Læsetid: 4 min.

Flerdimensional fornuft

Poul Vad virkede et frugtbart sted mellem realisme og fantastik, mellem litteratur og billedkunst
19. august 2003

Nekrolog
Med forfatteren, Poul Vads død, 76 år, er en af de store romanforfattere i dansk litteratur her pludselig ikke mere. Men ikke blot det: Han var også en af landets fineste kunstkendere og formidlere.
I begge egenskaber kendt langt ud over landets grænser, adskillige værker blev oversat, ikke mindst bogen om maleren, Vilhelm Hammershøi, lagde alen til hans vækst. Hovedværker er også romanerne Rubruk og Kattens anatomi begge fra 1970’erne.
Mindre fremme var han i den danske offentlighed, hvilket kan hænge sammen med det, han skrev, da han engang skulle formulere en mini-biografi om sig selv. Den sluttede lakonisk med ordene: »Jeg har også haft et privatliv; men det er netop privat.«
Det hænger endnu mere sammen med hans hele personlighed. Han ville være den sidste til at promovere sig selv, og han deltog kun i polemikker, når han for alvor havde noget på hjerte. Hellere essays.
Dertil kommer, at det litterære forfatterskab var eksklusivt – dels ved, at det med få undtagelser mere henvendte sig til litterære feinschmeckere end til et bredt publikum, dels derved, at han ikke havde en ide om, at der partout skulle udkomme en bog hvert år. Der kunne gå flere år mellem udgivelserne. Alt skulle være grundigt og gennemarbejdet.
Poul Vad havde netop afleveret et nyt manuskript, Kritiske tekster, til sit forlag, Gyldendal. Han havde diskuteret detaljer i forbindelse med bogens udgivelse. Et dødsfald, der kommer bag på de fleste, der kendte ham, også fordi han havde bevaret et nærmest drenget ydre. Var han virkelig 76 år?

Arena-tiden
Poul Vad, der var student fra Th. Langs Gymnasium i Silkeborg, begyndte, hvilket delvis er gået i glemmebogen, som lyriker med nogle digte i det legndariske kulturtidsskrift, Heretica, i begyndelsen af 1950’erne. Han fik også en samling digte udgivet, men det var med romanen De nøjsomme, han fik sit – store – gennembrud i 1960. I skønlitteraturen fandt Poul Vad sin stemme i et område mellem realisme og fantastik. Og i hele sit virke befandt han sig lige fuldt i både, litteratur og billedkunst.
Inden for begge områder var han meget belæst, fulgt e godt med i fransksproget litteratur, både den franske og den nordafrikanske havde hans interesse. En historie om Poul Vad vil vide, at han engang så Samuel Beckett, en af de forfattere, han beundrede mest, på en café i Paris. Han gik hen og præsenterede sig, blev venligt modtaget og fik en snak med ham om de store ting i livet og litteraturen. Det føltes for Poul Vad som en pænt stor flig af evigheden, men uret viste vist et kvarter.
Et af de engagementer, der fyldte meget i Poul Vads liv, var Arena-tiden i 1960’erne og 70’erne, hvor han udkom sammen med bl.a. forfattere som Peter Seeberg og Bent Vinn Nielsen. Disse tre var også særdeles aktive i bestyrelsesarbejdet, der ikke mindst bestod i at få Karl Erik Hermanns lille, legendariske kvalitetsforlag til at overleve. De tre forfattere udkom iøvrigt senere på Samleren, hvorfra de fulgte forlæggeren Johannes Riis over på Gyldendal.
I dette arbejde med Arena som i alt, hvad Poul Vad deltog i, var han en stabiliserende faktor og ubestikkeligheden selv. Samtidig et venligt menneske, der bag sin principfatshed havde et muntert og humoristisk sind. Da Arena genopstod af asken i 1990’erne var det bl.a. med genudgivelser af nogle af
Poul Vads bøger.
Etiske spørgsmål var han altid optaget af – det modsatte af en medløber kan man vel ikke sige, men han så på meget i udviklingen og åndslivet med en vis skepsis. Eksistensens vilkår kunne ikke rummes i de skiftende åndelige strømninger og moderetninger.
I en samtale med Rune Lykkeberg i Information i november 2001, som drejede om kulturradikalismen, sagde Poul Vad bl.a.: »Personligt holder jeg på fornuften. Jeg synes, man skal bekæmpe den moderne overtro. Jeg er ikke modstander af den side af kulturradikalismen, der vil bygge på fornuften. Man skal bare gøre sig klart, at der er så meget andet i menneskesindet, som ikke umiddelbart lader sig styre af fornuften. Der er flere lag og flere dimensioner.«

Maren på vognen
Som ung kunsthistoriker var Poul Vad rådgiver for Holstebro Kommune (1965-81) og med til at indkøbe Giacomettis bronzeskulptur Kvinde på kærre, som af folkeviddet blev omdøbt til »Maren på vognen« eller »Maren o æ vown«.
Det gav en del ballade, da den abstrakte kunst ikke var så anerkendt, og vognen – en firkantet blok med fire små hjul – ikke lignede det, man i Vestjylland forstod ved en vogn.
Skulpturen endte dog med at blive et vartegn for byen og et symbol på dens pionerånd.
Ud over Hammershøi har Poul Vad skrevet bøger om Albert Mertz, Erik Thommesen, Henry Heerup og Ejler Bille. Sammen med Vagn Lundby også om forfatteren Albert Dam.
I 1979 fik han Det Danske Akademis Store Pris.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her