BIRMINGHAM »Sisters« står der med store bogstaver på siden af Tommy OTooles store hvide bus, der holder parkeret foran Østlondons store moske. Klokken er 8.30 søndag morgen og den lokale afdeling af Hizb ut-Tahrir er på vej til konference om muslimsk identitet i Birmingham. På den anden side af gaden er mændene på vej ind i »Brothers«-bussen, og Informations fotograf og jeg må slukøret luske over i hver vores tildelte bus, for at få lov til at køre med. Under overskriften »British or Muslim?« vil fremtrædende muslimske debattører, heriblandt den sorte borgerretsforkæmper Malcolm Xs tidligere tandlæge, Abdul Salaam, diskutere britiske muslimers dilemmaer og visioner, lover pressemeddelelsen. Det er den hidtil største konference om islam i Storbrittanien i år, og Hizb ut-Tahrir, der har arrangeret, lover at der er solgt næsten 10.000 billetter.
På sædet over for mig sidder søstrene Sabina og Rukshana. De er født og opvokset i London, forældrene er fra Bangladesh. Ved jeg noget særligt om islam, vil Sabina vide. Rukshana, der er 31 og underviser i it, forklarer, at islam har givet hende større frihed over for hendes mand.
»Han er fra Bangladesh og er ikke meget for, at jeg tjener mere end ham og i det hele taget gør som jeg vil. Men takket være islam har jeg ret til at arbejde og gå omkring som jeg vil. Det er den sydøstasiatiske kultur, der kan være kvindeundertrykkende, ikke religionen. For 10 år siden gik jeg med stramme jeans og små toppe. Men så kom min storebror med i Hizb ut-Tahrir og vores liv blev mere struktureret og lykkeligt. Jeg begyndte at gå med tørklæde for to år siden.«
Sabina, der er 21 og læser på handelshøjskolen supplerer ivrigt:
»Det er altså osse ti gange nemmere om morgenen, når man bruger hovedtørklæde. Man behøver ikke bekymre sig om, hvordan ens hår sidder. Det gjorde jeg altid, før jeg begyndte at bruge hijab.«
En tredjedel kvinder
Da vi kommer ind i den store indendørs arena i Birmingham, sidder kvinder og børn i sidefløjene, mens mændene har fået de gode pladser med front mod scenen.
Mindst en tredjedel af de godt 5.000 tilhørere er kvinder, men der er ingen kvindelige talere på programmet.
»Jeg har lige været til en islam-konference for kvinder, men det ville være upassende for os at stille os op på talerstolen, når der er så mange mænd til stede,« forklarer Sabina.
På pressemødet lidt senere forsikrer Imran Waheed, Hizb ut-
Tahrirs britiske talsmand mig om, at det er et tilfælde, at der ikke er nogen kvindelige talere.
»Vi har haft masser af konferencer udelukkende for kvinder. Vesten har et umådelig overfladisk syn på ligestilling mellem mænd og kvinder. Men når det kommer til stykket, har kvinder desværre ikke nær så meget indflydelse på samfundet som mænd. Kan du f.eks. nævne en kvindelig amerikansk politiker af særlig betydning, ud over Condoleeza Rice? På konferencen i dag valgte vi de talere, der var bedst inden for deres felt. Og der var tilfældigvis ingen kvinder iblandt.«
Arrangementet »British or Muslim?« har fået kritik fra lederen af Londons største moske for at tvinge engelske muslimer til at vælge mellem islam og vestlige værdier.
»Det har aldrig været vores hensigt at tvinge islam ned over hovedet på folk. Vi vil aldrig ligesom George Bush sige: I er enten med os eller med terroristerne. Vores formål er udelukkende at skabe en åben debat. Vi har inviteret nogle af de væsentligste muslimske tænkere til at tale i dag, og hvis nogle af dem er uenige med, hvad Hizb ut-Tahrir står for, er det hele fint. Det væsentligste for os er debatten. Og en af de kampagner, denne konference kommer til at søsætte, er et intitativ, der skal bekæmpe stofmisbrug i muslimske miljøer her i England,« siger Imran Waheed.
J-Los slaver
Talerne på den store scene modtages med varierende styrkegrader af »Allahu Akhbar« råb fra salen, men essensen af indholdet er det samme: Islam er den vej, der skal tages, hvis der skal findes en løsning på de voldsomme problemer med stoffer, våben og løssluppen seksualitet i Englands storbyer.
Taji Mustafa har publikum med sig:
»For mange unge i dag ligger der et pres om at blive set i det rigtige tøj. Bling-bling gear, som de siger, ikke? Men vi må være klar over, at den berømte britiske frihed fører en dekadent livsstil med sig. Folk bliver individualistiske og sender deres gamle forældre på plejehjem. Det er, hvad friheden fører med sig. Det er en dødelig cocktail. Det er slaveri. Og jeg siger til jer, at unge muslimer ikke længere vil finde sig i at være slaver af Jennifer Lopez buksemode!«
Da jeg senere taler med den 74-årige tandlæge fra Chicago om hans møde med Malcolm X og efterfølgende navneændring fra Leo Percival McAllen til Abdul Salaam, forsikrer han mig om, at koranens ord vil trænge igennem til alle, og at næste gang vi mødes, er der ingen tvivl om, at jeg vil være iført hijab. Da jeg indvender, at den situation muligvis vil komme noget bag på mig selv, er Abdul Salaam uimponeret:
»Jeg har en nyhed til dig. Jeg har fuld tiltro til din omvendelse. Islam er ikke bare en religion, det er en livsmåde.«
»Jeg er så glad for, at jeg ikke fører den livsstil,« udbryder Sabina, da vi på vej hjem i bussen passerer nogle unge, letpåklædte kvinder, der står småfrysende i den kølige sensommeraften foran en natklub. Vi bliver afbrudt af hendes mobiltelfon.
