Læsetid: 4 min.

’En folkeafstemning er en gave’

Regeringens natur- og miljøpolitik har ikke befolkningen bag sig, heller ikke de borgerlige vælgere, siger Svend Auken (S), som forudser, at regeringens påtænkte nye forringelser vil blive stemt ned – hvis statsministeren tør lade det komme så vidt
20. august 2003

»En folkeafstemning om regeringens påtænkte forringelser af naturbeskyttelsen vil være en gave. Dels fordi det vil mobilisere befolkningen til forsvar for naturen, dels fordi vi vil vinde afstemningen.«
Det siger Socialdemokraternes tidligere miljø- og energiminister Svend Auken.
Forslaget om en folkeafstemning blev for 10 dage siden fremsat på lederplads i Information og fik i weekenden tilslutning fra SF. For at sende en lov til folkeafstemning kræves efter grundloven, at mindst 60 folketingsmedlemmer skriver under på kravet. Socialdemokratiet og SF råder tilsammen over 64 mandater i Folketinget.
»En folkeafstemning vil udløse en tiltrængt debat i befolkningen,« fremhæver Svend Auken.
»Jeg har efterlyst en mere aktiv indsats fra de grønne organisationer mod regeringens nedskæringer og svækkelser af lovgivningen. Der er ikke tale om, at jeg vil spænde organisationerne for nogen bestemt politisk vogn. Jeg har ønsket en dialog mellem dem og det grønne mindretal i Folketinget. Jeg forstår godt, at organisationerne ikke ønsker at udtale sig om folketingsvalg. Men WWF, Verdensnaturfonden, ville krænke alt det, de står for, hvis de forholdt sig neutrale i en folkeafstemning. Det gælder også Danmarks Naturfredningsforening.«

Dét skal der til
Som elementer i en lovgivning, vedtaget af VK-regeringen og Dansk Folkeparti, der kan begrunde en folkeafstemning, nævner Svend Auken:
»At man fjerner Naturklagenævnet, at man fjerner det centrale indseende med det kommunale skøn på natur- og miljøområdet. At man svækker planlægningslovens kystbeskyttelse. At man fjerner eller begrænser naturfredningsforeningens ret til at rejse fredningssager. At man svækker skovlovens bestemmelser om fredskovpligt, og at man ophæver lovbeskyttelsen af særlige naturtyper og kulturminder.«
»Hvis man gør det, vil det være rimeligt at sætte ikke bare én af lovene, men hele lovkomplekset til folkeafstemning.«
– Hvorfor vil I kræve folkeafstemning nu? I gjorde det jo ikke sidste år, da regeringen og Dansk Folkeparti svækkede beskyttelsen af det åbne land?
»Dengang var forarbejdet for dårligt. Folk vidste ikke, hvad det drejede sig om. Nu er der en følelse af overhængende fare.«
Svend Auken peger på, at det nu er 40 år siden, at naturbeskyttelsen sidst var til folkeafstemning:
»Dengang var SR-regeringen nok kommet forud for befolkningen, sådan at VK kunne få væltet jordlovene. Men de måtte selv gennemføre dem seks år senere. Nu er billedet det spejlvendte. Nu er svækkelsen af naturbeskyttelsen og planlovene gået langt længere, end et befolkningsflertal ønsker.«

En ikke-rar kombination
»En folkeafstemning vil dreje sig om: Tilhører naturen de få tusinde, der i denne generation ejer skov- og landbrugsejendomme, og som gerne vil score gevinster – i en ikke alt for rar kombination med et flertal i den stedlige kommunalbestyrelse?«
– Vil regeringen ikke netop sætte ind dér og sige, at I ikke har tillid til de lokalt folkevalgte, heller ikke jeres egne?
»Jo, det vil den. Men fra min ministertid har jeg erfaring med, at det styrker troværdigheden, at det er ens egne, man slås med. Tag for eksempel det stop for indkøbscentre, som jeg fik gennemført. VK-borgmestrene fra de små kommuner støttede mig. Nogle af mine egne fra købstadskommunerne var imod. Det drejer sig om overordnede samfundsinteresser mod snævre lokale hensyn. Jeg tror, langt de fleste socialdemokrater, SF’ere og radikale vil støtte en folkeafstemning om naturbeskyttelsen.«
Svend Auken forudser imidlertid, at statsminister Anders Fogh Rasmussen vil være betænkelig ved at vove sig ud i en folkeafstemning:
»Fogh er meget kløgtigere end miljøminister Hans Chr. Schmidt og formanden for Folketingets miljøudvalg, Eyvind Vesselboe. Jeg tvivler på, at han vil lade dem gå planken ud.«
Svend Auken fremhæver, at natur- og miljøbeskyttelsen skiller de borgerlige politikere fra deres egne vælgere:
»De fleste af deres vælgere er på dét punkt enige med os, og mange af de borgerlige politikere er præget af, at de i en årrække har undertrykt sig selv. De har skullet holde markedskræfterne i ave, og ikke bare give efter for deres instinkter.«

Verdens længste læserbrev
»Det er derfor, Bjørn Lomborg har kunnet slå sådan igennem med sin bog – som jeg kalder verdens længste læserbrev. Han har ramt dybt i de liberalistiskes had til alle miljøforkæmpere. Over hele verden. Bjørn Lomborg er den mest kendte dansker i udlandet.«
Svend Auken finder også anledning til at øve selvkritik:
»Vi har haft en forestilling om, at natur- og miljøpolitik var lige som æblekage: Det kan ingen være imod. Men det har vist sig ikke at være rigtigt.«
»Og så må jeg gribe i egen barm. Dét, at vi førte så høj en miljøprofil, var med til at skabe fornemmelsen af, at alt var i gode hænder. Plus, at det gav grundlag for propagandaen om, at det var en overdreven miljøpolitik, et flippenummer fra min side. At man godt kunne skære fedtet af, uden at det gør noget.«
»Men det var kun miljøstøtten til østlandene, til u-landene og til det internationale samarbejde, der voksede. For de andre områder i ministeriet forblev ressourcerne de samme.«
Svend Auken går endnu længere i sin selvkritik:
»Problemet var, at det virkelige gennembrud i dansk naturbeskyttelse ikke skete i min ministertid. Udvalget under tidligere industriminister Nils Wilhjelm viste – endda i enighed – hvad der skal gøres. Nu har regeringen lagt det hele væk.«
»Vi skal løfte natur- og miljøbeskyttelsen ud af det at have dårlig samvittighed, som man har det over at ryge. Der skal også være en glæde. Hvis vi gennemfører den økologiske revolution, vil virkningerne være lige så store som den industrielle revolutions. Det er et eventyr, det er ikke noget med at være fortidsbevarende: Vi kan nemlig lade naturen udfolde sig, samtidig med at vi selv lever godt. Det eventyr har vi måske ikke haft fortællekraft nok til at trænge igennem med.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her