Læsetid: 5 min.

Egyptens flygtige demokrati

Der foregår en sej kamp for at styrke Egyptens demokratiske tendenser, men myndighederne betragter dem med stor mistro
7. august 2003

Nede ved Nilen
CAIRO – Dr. Ibrahim er bekymret for det egyptiske demokrati. Det har han været i fængsel for. For det, han har at sige, stemmer ikke altid lige godt med de officielle holdninger i landet.
»Det er en sej kamp,« siger han, da Information træffer ham på Ibn Khaldun Centeret, der fra en smuk gammel bygning i en Cairo-forstad arbejder for »gennemsigtig demokrati, fred og udvikling«, som det står i den lille introduktionsbrochure.
»Længe før jeg grundlagde centeret i 1988, har jeg gjort mig til talsmand for frie valg, magtrotation, fuld ytringsfrihed og alle de værdier, som hører til i et ægte
demokrati,« siger han fra en dyb lænestol på sit kontor.

Små fremskridt
Ibn Khaldun Centeret er midt i en ny opstartfase. Saad Eddin Ibrahim, som er hans fulde navn, har først for nylig fået rettens fulde frikendelse for de anklager om planlagt bestikkelse af embedsmænd, spredning af falsk information og ondsindede rygter til udenlandske organisationer, modtagelse af udenlandske midler uden godkendelse og svindel med EU-midler, som kastede ham i fængsel tre år tidligere og samtidig satte en stopper for alle centerets aktiviteter.
»De gik efter min person, men Egypten er efter min opfattelse modent til demokrati, selv om Hosni Mubarak siger nej. Han foretrækker at regere, som han har gjort i 22 år, og derfor generer det ham, at vi er en del, som vil noget andet,« siger dr. Ibrahim, der ved siden af sine aktiviteter på centeret er professor ved Det amerikanske Universitet i Cairo.
»Vi er nået langt i forhold til totalitære regimer som Kuwait og Bahrain, og for hvert valg kan jeg konstatere små fremskridt i demokratisk retning, men der er stadig uhyggelig langt. Det perfekte demokrati er ikke født endnu, ikke engang i Skandinavien, men vi stræber nok efter noget i den retning.«
Han ryster smilende på hovedet over det seneste valg til Folkeforsamlingen i november 2000, hvor Mubaraks Nationale Demokratiske Parti løb med 353 af parlamentets 454 pladser, og de få partier med progressive ideer enten blev forhindret opstilling eller marginaliseret.
»Nasseristerne er sat helt udenfor indflydelse,« siger han og henviser til partiets beskedne tre mandater.

Islam er ufarlig
For Saad Eddin Ibrahim foregår arbejdet for demokrati et helt andet sted, nemlig ude i de oppositionelle dele af befolkningen, styret bruger så mange kræfter på at beskytte sig imod.
»De islamiske grupperinger er et godt eksempel. De er slet ikke så stærke, som vi går rundt og tror. De ville højst kunne få 15 procent af stemmerne, hvis de fik lov at stille op, men det skal de, for de er også en del af den egyptiske virkelighed,« siger han.
Netop disse dele af befolkningen er mål for et af centerets meget markante projekter, som Saad Eddin Ibrahim mener viser vej mod demokrati. Det beskæftiger sig med rehabilitering af militante islamister.
»Disse mennesker lever afsondret fra den normale verden. De taler kun med hinanden og lever indespærret i fundamentalistisk islam. Vi har held til at få dem i tale, og ved at skaffe dem ordentligt arbejde og en anstændig tilværelse tager vi brodden af deres had. Så er islam helt ufarlig, og samfundets tidligere fjender kan pludselig fungere i en demokratisk sammenhæng, også selv om deres tro er lige dyb,« forklarer han.
Saad Eddin Ibrahim mener, at regeringens opfattelse af islam som en indre trussel måske er reel nok, men kun hvis man fokuserer på enkelte, voldelige elementer, og det hele kunne se anderledes ud ved at gå mindre drastisk til værks.
Han fortæller detaljeret om en aktuel sag for at slå sit synspunkt fast.
Tidligere på måneden endte fire års juridisk tovtrækkeri, da det lykkedes Egypten at få El Said Hassan Mukhlis udleveret fra Uruguay.
Manden blev anholdt i 1999, da han forsøgte at rejse ind i Uruguay på et falsk pas, og straks efter sendte de egyptiske myndigheder deres udleveringsbegæring. I Cairo er han nu anklaget for i 1994 at have deltaget centralt i forsøget på at genoplive den allerede dengang forbudte fundamentalistiske organisation Al Gama’a al Islamiya i hjembyen Port Said og for at have trænet med al-Qaeda i Afghanistan.
El Said Hassan Mukhlis’ egyptiske forsvarsadvokat afviser kategorisk, at hans klient på noget tidspunkt har været involveret i islamiske fundamentalisters angreb på en turistbus i byen Luxor i det sydlige Egypten, hvor 58 turister og fire egyptere blev dræbt ved en terroraktion i 1997.
»Det er jo helt absurd at bruge så mange ressourcer på en enkelt sag, for ved denne fremgangsmåde skaffer man jo kun den militante fløj ny støtte og opmærksomhed,« konstaterer Saad Eddin Ibrahim.

Relativ pressefrihed
»Der er sket meget i Egypten siden 1997, og myndighederne har lagt effektivt låg på de islamiske grupper,« siger Paul Schemm, der er redaktør af det engelsksprogede Cairo Times og i løbet af sine fem år i den egyptiske hovedstad har studeret det islamiske fænomen indgående.
Den iøjnefaldende Mukhlis-sag er i hans øjne et godt eksempel på, hvordan regeringen navnlig efter den 11. september satte tempoet op i bestræbelserne på at lukke luften ud af de islamiske grupper. Der findes ingen udleveringsaftale mellem Egypten og Uruguay, men alligevel blev der gjort en ekstraordinær indsats, hvilket på det seneste er sket i en stribe andre tilfælde, der alle er kronet med held.
»Som resultat er de militante muslimske grupper meget svage i dag,« forklarer Paul Schemm, der ligesom dr. Ibrahim er bekymret for, hvad den seneste udvikling i regionen kan komme til at betyde for de små skridt i demokratisk retning, som har fundet sted.
»Da jeg startede her for fem år siden, var censurreglerne meget skrappere. Det skete flere gange, at et helt nummer af bladet blev konfiskeret, og selv om vi ikke har ændret redaktionel linje, er dette lidt efter lidt hørt op. Men hvis myndighederne strammer kursen over for de islamiske grupper, efter hvad der er sket i Irak, kommer det til at ramme enhver form for opposition, og så kommer det også til at gå ud over den relative pressefrihed, vi nu oplever,« siger han.

Syv minutter på CNN
I det hele taget følger kampen for egyptisk demokrati nogle veje, som ikke altid virker helt rationelle, og dens aktører står aldrig uforberedt over for overraskelser.
»I slutningen af 90’erne donerede den finske regering 10.000 dollar til centerets demokratiarbejde. Det var småpenge i sammenligning med de milliarder, som Vesten hvert år skænker den egyptiske regering, men markant nok til at skaffe os syv minutters dækning på CNN. Regeringen bliver aldrig nævnt, så de var rasende på os,« klukker Saad Eddin Ibrahim og rejser sig.
Han må videre, siger han, for samme aften har centeret endnu en workshop om demokrati – endnu en aktivitet, som er ved at blive genoptaget.
»Til den første kom der 300 mennesker, uden at vi havde annonceret noget som helst. De fleste fik kun ståpladser, og det bestyrker mig i troen på, at her er mange mennesker, der som os søger efter de rigtige svar på Egyptens fremtidige udvikling,« siger han.

*Information har besøgt Egypten, som på den ene side er politisk sværvægter i regionen og på den anden side vrimler med fattige. Artiklen er den fjerde i en serie, som fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu