn. Hvordan ville det gå? Faktisk sad chaufføren netop og læste om den i B.T., da jeg prajede en taxa for at blive kørt til Fasanvej i København, som er indgangen til Zoos administration. Artiklen fyldte hele bagsiden, altså en rigtig kiosk-bagbasker.
Oleks fæces
Brian Zacho er 28 år. Han har været ansat i Zoo siden 1996 og har de seneste par år haft speciale i rovdyr. Zacho oplevede den glubende interesse, idet han blev ringet op flere gange om dagen med forespørgsel om, hvordan det gik med Olek, der først var i karantæne, så man kunne være sikker på, at den var sygdomsfri.
»Man ventede på dens fæces,« fortæller han.
Fæces?
»Ja, den havde rent ud sagt ikke lavet en lort i tre dage, og det var jo det, der bl.a. skulle undersøges.«
Tre dage! Er det normalt?
»Det er ikke usædvanligt for løver.«
Men så fodrede man den rigeligt, og så landede der endelig en, og nu er Olek flyttet ind hos løvesøstrene, uofficelle æresmedlemmer af foreningen, Cutting up Men.
Petras svære start
Brian Zacho fortæller videre:
»I begyndelsen fandt jeg det mærkeligt, når jeg skulle aflive en eller flere geder til foder for et rovdyr. Jeg skulle holde dem i nakken og så skyde dem men nu tager jeg det ikke så tungt mere, men ser det som en del af arbejdet.«
Vi går op ad en stige og står på en lille platform, højt hævet over tigrene, der soler sig udendørs. Herfra bliver kødet smidt ned til dem. To voksne og to unger de ligner en lykkelig lille kernefamilie. Hunnen får øje på os, rejser sig og udstøder et frygtindgydende brøl. Godt man ikke sidder alene i et træ i junglen nu. Godt, at Brian Zacho ikke lige pludselig skubber mig ud over rækværket. Da ville der ikke være mange trevler tilbage af Deres Udsendte.
Også tigrene har haft deres problemer, fortæller Brian Zacho.
»Hunnen Petra kom hertil for et par år siden fra Finland, men kunne ikke lide lugten i bageriet. Hun stressede. Hun kunne hverken lide anlægget, dyrepasserne eller dyrlægen eller sine egne børn. To kuld unger blev forladt med det samme. Hun ville heller ikke gå ind i den boks, hun skulle føde i, for den havde hun også været i karantæne i.
Så knækkede hun tænderne på et jerntrug og kom til tandlæge. I den forbindelse overtog firmaet, M3, der bl.a. fremstiller tandmateriale, sponsoratet. Man havde lært hende at kende gennem tandarbejdet.
Men alle gode gange tre. Nu trives hun godt med sin mand, Tigris, og ungerne, Puhcino og Pelé.
Har du aldrig været bange?
»Nej, for vi passer jo godt på, men en af dyrepasserne kom engang for tæt på leoparderne, så de stak poterne ud gennem tremmerne og rev ham. Han var sygemeldt et par uger.«
Går I ind til ulvene?
»Ja, ulvene er ikke så farlige. Det, de angriber, er syge og nyfødte dyr.«
Siger du, at de er feje?
»Ja, meget feje. Tigrene derimod angriber altid det største, der er i nærheden.«
Kan man lære rovdyrene tricks?
»Ja, især den ni-årige tiger kan mange. Det foregår med håndtegn. En knyttet hånd betyder: »Sæt næsen på!« Et klap i betonen betyder, »Læg sig!« Så gør den det. Med fingertegn kan man føre en tiger fra et bur til et andet.
Odderne er også roddyr. Kan man tæmme dem?
»Odderne elsker at bide, men nu kan jeg åbne deres mund med to fingre og
så sprede fingrene.«
At være vindue
Det var den nuværende direktør, Lars Lunding Andersen, der introducerede Deres Udsendte til dyrepasserne, men forinden havde vi spadseret lidt i haven, flere gange afbrudt af børn og voksne, som ville spørge om noget. (Zoo har lidenskabelige stamkunder, som forguder det enkelte dyr).
Lars Lunding Andersen kom til Zoo i 1974 og blev chef fra 1995. Zoo markedsfører sig i disse år bl.a. med sætningen: »Vi har også gråspurve...«
»Men formålet med Zoo er primært at være et vindue til de vilde dyrs verden. De er ambassadører for deres slægtninge i junglen og andre steder,« siger han. »Af visse truede arter er der flere i zoologiske haver end i naturen.«
Zoo deltager derfor også i kampagner for deres overlevelse.
»Zoo har udviklet sig meget i de senere år,« fortsætter Lunding Andersen, »fra gamle dages frimærkesamlinger og dyr i mindre bure til landskaber, der mere ligner det, de kom fra ... og til at fortælle historier. Aktuelt har vi besøg af en russisk ranger, Jurij, der leder folk gennem en oplevelsessti rundt om anlægget med de sibirske amurtigre. Af dem er der kun 400 tilbage i verden.«
Hvad har din største oplevelse med dyrene været?
Lars Lunding Andersen tænker sig om et øjeblik. »Ja, det er jo f.eks. fantastisk at se en hunelefant have veer som os selv.«
Hvad grotten gemte
Men nu bliver jeg sat af ved søløvernes afdeling og præsenteres for Annette Petersen, der har været dyrepasser siden 1989 og p.t. er det for sæler, pingviner, tapirer, søløver og sitatungaen, en vandlevende sumpantilope.
En morgen, da hun kom på arbejde, mødte der hende og en kollega et dramatisk syn i søløvegrotten. Hun fortæller:
»Søløver føder som regel i juni, så vi havde holdt ekstra øje med dem. Pludselig en morgen ser Rikke og mig to hunsøløver i grotten, hvor de sover om natten. De er smurt ind i blod en af dem må have startet et slagsmål og de reagerer kun ved at kigge. Der er en ny unge imellem dem. Er det Basses? Eller Baikas?«
Basse er 17 år og har fået fem-seks unger. En af dem er netop Baika, der er fem år og indtil for nylig diede hos sin mor, men som nu er gammel nok til selv at føde.
»Vi kiggede og syntes, at Basse virkede åben bagtil. Fint! Hun har født og Baika smides ud på det dybe, længst væk, så hun ikke kan kigge. Ungen vil gerne drikke hos Basse, så det ser fint ud. Det er den 31. maj. Nogle dage senere 3. juni sidder pludselig en ny unge ved siden af Basse og Bønne, som den første nye hedder. Er den førstfødte så alligevel Baikas? Eller kan de begge være Basses? Kan søløver få tvillinger med tre dages mellemrum?«
Hvad gjorde I så?
»Vi kontaktede en ekspert i Belgien, Geraldine Lacave, som vi har været på kursus hos, og hun sagde, at søløver godt kan få tvillinger med tre dages mellemrum, men at det er ret usandsynligt. Så satte vi Bønne ind til Beika, der blev begejstret og tændte fuldstændig på ungen ... som til gengæld først ikke ville kendes ved den formodede mor. Men næste morgen var alting fryd og gammen.
Hvor var faderen?
»Han døde midt i det hele af en defekt lever, men det var sådan set meget godt, så han ikke kunne jokke på ungerne. Men så har vi kaldt det andet barn, Barkus, (efter faderen). Men det var en hård tid for os alle. Selv når vi havde fri, måtte vi, dyrepasserne, ringe til hinanden.«
Dramaet fortsatte på forskellige måder lidt endnu med en stresset Beika og en Basse, der fik grottekuller, men det endte godt. Hver fik sin, og det blev aldrig nødigt at tilkalde kong Salomon.
Har du oplevet farlige situationer?
»Nej, ikke jeg, men en kollega blev noget rystet, da en tapirhan var blevet så rasende på sin søn, at de måtte adskilles med et hegn imellem. Tapirer er ellers så søde, men far og søn fortsatte med at slås gennem hegnet. Min kollega var så ude for, at hun stod inde i buret, da tapirfaderen klip-klip-klip drejede rundt på en tallerken og fór med 200 km i timen mod hende. Hun fik sig dog reddet.«
En morsom episode var der til genæld i elefanthuset. Ida, en meget klog elefant, havde lært sig at åbne døren, når dyrepasseren sagde »Ida, luk op!« og tilsvarende lukke den ved ordene, »Ida, luk i!« Nå, så en dag havde dyrepasseren fået det forkerte ben ud af sengen, og det kunne Ida tydeligt mærke på den manglende opmærksomhed. Så da dyrepasseren var færdig med arbejdet i buret og sagde sit sædvanlige, »Ida, luk!« så smadrede Ida døren i som for at sige: »Kan du så komme ud!«
»Vi træner dyrene med positiv belønning, aldrig med straf. Søløverne træner jeg med en pind med en bold på og ved at fløjte, og de lærer bl.a. håndstand (luffestand. red.). De er jo nysgerrige og sidder foran mig. Man kan træne ethvert dyr, endog kalkuner, blæksprutter og fisk. Det gode er, at man aldrig møder sure miner hos dyr.«
Bølgen ved buret
Vi sidder lidt efter syv personer over en kop kaffe i det hyggelige baglokale til elefantburet. Peter Jensen er 28 år, har været dyrepasser i 17, og er i dag ordførende elefantpasser, men alle kommenterer livligt. Blandt de øvrige er en kvindelig elev, Kristine Krabbe. Det lille team tager sig også af moskusokser, hjortesvin, næsehorn, sabelantiloper og rensdyr. Dyrepasseren for sidstnævnte kaldes af kollegerne for »julemanden«. Baglokalet er tapetseret med fotos af elefanter, der tidligere har haft ophold i buret. Der er også et kranium fra havens første elefant, der formentlig kom med ØK-skib fra Østen. Alt sammen meget eksotisk og lidt som i cirkus, som dyrepasserne da også får fribillet til. Man har vel et fællesskab.
Elefanter har humor! Megen. Det er noget passerne er enige om og nævner, at noget af det sjoveste er, når en elefant får fat i en glemt kost, eller et andet af dyrepassernes redskaber. Med kosten kan den lege tambourmajor. Eller den kan spænde kosten som en flitsbue, indtil den knækker. For slet ikke at tale om, hvis elefanten får fat i en vandslange ... så er det lige før tilskueren laver bølgen, kendt fra fodboldbanerne.
Glemt er på ingen måde dengang Prins Henrik, protektor for haven, skulle fotograferes sammen med elefantungen, Santosh. Pludselig stak Santosh snabelen ind mellem prinsens ben bagfra. Prinsen tog det pænt.
FAKTA
Zoos økonomi
*I 1970erne var Zoo i krise, men den blev overvundet med en ny lov om offentligt tilskud i lighed med museernes.
*I de senere år har besøgstallet ligget stabilt på ca. 1,2 mio. om året.
*Driftsbudget ca. 75 mio. kr.
*Statstilskud ca. 20 mio. kr. Endnu flere mio. modtages fra et vidtforgrenet netværk af sponsorer, som dels går til nye anlæg, dels til de enkelte dyrearter. Af og til er Zoo betænkt i et testamente.
