Læsetid: 2 min.

Garbo

9. august 2003

Spot
Hvordan er det egentlig at være smuk kvinde?
Det har sine fordele, åbner mange døre – pludselig, med et, kan man for næsen af kollegerne avancere til en stor, ufortjent stilling eller gifte sig lige ind i ufattelig rigdom eller få den, man elsker. Der er tilsyneladende mange gode grund til, at så mange kvinder gerne vil være eller gøre sig smukke. Man kan komme fra Bogø og ryge direkte ind i en James Bond-film.
Så kan man også som Greta Garbo både være smuk og have talent. Det ene udelukker ikke det andet. Men også Garbo fik ’fødselshjælp’ til stjernekarrieren via sit udseende. Hun kom fra små kår – faderen var arbejdsløs – og fik job i en butik, hvor hun qua sit udseende blev kigget ud til at medvirke i nogle reklamefilm for butikken.
Året efter tog hun et stort skridt videre, da hun kom med i en reklamefilm for et bageri.
Så fulgte småroller på Dramaten, succes på svensk film, senere i Hollywood, hvor Greta Lovisa Gustafsson, som hun egentlig hed, blev forvandlet til Garbo.

Hvordan er det egentlig at være smuk kvinde, ombejlet filmstar, og blive ældre?
Nogle klarer det med stil. Skal vi sige Lauren Bacall? Andre... Rita Hayworth, Ava Gardner... med mindre stil, og atter andre, Marilyn Monroe, når slet ikke så vidt. Brigitte Bardot fylder sit hus med kæledyr. Dyr på loftet, dyr under køkkenvasken, dyr i lædersofaen, dyr overalt.
Det diabolske er, at dette med at være smuk og star kan vende sig til sin modsætning. Og dog er det et ideal, som kvinder bliver ved med at stræbe efter, skønt man kunne være bedre tjent med at være mere almindelig. Nå, nu skal man jo ikke romantisere hverken det ene eller det andet.
Hvad Garbo angår, kender man ikke rigtig sandheden, da hun holdt den skjult bag et par store, fysiske og åndelige solbriller. Efter et mindre succesrigt lystspil i 1941, erklærede hun – som 36-årig – at hun ville holde en pause.
Pausen varede i et halvt århundrede til 1990, hvor hun døde.

Siden forsøgte hun fra sin lejlighed på Manhattan at undgå pressen, gemte sig, gav ingen interviews, giftede sig ikke. »Jeg kan jo ikke lave mad,« sagde hun og tilføjede, at hun aldrig havde følt nogen tilskyndelse til at blive gift. Fra hvad der er sluppet ud i tidens løb af sådanne udsagn fra hende, kan man desuden udlede, at Hollywood ikke levede op til drømmen, og at Garbo-livet i den periode var et evigt ind- og ud ad bagdøre, sidedøre, hemmelige elevatorer for ikke at blive antastet. Alle gloede altid. »Det er historien om mit liv,« sukkede hun engang. »Folk sku’ bare vide, hvor svært det er.«
Af det kan man lære, at der er mange penge at spare ved at gå uden om Magasins parfumeafdeling.

*DR 2 kl. 20.10: Greta Garbo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu