Læsetid: 7 min.

FILM

22. august 2003


Film i tv

(2. sektion)

v./Morten Piil
*Al Pacinos karriere tegnede alt andet end lys op gennem 80’erne. Fra 1983 til 1989 medvirkede han kun i en enkelt film, Revolution, et flop af dimensioner. Men i 1989 blev det comeback-tid med Sea of Love, hvor Pacino åbenbarer en ny, mere garvet og kynisk desillusioneret personlighed som den ensomme newyorker-cop Keller. Dødtræt af jobbet forsøger Keller sig med utraditionelle opklaringsmetoder. Men han bringes ud af balance, da han ramler ind i den skamløst sexede Helen, der mistænkes for mord på en række elskere.
Helen virker ikke som nogen uskyldighed, men fremtræder forvirrende nok samtidig som en ganske almindelig, enlig og ensom mor, beskæftiget som ekspeditrice i en skotøjsbutik. Pacino er superb i rollen som den hærgede, drikfældige newyorker, hvis trætte blik glimtvis lyser drilagtigt-humoristisk op. Og den velgørende ukonventionelle Ellen Barkin giver som den gådefulde mordsmistænkte Helen sine kærlighedsscener ekstra sensualitet og farlighed. Richard Price – kendt som manus-forfatter for bl.a. Martin Scorsese – står for det newyorker-indforstående manuskript og Harold Becker for den kontante, professionelle instruktion.

Sea of Love. DR 1,
fredag kl. 21.30-23.20

*Matt Damon demonstrerer her, at poker ikke er hasard, men et spørgsmål om iagttagelseevne, koldblodig analyse, kombinationstalent, selvbeherskelse – og en vis nådesløshed. »De søde mennesker er altid de letteste af blanke af,« som Damons unge pokerspiller Mike betror os i en af sine mange forklaringer af spillets mysterier. Og videre: »Hvis man ikke kan kigge en spille-idiot ud på en halv time, er det én selv, der er idioten.«
Mike satser sin formue på 30.000 dollars i et opgør med den russiske spillekonge KGB. Hvordan det går, skal ikke røbes, men Mike må igennem mange omskiftelser, før han når frem til det endelige opgør med den djævelske mafia-russer.
John Dahls film fra 1998 gør et meget underholdende forsøg på at indføre os i pokerspillets mysterie-verden, hvor agtpågivenhed og almene karakter-egenskaber bestemmer udfaldet. Mikes drøm er at brillere ved det årlige verdensmesterskab i Las Vegas, men filmen glemmer ikke spillets mere snuskede hverdagsrealiteter – de tarvelige baglokaler og anløbne kredse, hvor både amatører og professionelle kæmper med kortene. Mike og vennen Worm (Edward Norton) er pokerhajer på jagt efter nemme ofre, men kun den evige taber Worm snyder direkte.
Filmens forbillede er tydeligvis Robert Rossens moraliserende klassiker fra 1961, Hajen, hvor Paul Newman misbruger sit gudbenådede talent ved billardbordet. Pointen i den mere afslappede Sidste spil er modsat, at det ville være livsfornægtende for Mike at undertrykke sine særlige evner. Matt Damon underspiller Mikes pokerbesættelse og ligner af type slet ikke en kynisk poker-hustler. Det giver ham en vis gådefuldhed og tiltrækkende nonchalance, når han f.eks. i en fin scene sætter en lille forsamling af pokerspillende juraprofessorer til vægs ved at aflæse deres ansigtsudtryk. John Malkovich frikadeller sig derimod grueligt gennem rollen som den skræmmende KGB.

The Rounders/Sidste spil.
Sverige 2, fredag kl. 22.10-00.10

*Ingmar Bergmans Persona er et af hans mest krævende og intense kammerspil. Liv Ullmann spiller skuespillerinden Elisabeth Vogler, der lider under en psykisk kortslutning, som får hende til at nægte at tale – hun har været tavs i månedsvis, da hun sammen med sygeplejersken Alma (Bibi Andersson) tager ophold på en lille ø. Her prøver Alma at bryde gennem Elisabeths skal ved til gengæld at åbne sig helt i lange monologer. En gådefuld sammensmeltning af de to kvinders identiteter finder sted. Filmen fra 1966 blev til kort efter, at Bergman havde overstået en meget alvorlig sygdomsperiode og er i sine lange nærbilledeoptagelser et indtrængende studie i kvindeansigtets magi.

Persona. Sverige 2,
lørdag kl. 21.15-22.45

*John Wayne fremstiller i denne berømte John Ford-western en uhyre sammensat figur, langt fra udelukkende sympatisk.
Han er en brysk og ofte brutal sydstatsveteran fra borgerkrigen, en ensom og forbitret figur på årelang jagt efter Comanche-indianere, der har myrdet fem medlemmer af hans familie. Hævntørst, refærdighedsssans og racisme strides i hans sind, inden han når sit mål og må erkende, at han bliver ved med at være lige så ensom, som da han begyndte sin rejse.
Altså ikke nogen typisk John Ford-helt, men alligevel har den stort opsatte western fra 1956 meget af instruktørens billedpoesi og ikke mindst dramatiske kraft. Filmen er med årene blevet en af Fords højst vurderede og var en overgang på de internationale kritikeres liste over de 10 bedste film, der nogensinde er lavet. Foruden John Wayne medvirker Natalie Wood, Jeffrey Hunter, Vera Miles og Ward Bond.

The Searchers/Forfølgeren.
Sverige 1, lørdag kl. 00.05-02.05

Ny dvd
*Femme Fatale Med hans forrige film, den forfærdelige Mission to Mars, fik man indtryk af, at Brian De Palma, som så mange andre instruktører i den generation, var en færdig mand. Men med sin nye film, Femme Fatale, beviser den amerikanske instruktør, der bor i Paris, at han stadig har et par gode tricks i ærmet.
De Palma er en formens mester, der snedkererer sine sjældent særligt dybe plots, så de forbløffer publikum med twists and turns under en elegant, spejlblank overflade af filmisk stil og teknisk lir. I så henseende er Femme Fatale ingen undtagelse. Rebecca Romijn-Stamos er filmens sexede blikfang i en historie, der drejer sig om sig selv et par gange, før man rundtosset kan pille filmen ud af dvd-afspilleren.
Alene åbningssekvensen, der foregår under Cannes Film Festivalen i 2001 og drejer sig om et snedigt diamanttyveri, er et studie i at fortælle en historie i billeder og uden for mange, overfødige ord. Siden følger vi Romijn-Stamos’ tyv, der prøver at skabe sig et nyt liv med et par millioner i ædle stene blandt andet med hjælp fra Antonio Banderas’ fotograf.
Handlingen er en smule rodet – i hvert fald til at begynde med – men Thierry Arbogasts billeder og Romijn-Stamos’ krop, som der er rig lejlighed til at stifte bekendtskab med, fejler absolut ingenting, og man ender med at have følt sig godt underholdt af Femme Fatale. Filmen er ledsaget af et par mere eller mindre ligegyldige dokumentarer, hvor man blandt andet får at vide, at åbningssekvensen er inspireret af De Palmas eget besøg på den røde løber i Cannes. CMC

Femme Fatale. Instruktion og manuskript: Brian De Palma (fransk-amerikansk). Region 2. Kan fås i enhver anstændig dvd-snask

*Cubic Det er i traditionen for ofte både debatterende og begavet scifi, at den amerikanske instruktør Kurt Wimmers udmærkede Equilibrium hører hjemme. Filmen, der på dansk har fået den tåbelige titel Cubic, foregår i det 21. århundrede i et samfund uden følelser. Efter Tredje Verdenskrig har menneskeheden fundet frem til, at det er grimme følelser som hævntørst og vrede, der er skyld i alle ulykker, og takket være være et narkotikum, som alle skal indtage, lever man nu lever i en næsten komatøs tilstand af ligegyldighed
I dette harmoniserede samfund er klerkerne det enevældige statsoverhoved, Faders, lange arm, som opsporer og udsletter alle de overløbere, som nærer følelser for hinanden og i det skjulte dyrker kunst og kultur. Christian Bale er superklerken, der måtte se sin kone henrettet for ‘føleri’, og som efter at have skudt sin egen makker begynder at føle og bliver involveret i en blodig modstandskamp.
Equilibrium er en intelligent og visuelt flot film, der ikke helt lever op til de store film i genren – bla. Brazil og Minority Report – men den fortjener at blive set. Ikke mindst pga. sine spektakulære actionscener, hvor Wimmer på et lille budget næsten overgår Wachowski-brødrene og Matrix i blæret effektarbejde. Og så formidler filmen den relevante pointe, at nok er had og vrede udslettet, men det er kærlighed og glæde også, og resultatet er et kønsløst samfund, hvor man eksisterer blot for at sikre sin eksistens. Kurt Wimmer kunne være interessant at følge, og jeg ville gerne have kigget bag kameraet, men det giver den medfølgende dokumentarfilm ikke mulighed for. CMC

Cubic. Instruktion og manuskript: Kurt Wimmer. Amerikansk.
Region 2. Kan fås i enhver ordentlig dvd-snask

Ny film
*Tomb Raider 2 Som filmisk fortælling er Tomb Raider 2: The Cradle of Life meget bedre end den første film, der er tæt på at være et makværk af rang. Men det er ikke ensbetydende med, at toeren er en god film. Hovedpersonen, Lara Croft, der begyndte sin eksistens som figur i et populært computerspil, spilles godt nok af den billedskønne Angelina Jolie, men nogen særlig interessant eller charmerende skikkelse er hun ikke – hvilket heller ingen af de øvrige personer i TR2 er.
Det hele drejer sig om effekter, Jolies velskabte krop og om at skabe et adrenalinsus, der kan lokke teenagedrengene fra computerskærmen og ind i biografen. Med den drevne actioninstruktør Jan De Bont i instruktørstolen er det da heller ikke helt umuligt, at det lykkes med denne anden film om rigmandsdatteren og antikvitetsjægeren Lara, der kan det utroligste på motorcykel, vandscooter, hesteryg, i en bil, med en faldskærm og sine to pistoler, mens hun finder frem til Pandoras Æske og forhindrer the bad guys i at åbne den. Der er gang i den.
Indiana Jones iscenesat som PS2-spil, men helt uden de films afvæbnende charme, sans for humor og tydelige, barnlige glæde ved actioneventyret. CMC

Tomb Raider 2: The Cradle of Life. Instruktion: Jan De Bont. Manuskript: Dean Geogaris. Amerikansk (Imperial, Palads og CinemaxX, København og en hulens bunke biografer i det ganske land)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her