Læsetid: 4 min.

Fremtiden hugget i sten

Kulturkampen fortsatte usvækket fra velkendte positioner og over den sædvanlige mur
16. august 2003

Ritsjj
Muren, der i små 40 år delte Berlin og i symbolsk forstand hele Europa og en stor del af den øvrige verden, skal på Unescos liste over verdens kulturarv, kunne Politikens Berlin-korrespondent Jørgen V. Larsen fortælle i tordags. Det synes i hvert fald blandt flere andre professor i arkæologi Leopold Schmidt.
Professor Schmidt har på opfordring af bystyret udarbejdet en 750 sider stor rapport om Muren, og hvad der er tilbage af den, og med den rapport imellem sig skal byens ledere nu forsøge at nå hinanden i sagen.
Foreløbig har rapport og sag – og således Muren på ny – delt tyskerne. Den borgerlige fløj i byrådet er begejstret ved tanken om, at – som én udtaler – »kommunismens fjæs hugget i sten« nu kan blive bevaret for eftertiden. Til skræk og advarsel. Omvendt bryder det socialistiske parti, PDS, sig ikke om idéen, med mindre altså at det svært bevogtede metalhegn mellem USA og Mexico eller muren mellem israelere og palæstinensere i Mellemøsten også bliver bogført og passet godt på for senere generationer. Til skræk og advarsel – og noget for noget.

Tak for sidst
Samme dag, altså torsdag, fortalte Informations Torsten Weper sammestedsfra, at den tyske journalist og venstrefløjsaktivist Günter Wallraffs navn nu var dukket frem af det østtyske sikkerhedspolitis, Stasis, arkiver. Wallraff har angiveligt og ifølge avisen Die Welt været informant, det, der på arkivsprog hedder IM – inoffizieller Mitarbeiter. Efter at den mur er faldet, som Leopold Schmidt har beskrevet over 750 sider, er IM ikke noget at have stående på sit curriculum.
Om Wallraff faktisk har gjort noget forkert, ved vi foreløbig ikke, der er andre sagesløse, der er havnet i samme situation. Det er imidlertid ikke Wepers vigtigste eller hele pointe. Den er derimod, at Die Welt, som mandag kunne fortælle historien og mest vedholdende har forfulgt den, er ejet af Springer Verlag, som ydermere ejer Bild Zeitung. Og at Bild Zeitung var den avis, Günter Wallraff karseklippet og under navnet Hans Esser tilbage i 1977 lod sig ansætte på og siden vidt og bredt og under jubel fra venstrefløjen kunne afsløre havde et yderst svævende forhold til virkeligheden og et meget indspist ét til den tyske højrefløj. Billedet, Die Welt nu tegner af den dengang fejrede aktivist og videregiver nutidens læsere til spot og advarsel, er – så vidt Weper – en tak for sidst.
Det interessante i de to historier er ikke, hvem der har ret. Det interessante er, at striden i begge tilfælde skyldes levn fra gamle politiske modsætninger, et slagsmål mellem, hvad man kunne tro var forlængst forladte positioner.
Det bringer os fra den tyske debat til vores egen.
Torsdag beskyldte forfatteren Stig Dalager således i en kronik i Berlingske Tidende forfatterkollegaen og journalisten Claes Kastholm Hansen for at føre en kulturkamp, der »lugter af fortid« og er skåret til efter forældede højre/venstre-skabeloner. Kastholm kæmper, skrev Dalager, mod »spøgelser og mod figurer i et ideologisk verdensbillede, der på sin egen ironiske måde daterer sig tilbage til de 60’ere og 70’ere, som hans egen hang til ideologisk tænkning selv er et barn af«.
Anledningen var et interview med Kastholm Hansen i samme avis, hvori han opfordrede til kamp mod en »alliance mellem en bestemt gruppe af intellektulle, det socialdemokratiske velfærdssamfund og de socialistiske tanker«. Den alliance er ifølge Kastholm selv meget ældre end Muren og rækker så langt tilbage som til klassesamfundets tid. Ikke desto mindre – eller måske af samme grund – har den givet alliancen monopol på de skyhøje idealer og alle de følsomme associationer og har ydermere formået i nyere, altså i Murens, tid at gøre det til en »del af god humanistisk opførsel (...) at være på venstrefløjen«. Skal det alt sammen tilbageerobres, så forudsætter det fra borgerlig side praktisk sans, men især kræver det »vilje til magt«.

Gamle frontafsnit
Stikordet ’kulturkamp’, der har fyldt aviserne hen over sommeren og stadig gør det, stammer i øvrigt fra et interview med statsminister Anders Fogh Rasmusen i Weekendavisen i januar. Det fører os tilbage til udgangspunktet, altså til kampen mellem fjender fra tiden før den Mur, som nu sandsynligvis er på vej på museum. Men det fører os desuden til Kristeligt Dagblad og avisens leder fra i tirsdags, hvor skribenten holm nemlig erindrer om statsministerens ord fra dengang – at det »er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten«.
For lederskribenten handler kulturkampen om den ikke helt nye iagttagelse, at den gamle ideologiske højre/venstre-skala i partipolitikken er brudt op. Nu ligger Det Radikale Venstre igen radikalt til venstre, i hvert fald når det gælder områder som miljø-, rets- og udlændingepolitikken. Ligesom Centrumdemokraterne og De Kristelige ikke er henholdsvis så meget centrum og borgerlige, at det gør noget. Det er ifølge lederskribenten den virkelighed, som Dansk Folkeparti har forstået at drage nytte af, ved nemlig at flytte sig med enkeltsager og den folkelige opinion.
Det rejser sluttelig – også med tanke på Wallraffs bryderier og arkæologiprofessor Schmidts 750 sider store rapport – spørgsmålet: Holdes Stig Dalager og Claes Kastholm Hansen og alle de andre samvittighedsfulde skrivekugler af den generation beskæftiget under statsministerens fantasme af en kulturkamp og på gamle frontafsnit, mens verdens fremtid som altid bliver afgjort et andet sted?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her