Læsetid: 3 min.

Filosoffernes filosof

Teologen og filosoffen Peter Kemp er i Istanbul blevet udnævnt til præsident for alverdens filosoffer
15. august 2003

Portræt
Det er måske ikke verdens bedst kendte forening, men alligevel: På en verdenskongres for filosofi, der afholdes i Istanbul i disse dage, er den danske filosof Peter Kemp blevet valgt til præsident for Føderationen af Filosofiske Foreninger.
Den 66-årige Peter Kemp er professor på Danmarks Pædagogiske Institut. I mere end 30 år var han ansat på Københavns Universitet, indtil han for tre år siden blev spurgt, om han ville opbygge et nyt institut for pædagogisk filosofi på DPU. Det sagde han ja til.
Peter Kemp er ikke helt grøn i den filosofiske føderation. I de sidste fem år han som generalsekretær været med til at planlægge kongressen i Istanbul. Og her har en tilsyneladende sat sit aftryk. Overskriften for kongressen er nemlig: »Filosofi over for verdensproblemerne«. En større mundfuld, ville nogen sikkert sige, men ifølge Peter Kemp er filosofi ikke noget, der skal holde sig bag universitets murer:

Samfundsrelevant
»Jeg mener bestemt, at filosofien skal spille en politisk- og samfundskritisk rolle, den skal have en samfundsmæssig relevans. Der er i høj grad brug for, at uafhængige personer bidrager til den politiske debat, og der er mange, der har noget at sige, som politikerne godt kan lære noget af,« sagde Peter Kemp i går til Ritzau
Selv har han i mange år været aktiv i den offentlige debat: Fra diskussionen om mindedagen for ofrene for Holocaust over terror til bioetik. I 1993 blev han direktør for Center for Etik og Ret – og ifølge eget udsagn er han i etisk henseende en »aristotelisk kantianer«. I 1991 udgav han bogen Det uerstattelige om den bioteknologiske udfordring:
»Mere end nogen anden teknologi varsler den moderne bioteknologi om en radikal ændring af menneskets forhold til naturen og især sin egen natur: mennesket er nu blevet i stand til at manipulere med alt det levende lige fra DNA-molekylet til biosfæren som helhed. Hele den levende verden er blevet dets laboratorium og værksted. Hvor går grænsen for al denne magt over naturen? Det er det store etiske spørgsmål.«
Tydeligst har Peter Kemp markeret sig i den offentlig debat med sine holdninger til kræftbehandling. I 1997 mistede han sin kone, der som blot 41-årig døde af kræft. Den sidste tid, de havde sammen, var i følge Kemp alt andet en lykkelig:
»Lægerne ville ikke lade min kone dø i fred. Fuldstændig hensynsløst slyngede de sandheder i hovedet på hende, som hun ikke selv ønskede. Disse kærlighedsløse sandheder måtte hun bruge sine sidste kræfter på at bearbejde. Lægerne burde have sparet hende for al denne angst, uro og smerte. Derved forkortede de hendes liv,« fortalte han dengang.
Det har gjort ham til fortaler for alternativ behandling og placeret ham som formand for bestyrelsen for Den Alternative Kræftfond. En fond der forsøger at bygge bro mellem alternative behandlingsformer og lægevidenskaben:

Tilbagestående
»Danmark er et af verdens mest tilbagestående lande med hensyn til lægestandens og især dens ledende forskeres anerkendelse af alternativ behandling,« skrev han tidligere på året i en kronik. »Men kurven af folk, heriblandt kræftsyge, der søger alternativ behandling er kraftigt stigende, godt 20 procent af befolkningen eller 885.000 alene i løbet af år 2000 mod 13 procent i 1994. Derfor bliver kløften mellem lægestandens top og befolkningen større og større år for år.«
Som filosof har Kemp mest beskæftiget sig med moderne fransk filosofi. I maj fik han en af Frankrigs væsentligste, nulevende filosoffer lokket til København og DPU, nemlig vennen Paul Ricoeur. I sin hyldesttale sagde han om sin aldrende læremester, at han altid var »gået imod alle slags reduktioner af den menneskelige virkelighed.«
I de næste fem år skal Peter Kemp som nyvalgt præsident forberede den næste verdenskongres i filosofi, som finder sted i Seoul i 2008. Det bliver nummer 22 i rækken.

*Peter Kemp
Født 1937. Professor i filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitet og nyudnævnt verdenspræsident. Seneste bøger: Det uerstattelige, Levinas og Et liv der ikke dør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her