Læsetid: 4 min.

Film i tv

29. august 2003


(2. sektion)

v./Morten Piil
*Annelise Reenberg instruerede i 1960 denne folkekomedie, der er blevet et ofte udskældt ikon for genren, symbolet på alt, hvad der er forlorent i gamle danske film. Ikke helt retfærdigt, for filmen er både godt håndværk og lavet med en ironi og et glimt i øjet, der får det høje humør til at smitte. Men selve intrigen er selvfølgelig rendyrket trivi. Enkebaronesse Rosensteen skal finde en arving til sit gods, og måske kan det blive en ung kvinde født uden for ægteskab, der bor hos sin morbror på den lokale benzintank, hvor hun er en bramfri automekaniker, en højst usleben diamant. Ghita Nørby har aldrig været i bedre folkekomedie-vigør end her som den kække oliebeskidte vildkat af en baronesse – en præstation med sjove klovneindslag. Og Maria Garland giver i den anden hovedrolle som enkebaronessen et suverænt, usentimentalt portræt af den statelige, utilnærmelige enke – der først sent for alvor erkender barnebarnets egensindighed som en del af sin egen natur, og hvis blødgøring kun viser sig i svagt krusede mundvige, anelsen af et blidt glimt i øjet og en nedtonet varme i den dæmpede stemme. En forudsigelig historie, hvis intrige Annelise Reenberg af og til udciselerer lidt repliktungt, men også med sin sædvanlige velplejede detaljefornemmelse og visuelle omhu. Karl Stegger er superb som formfuldendt butler, Ove Sprogøe charmerende som Ghitas morbroder og en usædvanlig selvbehersket Dirch Passer i topform som mekanikerkammeraten, der elsker Ghita på afstand.

Baronessen på benzintanken. TV 2, lørdag kl. 20.00-22.10

*Rolf Lassgård, den følsomme kæmpe, dominerer Colin Nutleys svenske drama fra 1998 med sit mesterligt gennemlevede portræt af den ensomme gårdmand Oluf, der aldrig har kendt en kvinde og hverken kan læse eller skrive. Rolf Lassgård gør eneboeren til et uafviseligt levende, følende menneske med potentiale til både tragedie og triumf. Tung og massiv er han, men hver centimeter af hans store krop er udtryksfuld. Filmen rummer i det hele taget en del prøver på Nutleys fornemmelse for at indfange det usagte spil mellem mennesker. Den engelskfødte Nutley er klart en af skandinavisk films bedste personinstruktører, både her og i tidligere film som Englegården og Sidste dans. I Under solen giver han et ganske forførende lyrisk billede af svensk sommerlandliv anno 1956, en statisk tilværelse langt ude på bøhlandet, hvor alle kender alle under den sol, der mærkeligt nok altid skinner, som i en vaskeægte folkekomedie fra perioden. Helena Bergström (instruktørens hustru) er – som i Englegården – den fremmede, der skaber bølgegang i provins-isolationens stillestående vande. Hun er tilsyneladende den ulastelige drømmekvinde Ellen, der melder sig som husholderske og i høj grad som potentiel ægteviv for gårdmand Oluf. Men hvilke hemmeligheder skjuler hun – om nogen overhovet? Det kniber for Nutley at fylde den lange spilletid helt tilfredsstillende ud, og til slut kammer folkekomedien over i melodrama. Bedst er filmen, når den koncentrerer sig om venskabet mellem Oluf og en lokal 27-årig graver, spillet med en egen insisterende, irriterende pågåenhed af instruktøren Bo Widerbergs søn Johan. Her er en fuldt ud overbevisende figur med et helt morads af blandede motiver og mudrede impulser, ubevidst spillet ud i fuldt dagslys.

Under solen. TV 2, lørdag kl. 22.10-00.15

*Atom Egoyans Felicia’s Journey gennemlyses af den canadiske instruktørs mærkeligt renfærdige fremstilling af hæmmede, ensomme outsidere fanget i et skæbnespind, de ikke kan bryde.
Egoyan fortæller her i samme menneskeligt varme tone som den, han fandt frem til i sin forrige The Sweet Hereafter. Også denne gang er det en litterær bearbejdelse (efter en irsk-engelsk historie af William Trevor fra 1994), men Egoyans stramt stiliserede billedsprog og blufærdigt-intense personinstruktion præger hver meter af filmen. Bob Hoskins spiller en perfektionistisk kantinechef, ansat på en fabrik i Birmingham. En på overfladen vennesæl mand, der gemmer på grumme hemmeligheder, men det ved den hjælpeløse irske pige Felicia, han tager sig af, intet om. Hun eftersøger den fyr, der har gjort hende gravid og derefter er stukket af til England. I stedet ender hun i Hoskins’ villa, hvor han har forskanset sig med en hoben fortidsminder, deriblandt nogle meget afgørende video-optagelser. Både Hoskins og den debuterende Elaine Cassidy er fremragende i hovedrollerne, og Egoyan omskaber gang på gang det meget nordengelske fabriksmiljø til ren billedpoesi.

Felicia’s Journey. DR1, kl. 00.15-02.05

*Erik Balling allierede sig i 1997 med Klaus Rifbjerg om et behjertet forsøg på en dansk musical med megen sang, men få, lettere kluntede dansenumre. Daimi spiller en purung pigehjemspige, der i bund og grund er selvstændig, men forsøges afrettet på forskellig vis. Altså en histori om normalitet, konformitet og frigørelsestrang, spexagtigt fortalt og med en perlepræstation af Poul Bundgaard som den smiskende bager og moralprædikant, der benytter enhver lejlighed til at bryde ud i sang (musik: Bent Fabricius-Bjerre). Den rundkindede kække Daimi demonstrerer sin butterdejs-charme, og man vil nok enten finde hende uimodståeligt slagfærdig eller irriterende overfrisk som Anni, der måske ender med at falde til patten, men ikke for alvor. Her klarer hun sig på sin musikalitet og Rifbjergs skarptandede replikker.

Jeg er sgu min egen. DR 2, mandag 20.25-22.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu