Læsetid: 1 min.

Fransk fristelse

Den iltre, franske stjernedanser Nicolas le Riche skabte jaloux sukken på Det Kgl. Teaters tilskuerrækker
27. august 2003

Ballet
Franskmænd har altid haft en særlig nøgle til Den Kgl. Ballet og dets publikum. I 1792 var det Antoine Bournonville, der fordrejede hovederne på dansere og publikum – og i mandags var det Nicolas le Riche, en mørkhåret, erotisk elegantier fra Pariseroperaen.
Sjældent har en elskovsseng på Det Kgl. Teater emmet så hedt som under denne forestilling af Manon. Den lysende Silja Schandorff trippede som på skyer af bar lykke – bedårende farlig og uimodståelig, tydeligvis også for en mørkilter Nicolas le Riche. I hans armene lod hun sig kaste og dreje og hvirvle i ét langt sug – kærtegnet af hans hænder i ublu greb, drillende og krævende.
Denne 31-årige kropskunstner med den medfødte noblesse elektrificerede rummet, så det blev dirrende frankofil. Korpsdanserne begyndte at sende flirtende øjne til denne grevesøn og gadedreng i samme person, og tilskuerrækkerne blev hærget af sukken og standhaftighedsgreb i ryglænene foran.
Imens snurrede Nicolas le Riche frygtløst en ekstra, fransk skrue i hvert et spring – og improviserede psykologisk raffinerede brud undervejs i MacMillans flydende koreografi.
Den Kgl. Ballet var mere end villige til at gå med på legen. Kompagniet spillede helt ud, og ikke mindst den fransk-fødte Jean-Lucien Massot brillerede med sin strategisk overrumplende Lescaut. En særlig fransk rose skal gå til penselførerne bag make-up’en: Med dansernes hektisk røde kinder og blodsorte munde er denne Manon blevet præcist så visuel dekadent, som scenografien lægger op til.
Stjerneniveauet holdt også for Nicolas le Riches hede kys: Teknisk ekvilibristiske, sveddryppende spontane – og jalousivækkende lange.

*’Manon’ af Kenneth MacMillan. Den Kgl. Ballet. (Anmeldt i 24. marts). Gæstespil med danseren Nicolas Le Riche fra Pariseroperaen – danser også i aften onsdag samt 4. sep.
*Caroline Cavallo & Andrew Bowman og Alexei Ratmansky: 5. og 6. sep. Rose Gad & Mads Blangstrup og Julien Ringdahl: 15., 16. og 26. sep.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her