Interview
Imran Waheed har nået mere end de fleste i løbet af sit 26-årige liv. Han er psykiater, er gift og har fået børn, og er kendt i den britiske presse som en markant talsmand for det muslimske parti Hizb ut-Tahrir. I fredags røg Waheed og BBC-journalisten Gavin Esler ud i et længere verbalt slagsmål, da de i programmet Newsnight diskuterede Hizb ut-Tahrirs politiske ståsted. BBC beskyldte Hizb ut-Tahrir for at opfordre til racisme på deres hjemmeside og henviste til dommen over Fadi Abdullatif i Østre Landsret. Løbesedlen, som Abdullatif blev dømt for, findes også på den engelske hjemmeside, konstaterede Newsnight.
Hizb ut-Tahrir forsøger stadig at rekruttere nye medlemmer på Kingston University i London, viste programmet. Imran Waheed fastholdt, at Hizb-utTahrir er en ikke-voldelig organisation, og at man udelukkende ønsker at implementere en islamisk stat via en intellektuel transformation.
»Fadi oversatte en tekst fra Koranen, der handlede om at forsvare sig mod overgreb. Løbesedlen henviste til den ulovlige besættelse, der finder sted i Israel. Den blev uddelt på et tidspunkt, hvor en massakre på muslimer netop havde fundet sted i Jenin. Det var en politisk løbeseddel, der ganske enkelt opfordrede muslimer til at modsætte sig de overgreb, der fandt sted. Hvis du ser på Hizb ut-Tahrirs informationsmateriale, understreger vi faktisk, at muslimer gerne må gifte sig med jøder, og at jøder og muslimer er beskyttede i muslimske lande. Hizb ut-Tahrir er imod staten Israel, men det er ikke ensbetydende med, at vi er imod jøder.«
Dræb jøderne
Det er muligt at løbesedlen refererer til en bestemt kontekst. Men er løbesedlen ikke meget nem at misforstå, når der uden anden forklaring står »Dræb jøderne, hvor I end finder dem?«
»Folk, der er påvirkede af den zionistiske lobby, kan naturligvis nemt fordreje den sammenhæng og få det til at se ud som om, Hizb ut-Tahrir opfordrer til drab på jøder. Men i de muslimske lande, hvor der er betydelige jødiske menigheder Egypten, Syrien og Jordan f.eks. har
Hizb ut-Tahrir henvendt sig til jøderne og forklaret dem, hvad deres eventuelle rolle vil være, når den islamiske stat kommer. Så Hizb ut-Tahrir har faktisk et meget fint omdømme, hvad forholdet til jøder angår. Det her handler som sagt om den ulovlige besættelse af Palæstina. Det må vi jo som muslimer forsvare os imod. Havde franskmændene f.eks. ikke ret til at forsvare sig, da de blev invaderet af nazisterne?«
Så du sammenligner israelerne med nazisterne?
»Næ, det sagde jeg ikke. Jeg siger, at Tyskland under Hitler invaderede Frankrig, og at franskmændene forsvarede sig militært mod den besættelse, på en helt igennem legitim made. På nøjagtig samme made levede palæstinenserne i en islamisk stat før 1948. Deres land blev besat, og set i det perspektiv er Israel i lige så høj grad en besættelsesmagt, som USA er en ulovlig besættelsesnmagt i Irak.«
Hvad er din reaktion på østre Landsrets dom over Fadi Abdullatif?
»Det her var klart en politisk motiveret sag. Dommen skal ses i lyset af, at Fadi Abdullatif er muslim som er imod staten Israel. Jeg har talt med adskillige danske journalister, der mente, at Fadi Abdullatif fik en meget dårlig behandling i Danmark. Der er tilsyneladende en meget indflydelsesrig zionistisk lobby i Dannmark, der insisterede på, at Fadi Abdullatif blev hængt ud til skræk og advarsel. De 60 dages betinget dom opfatter jeg som en symbolsk gestus. Han blev dømt for at have opfordret til racisme og fik 60 dage i England kan du få 60 dages fængsel, hvis du undlader at betale skat. Det viser for mig, at det danske retsvæsen trak Fadi i retten udelukkende for at formilde den zionistiske lobby i Danmark.«