Læsetid: 4 min.

Funktionelle analfabeter! Hallo!

Vi funktionelle analfabeter går fremtiden i møde med en vis ængstelse. Måske er vor lykke alligevel ikke gjort
8. august 2003

(2. sektion)

Dag for dag
1.
Vælgerne skal kunne se forskel på S og V, mener DSU-formanden Kristian Madsen (DSU: Danmarks Socialdemokratiske Ungdom). »Vi har mange muligheder for at angribe regeringen ved at sætte fokus på problemer, der angår folks hverdag. Der er masser af områder, hvor de borgerlige ikke er vågnet op.« Det gælder om at vågne op i tide. Det gælder om at være hurtig. Pludselig er der ikke flere områder, hvor man kan »sætte fokus på problemer, der angår folks hverdag«. Hvad skal man så gøre? Der er ikke flere områder, hvor man profilerer sig. Alle problemer, der angår folks hverdag, er der taget hånd om.
Alle partierne står i kø for at hjælpe. De står på spring for at komme først til mølle. Alt andet ville være arrogance.
»Vi fik den der lidt halvarrogante indstilling til vore egne vælgere,« siger Kristian Madsen. Nu skal S være offensive. »Vi kunne spørge: Hvorfor er 15-20 procent af alle, der forlader folkeskolen, funktionelle analfabeter? Hvor er den store socialdemokratiske plan, der skal bringe dette tal ned til et par procent?«
Ja, vi spørger bare. Igen og igen og igen. Se så at komme i sving. Det er de funktionelle analfabeter, det handler om.

2.
Her en besked til DE FUNKTIONELLE ANALFABETER. HALLO! PRØV LIGE AT SE HER! S kommer og redder jer. Det siger de selv. S er partiet Socialdemokraterne, og det er én, der hedder Kristian Madsen, der har sagt det. Kristian Madsen barsler (kommer snart) med en plan, der skal redde jer. Han kalder det »den store socialdemokratiske plan«. Dén kan I godt glæde jer til. Store socialdemokratiske planer er som regel meget flotte og pakket ind i pænt papir. Når Socialdemokraterne rigtig ruller sig ud, er det med den store lineal. Snart vil I se, at ikke en eneste iblandt jer er funktionelle analfabeter. Så vil I alle være parat til at træde ind i samfundet på lige fod med andre. Det er skønt, at der endelig er nogen, der har fået øje på jer.

3.
Flere beskeder til DE FUNKTIONELLE ANALFABETER. HALLO! ET GODT TIP! S kommer og redder jer. Det er rigtig godt. Der er mange mennesker, der hverken kan skrive eller læse. I hvert fald ikke ret godt. 15-20 procent af befolkningen. Jeg vil råde jer til, at I udbyder jeres problem i licitation blandt Folketingets partier. Så må vi se, hvem der tilbyder den bedste løsning.

4.
HALLO! FUNKTIONELLE ANALFABETER! Jeg har lige været inde på Venstres hjemmeside. Det er meget forstemmende. Der står slet ikke noget om funktionelle analfabeter. Venstre har indvandrere, plejehjem, ventelister, børnepasning, vold, folkeskoler, offentlig administration og skatter, men ikke noget om funktionelle analfabeter. Vil det sige, at Venstre slet ikke vil gøre noget ved problemet?

5.
HALLO! FUNKTIONELLE ANALFABETER! VI ER ALLE FRIE! Der er én, der hedder Ulrich Horst Petersen. Han siger, at det ikke er »en politisk opgave at fortælle folk, hvordan de skal leve deres liv.« I samme åndedrag siger han, at det hele handler om skattepolitik. Det bliver spændende at se, hvordan han vil lancere de to budskaber på en sammenhængende måde. »Du må leve dit liv, præcis som du vil, bare du afleverer 50-70 procent i skat til mig?«
Og hvad med vi funktionelle analfabeter? Må vi selv om, om vi vil være funktionelle analfabeter? Og må de andre selv bestemme, om de vil støtte Socialdemokraterne (eller hvem det nu er, der løber med kontrakten) i kampen mod funktionel analfabetisme? Og hvis de ikke må, må de så stadig bare selv bestemme, hvordan de skal leve deres liv? Hvis de må det, så er alt godt. Bare vi er frie alle sammen, så går det nok.

6.
HALLO! ER DER HUL IGENNEM? Jens Rohde – det er ham fra partiet Venstre – har også en plan. Du må selv om, hvordan du vil leve dit liv. Det bliver bare uden radionyheder på den nye kanal. »Radionyheder er ikke vigtige,« siger Jens Rohde. Det har han naturligvis ret i. Det er ikke en politisk opgave at fortælle folk, hvordan de skal leve deres liv.

7.
FUNKTIONELLE ANALFABETER! DÅRLIGT NYT. Jeg har været inde på DSU’s hjemmeside. Nu gik man lige og troede, at funktionelle analfabeter var kommet rigtig ind i varmen. MEN! Der står ikke et ord om funktionelle analfabeter på den hjemmeside. Ikke engang på formand Kristian Madsens egen side kan man finde noget! Kristian Madsens egen side ser flot ud med en liste over de vigtige emner, der har optaget ham i den seneste tid.
Der er artikler med forjættende titler som: »Efterløn er et velfærdsnederlag«, »Kammerat Thor« og »Institutionel forvirring«. Men ikke et ord om funktionelle analfabeter! Det er rystende. Var det bare noget, som Kristian Madsen greb ud af luften, noget han fandt på på stedet, da journalisten så ud, som om han gerne ville høre noget om Socialdemokraternes visioner, om »den store socialdemokratiske plan«? I lutter skræk griber man sig i at kontrollere hjemmesidens seneste opdatering: Jo, den er god nok, hjemmesiden er helt frisk. Men måske Kristian Madsen har glemt at lægge sin artikel om de funktionelle analfabeter ud på siden? Måske han er så lidenskabeligt optaget af emnet, at han ikke har haft åndsnærværelse til at lægge den ud endnu? Måske han vil være helt sikker på, at indlægget er skrevet færdig, så det brænder igennem til avisernes forsider? Hjemmesiden rejser flere spørgsmål, end den giver svar. . Måske vi slet ikke har en god sag. Måske der ikke kommer noget ud af en licitation blandt Folketingets partier. Måske de vil sige, at det ikke er deres opgave at bestemme, hvordan vi skal leve vores liv. Det kan vi sådan set være glade for. Så bevarer vi vores frihed. Og betaler vor skat med glæde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her