Læsetid: 5 min.

Floridas daglejere har fået nok

’Vi er ikke fattige, vi bliver blot snydt,’ lyder mottoet i en forening med 2.500 latinamerikanske sæsonarbejdere i Sydfloridas tomatbælte, hvor afregningen for at plukke en spand tomater er den samme som i 1980
4. august 2003

IMMOKALEE – I højsæsonen kan man se de mexicanske og guatemalanske tomatplukkere løbe med 15 kilo tunge spande mod en lastbil, tømme dem, få udleveret en polet til en værdi af 40 cent og løbe tilbage mod buskene. Temperaturen er 30 grader i skyggen. Arbejdsdagen er 12 timer.
»Ingen af os vidste på forhånd, at det ville være så hårdt at arbejde her i USA. Ofte er der intet vand at drikke. Man får ingen pauser. Vi løber bare frem og tilbage med spandene,« fortæller daglejeren Francisca Cortes, 21. Hun kommer fra den mexicanske delstat Oaxaca.
Franciscas beretning er typisk for de 15-20.000 mexicanere og mellemamerikanere, der befolker denne by midt i det sydlige Floridas jungle og sumpe, hvor alligatorer, pantere og kæmpeskildpadder lever side om side med flamingoer og Nordamerikas mest eksotiske fugle.
Her i omegnen af udørkenen Immokalee dyrkes mest tomater. De høstes grønne, sprøjtes med en gas, som medfører et farveskift til rødt, og sælges i kolossale mængder i senvinteren og foråret til Amerikas fast food-kæder. Den største aftager er den mexicansk-amerikanske fast food-restaurant Taco Bell, hvor rå tomat er en uundværlig bestanddel af menuen.
Francisca begyndte at arbejde i sin families bønne- og majsmarker, da hun var 18. Men indtægten fra disse afgrøder er faldende. Siden indgåelsen af frihandelsaftalen NAFTA i 1993 har amerikanske storproducenter kunnet sælge majs og bønner billigere i Mexico. Det tvinger flere campesinos end tidligere til at tage den lange og farlige rejse til USA, hvor de bliver udnyttet på det groveste.

Arbejdsmarked
Hver morgen klokken fem i sæsonen kommer et kvarter nær Immokalees hovedgade til live med flere tusinde landarbejdere myldrende rundt på jagt efter arbejde. Næsten alle er indfødte sydamerikanere. Ofte taler de ikke hinandens sprog. Spansk kendes kun til husbehov. Hundreder af busser og minibusser står klar til at køre dem til plantager, der ligger halvanden time væk. Men først skal de have et dagjob, som højst indbringer 50 dollar eller en høst på 1.800 kilo tomater.
»Fra den ene dag til den anden ved man ikke, om der er et job. Hvis man ikke plukker hurtigt nok på akkord, vælger de en anden den næste dag. Gamle og udmattede har den ringeste chance for at blive beskæftiget hver dag,« fortæller Francisca Cortes.
Leveforholdene er under al kritik. Bolighajer i Immokalee lejer trailers ud til arbejderne. De står kun et stenkast fra den basar, hvorfra de bliver kørt ud til plantagerne. Synet er ikke kønt. Affald ligger strøet ud mellem skurvognene, hvor nogle få børn leger. Hunde snuser rundt. Udadtil ligner boligerne skrammel.
»Vi bor 10-12 mennesker i trailers beregnet til fem. Der er kun et køleskab og en ovn. Der er rotter og kakerlakker. Den ugentlige leje er 45-50 pr. person,« siger Francisca.

Ingen entusiasme
De høje leveomkostninger efterlader kun få dollar at sende hjem til familien og slet ikke nok til at underholde en hel familie i Immokalee. Landarbejderne sidder fast.
Fra politisk side hersker der ikke stor entusiasme for at gribe ind i en markedsmekanisme, som har fastholdt den samme pris pr. spand tomater siden 1980, nemlig 40 cent. Det betyder, at årslønnen for en daglejer på amerikanske plantager har ligget på 7.500 dollar i hele perioden. Minimumsindtægten for at holde hovedet over fattigdomsgrænsen er i mellemtiden vokset til det dobbelte.
»Landarbejderne er en glemt og udstødt gruppe på arbejdsmarkedet,« siger Julia Perkins, et ledende medlem af foreningen Coalition of Immokalee Workers (CIW), der blev startet i 2000 med det formål at forbedre sæsonarbejdernes løn og arbejdsvilkår.
»Under amerikansk arbejdslovgivning har de ingen rettigheder. Frugt- og grøntavlerne er ikke forpligtet til at afholde afstemning om organisering af en fagforening, hvis et vist antal ansatte ytrer ønske herom. Derfor befinder sæsonarbejdere sig på Herrens mark,« forklarer Julia Perkins.
Den økonomiske udbytning skyldes også mange daglejeres frygt for at blive opdaget som ulovlige indvandrere. Det udnytter agenter, som sælger deres arbejdskraft til de hvide plantageejere, der hævder, at knivskarp konkurrence på engrosmarkedet gør det umuligt at hæve prisen pr. spand tomat. Hertil føjer de, at daglejernene hyres af agenter, ikke af plantagerne. Det skulle derfor ikke være deres ansvar.
»Plantagejerne er skruppelløse. De er ikke til at stikke i. Gennem de sidste tre år er det lykkedes os at arrangere tre generalstrejker i Immokalee og omegn – uden resultat. En af farmerne lagde ikke skjul på sin foragt for landarbejderne. Han sagde: ’En traktor instruerer ikke mig i, hvordan jeg skal forvalte min plantage’,« husker Julia Perkins.
Det er derfor Coalition of Immokalee Workers har rettet indsatsen mod aftagere af tomater som fast food-kæden Taco Bell.
»Vi kan undergrave deres image som en progressiv koncern ved at sprede budskabet om udbyttede tomatplukkere til USA’s universiteter og gymnasier,« forklarer Brian Payne, koordinator af CIW’s boykotkampagne mod Taco Bell på de højere læreanstalter.

Gældsslaveri afsløret
Koalitionen er på mange måder et enestående initiativ.Alle daglejere i Immokalee kan blive medlem for fem dollar pr. år. Det eneste krav, der stilles, er, at man deltager i CIW’s ugentlige stormøde i et lokale nær basaren. I øjeblikket er der 2.500 medlemmer. Ti af dem er ansat som stab og betales samme årsløn som sæsonarbejdere.
De ti tager en tørn i sommermånederne med at høste vandmeloner i North Carolina for at spare penge op til resten af året og for at holde kontakt med, hvor de næsten alle kom fra – nemlig plantagerne. Kun to af de lønnede medarbejdere er hvide amerikanere. Et par andre hvide arbejder uden løn. Foreningen styres således af mexicanske og mellemamerikanske sæsonarbejdere selv.
Blandt de ledende medlemmer mærker man en intens idealisme og målrettethed. Der tales kun spansk på kontoret. Medlemmernes motto lyder. »Non somos pobres, somos jodidos.« (Vi er ikke fattige, vi bliver bare snydt) Ved at stå sammen lærer de at hjælpe hinanden. Vold mod landarbejdere rapporteres ikke alene til koalitionen og videre til politiet. CIW-medlemmer er aktivt involveret i at underrette andre sæsonarbejdere om deres rettigheder.
Græsrodsgruppens største succes har været afsløringen af fem tilfælde af gældsslaveri i Immokalee og omegn. Selv om kun agenter blev stillet for en domstol og idømt fængsel, er sagerne et eksempel på, at landarbejderne i samarbejde med USA’s justitsministerium kan anvende den amerikanske straffelov som et våben mod ekstreme eksempler på udbytning.
»Det er svært at tro, men der findes stadig slaveri i USA. Landarbejderne bliver opkrævet vilkårlige summer for transport fra grænsen i Texas til Florida, hvor de installeres i bevogtede lejre og straffes korporligt for flugtforsøg,« fortæller Julia Perkins.
Retssagerne har øjensynligt haft en afskrækkende virkning. »Det slavefrie område her i Sydflorida spreder sig udad i koncentriske cirkler fra Immokalee. Det skyldes også, at arbejderne holder øjne og øren åbne.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her