Læsetid: 3 min.

Esterne virker lidt ligeglade med EU

Det europæiske fællesskab tages for givet op til EU-folkeafstemningen i Estland
20. august 2003

ANALYSE
Estland er blevet et ’normalt’ land. Og med til det normale hører, at man er lidt ligeglade, når det gælder optagelsen i EU.
I begyndelsen af 90’erne var den store målsætning i Østeuropa, at man ville leve i ’normale’ lande. Ordet blev brugt igen og igen, når folk skulle beskrive deres fremtidsønsker.
Hvad man lagde i ordet var rimeligt klart. Set med østeuropæiske øjne var Vesteuropa og USA forbilledet. Så det evige farvel til unormale forhold skulle besegles gennem optagelse i NATO og EU. Det var sager, som den politiske elite kæmpede for med ildhu. De nød godt af stor folkelig opbakning.
Folkeafstemningerne, som skulle godkende optagelse i EU, har været et anti-klimaks. Godt nok har alle ansøgerlandene hidtil stemt ja, men det gennemgående træk i deres overvejelser har været, at ja-sigerne var noget i tvivl. Engagementet er blevet lunkent.
Heller ikke esterne virker vildt begejstrede over udsigten til, at de endelig kan blive en del af det, som for få år siden blev kaldt »den europæiske familie«. Men de er heller ikke imod. Nok snarere lidt bekymrede, fordi man er blevet smittet af utilfredsheden i de gamle EU-lande over Bruxelles mm. Og er EU egentlig det vigtigste i verden?

Nej og tjah
Denne holdning kom klart frem, da Estlands største oppositionsparti holdt kongres her i den gamle universitetsby Tartu. Centerpartiet har tre gange haft del i regeringsmagten, og dets ministre har senest i 2002-2003 forhandlet vilkårene for optagelsen i EU. Så det var vel en rimelig forventning, at kongressens delegerede ville følge den konsensus, som præger parlamentet.
Men nej. Med 341 stemmer fik EU-modstandere vedtaget en erklæring, som fast-slår, at størstedelen af befolkningen vil tabe på medlemskab, og at partiet derfor skal arbejde for et nej, når folkeafstemningen sker den 14. september. Hvad flertallet af delegerede egentlig mener, er imidlertid ganske uvist. For 235 stemte for en ja-erklæring, og 227 foretrak, at man blot skulle bede vælgerne deltage i afstemningen og lade samvittigheden råde.
Partiets formand, Edgar Savisaar, var ikke en hyrde, som gav flokken klar besked. Han opremsede først argumenterne for et ja og derefter for et nej. Den eneste konklusion var, at afstemningen er vigtig, så derfor bør alle deltage. Savisaar erklærede sig overrasket, da nej-tilhængernes erklæring vandt.
Han er siden blevet skældt en del ud af andre førende politikere. Men ifølge politologen Rein Toomla fra Tartu Universitet er forholdene i Centerpartiet ikke enestå-ende. Alle partier har mange nej-tilhængere, og ja-tilhængerne er præget af tvivl.
Så det er en udbredt antagelse, at Savisaar reelt var på fisketur. Hans budskab var, at alle tvivlere har et hjem i Centerpartiet. Det indenrigspolitiske spil vejer altså tungere end den EU-sag, som engang var det store nationale mål.
Også dele af erhvervslivet har mindre højtravende mål i dag. Handelskammeret går godt nok ind for EU, og det har netop startet en ja-kampagne. Lidt sent. Men erhvervsbladet Aripaev mener ikke, at et nej vil være en katastrofe. På lederplads skrev bladet den 13. august, at hvis Estland ikke kommer med, så vil regeringen sørge for, at Estland alligevel kan tiltrække investeringer. Det kan man, hvis erhvervslivet har usædvanligt gode kår i Estland.
Logikken er, at Estland i EU må underkaste sig regler, der er fælles europæiske. Når forholdene harmoniseres kan det jo være lige fedt, hvor man lægger en virksomhed. Summa sumarum: Estlands erhvervsliv vil betale mindst skat, hvis man er udenfor, og eksporten til Rusland vil sikkert også gå frem.

Frygt for fremmede
Nej-tilhængerne har mange argumenter, som, hvis det specielt estiske skrælles af, vil være velkendte i Danmark. Der er frygt for suverænitetens fremtid. Man har for kort tid siden forladt én union og vil sandelig ikke ind i en ny. Bureaukratiet i Bruxelles bringer også det centralistiske Moskva i erindring, siger nogle uden blusel. Hvis man nævner, at EU kan give beskyttelse imod russisk generobring, så lyder svaret, at det er et anliggende for NATO, som man helt sikkert optages i. Og så er der risikoen for, at miljøet vil blive ødelagt af EU.
Højt på listen over bekymringer står, at Estland kan blive overrendt af fremmed arbejdskraft, der skubber estere til side. Med »fremmed arbejdskraft« menes der, siger Rein Toomla, pakistanere, kurdere og mennesker fra »den tropiske del af Afrika«. Esterne har nemlig, via reportager fra EU-lande, erfaret, at de er skyld i mange problemer.
Estland virker, på godt og ondt, allerede så integreret i den europæiske familie, at EU-medlemskab blot ligner en formalisering af alt det, som allerede tages for givet. Normalt? Tjah, ud fra en gammel-europæisk standard er det vel ganske normalt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu