Læsetid: 4 min.

En europæisk besættelse

Et simpelt spørgsmål om undergrundskultur førte vidt, da det blev stillet til den indiske filosof, teaterinstruktør og filantrop, Anmol Vellani
8. august 2003

(2. sektion)

Indien
Velani tager imod på et mindre hotelværelse på Vesterbrogade i København. Sengen er fyldt med velordnede bunker af papir og noter, som ikke finder plads på det minutiøse hotelskrivebord. Velani er i Danmark i disse dage for at deltage i Images of Asia i sin egenskab af direktør for en uafhængig fond, der har til formål at støtte indisk kunst der, hvor hverken offentlige eller private penge når hen. Fylde hullerne ud, så at sige, hvilket da også er organisationens motto.
Hvordan forholder det sig med den alternative kunstscene – eller undergrunden om man vil – i Indien? I Vesteuropa defineres det alternative i forhold til det etablerede, til borgerskabet – men hvem er etableret i en indisk kontekst? Vellani skubber til papirerne på sengen for at sætte sig til rette, henviser spørgeren til rummets eneste stol og mere end antyder, at det spørgsmål ikke er lige til at besvare.
»I Vesteuropa fik man en industriel revolution, et borgerskab og en borgerlig kunst – og deraf fulgte naturligt en modkultur. I Indien var der aldrig en revolution – vi har både industri og borgerskab, men samtidigt med alle mulige andre ting. Den indiske kultur har ikke fundet det nødvendigt at lægge fortiden bag sig for at skabe en fremtid. Det er en kultur, der lever i mange tidsaldre på en gang.«
»Som en modvægt til det støtter regeringen en kunst, der læner sig op ad nationalstaten – og det er, hævdes det, en kultur der søger enheden i mangfoldigheden. Men i virkeligheden støtter man noget, der kan markeres som ’indisk kunst’ og som er i overensstemmelse med ideen om en national identitet. Man støtter de kunstarter, der kan homogeniseres og fungere som symbol på en tilsyneladende hel nation,« siger Velanni, der før han blev professionel filantrop, uddannede sig i Oxford til filosof. Ved siden af har han i mere end 30 år arbejdet som teaterinstruktør.
»Vi har valgt at støtte kunstnere, der forsøger at skabe eller genskabe en mere hybrid, synkron ide om Indien – et Indien, som er mangfoldigt og som har mange facetter. Og det er på den måde, tror jeg, at man i Indien kan tale om en undergrund: Den alternative kunst bruger nationalstaten som det punkt, hvorfra man kan skabe et alternativ.«

En vestlig opfindelse
– Hvad betyder Indiens koloniale historie i den sammenhæng?
»Den betyder meget, for selve ideen om en nationalstat er kolonial. Det var et koncept, som kolonimagterne introducerede, og som siden hen blev overtaget af Kongrespartiet og de nationalistiske bevægelser. På den måde har kolonimagterne bidraget direkte til nationalstaten i Indien – og også til ideen om hinduisme. Tidligere ville indere ikke kalde sig selv for hinduer – de tilbad Shiva eller andre guder, og det var først da en forsker fra Oxford skrev en bog om hinduismen i slutningen af det 19. århundrede, at ideen om et overordnet mønster blev introduceret. Først der begyndte inderne at betegne sig selv som hinduer.«

Hollywood eller Bollywood
»Der er opstået en sær enhedstankegang: nationalhinduisme, en forlovelse af to begreber, som højrefløjen har fundet på for at gøre religionen politisk. Og ligesom med kunsten forsøger den at underspille mangfoldigheden. Nationalstat og hindu; det er to koloniale begreber, som hævdes at gengive hvad Indien egentligt er. Og her kan man tale om modkultur, nemlig mod den officielle udlægning af hvad Indien er, og hvilken kunst der skal promoveres.«
– Den enhedskultur, du taler om, føler den sig truet af globaliseringen?
»Globalisering er vel egentligt et amerikansk fænomen: Det er amerikansk kapital og ideologi, der spreder sig ud i verden. Jeg tror Europa oplever globaliseringen mere end resten af verden – det er nærmest en besættelse her – formentligt fordi Amerika alt andet lige er en udvidelse af Europa. Amerika og Europa ligner hinanden: De er begge lineære civilisationer, der bevæger sig fremad ved at brænde broerne bag sig. Og sådan sker det ikke i Indien, som derfor har en kultur, der har lettere ved at tolerere flertydighed og spændinger: En indisk videnskabsmand kan både gå i templet og tro på astrologi – mens han i vesten ville blive betragtet som skizofren.«
»Indien er altid blevet invaderet – det er en kultur, der basere sig på indtrængning – og har derfor lært at gøre det fremmede til sit eget. Europæerne frygter altid Hollywood, som de mener overtager det hele. I Indien kan Hollywood næ-sten ikke komme til for Bollywood. Hvorfor? Fordi Indien har overtaget præmisserne og udviklet sit eget formsprog derfra. Det er evnen til at tage noget andet og gøre det til sit eget. Der er ikke ét Indien, der risikere at bliver oversvømmet af eller anden bølge, for Indien er i sig selv hele tiden under forandring. Det er det, Indien er – i virkeligheden som enhver anden civilisation: et flow. Modstanden består i at transformere omstændighederne til noget, der er dit eget.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu