Læsetid: 6 min.

’Vi har glemt at leve med floden’

Den 12. august for præcis et år siden gik Elben over sine bredder og oversvømmede en lang række byer. Pirna i Erzgebirge syd for Dresden var en af dem
12. august 2003

Vandstand
PIRNA – I dag ser Elben fredelig ud. Vandstanden er lav, bare 72 centimeter, og fragtprammene har indstillet driften. Kun en enkelt udflugtsdamper har vand nok under kølen til at sejle.
Bækkene Seidewitz og Gottleuba er nærmest tørret ud. Vandet dækker lige netop bunden af den betonkanal, der udgør deres løb gennem Pirna.
Sådan en sommerdag i år 2003 er det svært at forestille sig, at der skulle udgå nogen fare fra disse vandløb. Men det gør der.
For nøjagtig et år siden faldt der 420 mm regn på bare 36 timer i Erzgebirge.
Vandet samlede sig i bække som Seidewitz og Gottleuba, der svulmede gevaldigt op. Vandet kunne ikke længere være i betonrenderne; det fossede ud i gaderne, fandt tilbage til sine gamle løb og oversvømmede den gamle bydel. På sin vej rev vandet en bro og flere huse ned, en brandmand omkom under redningsarbejdet.
»Jeg var her, da det skete,« siger en ældre kvinde, der hænger i et vindue i Karl Liebknecht Strasse. Hun har lagt en pude på karmen og betragter i ophøjet ro livet i gaden.
»Vandet steg til vindueskarmen. Det reddede mig nu ikke, for det strømmede ind gennem yderdøren.«
Hun måtte undsættes med en gummibåd, lidt af en prøvelse for en 85-årig kvinde.
»Mit køkken gik til, gudskelov var jeg forsikret,« siger hun.
I den historiske bykerne fortsatte katastrofen. De gamle huse blev oversvømmet, mens de forretningsdrivende forsøgte at redde, hvad de kunne.
»Vi arbejdede febrilsk med det ene øre til Elben,« fortæller læderhandleren Klaus Nitzsche, 62, i Lange Strasse.
Efter bækkenes amokløb ventede endnu en katastrofe. Svær regn i Tjekkiet havde fyldt Moldau-floden med vand, en flodbølge var på vej mod nord, til Elben, der løber ind i Tyskland syd for Pirna. Rygterne løb forud. Rygterne ville vide, at bølgen målte ni meter, 11 meter, 15 meter.
12.500 mennesker blev evakueret, 360 virksomheder helt eller delvis ødelagt. Kommunen opgør skaderne til 1,3 milliarder kr. Den samlede regning for sidste års oversvømmelseskatastrofe i Tyskland løber op i ca. 70 milliarder, heraf blev ca. 3,5 milliarder skænket af private.

Plyndring
Heldigvis var der ikke tale om en flodbølge, som den gerne vises på film – vandet steg forholdsvis langsomt, men i Nietzsches læderbutik kunne de alligevel ikke følge med.
»Jeg havde nogle hjælpere, der pegede på frakker og interiør, og så vurderede jeg hurtigt, om det skulle reddes eller drukne. Det var en katastrofe, alt det man måtte lade ligge …«
I alt anslår Nitzsche sine tab på varelager, inventar og symaskiner til 140.000 euro, godt en million kr.
Selv om politiet masseevakuerede beboerne, blev Nitzsches svigersøn i huset. Nogen skulle jo holde øje med, om der kom tyve.
»Én ting kan man være sikker på ved højvande: Når beboerne er ude, kommer plyndrerne. Om natten sejlende de til huset over for, de kunne lægge til ved et byggestillads. Min svigersøn forsøgte at tage billeder. Han havde desværre ingen film, men det blitzede, og han hørte nogen sige: ’Lort, der er jo nogen!’«
Vandet fortsatte med at stige, svigersønnen lod sig også evakuere. Ved 2,65 meter stoppede vandet endelig med at stige, lige under loftet i forretningen.
Et lille skilt på væggen markerer højden. Nedenunder har Nit-zsche en lille udstilling af billeder fra katastrofen.
»Da vandet stod højest, tog jeg et stykke papir og en blyant, og så lagde jeg en strategi. Jeg skrev op, hvad vi havde brug for, og hvad vi skulle gøre, når vandet faldt. Vi er fire i familien, vi skulle have fire par gummistøvler, fire par arbejdshandsker, et fotoapparat og fire film samt 35 meter haveslange, så vi kunne spule gulvene fri. Strategisk, som ved militæret.«
Den 19. august – en uge efter katastrofens start – kunne Nitzsche endelig se sin forretning igen. Alt flød, hulter til bulter. Slam dækkede gulvet, hylderne var ødelagt.
Men der var også positive overraskelser. Fra hele Tyskland kom frivillige for at hjælpe de ramte byer ovenvande igen. Hos Nitzsche tog hele 18 fat.
»En mikrobiolog fra Rostock, to advokater og nogle skoleelever fra Berlin – de havde piercinger og nittebælter. I starten var jeg temmelig skeptisk, men de tog fat. Det var godt at have en strategi, i løbet af en uge var alt ryddet ud.«

Det ligner et slot
Kioskdamen i Klara Zetkin Strasse var på ferie i Østrig, da vandet kom.
»Ferie kunne man slet ikke tænke på. Man var hele tiden i kontakt med familien derhjemme, vi tilbragte to dage i byggemarkeder for at skaffe de ting, der var brug for. Nødgenerator, affugtningsanlæg … Resten af campingvognen fyldte vi med brød og andre madvarer. Så tog vi hjem for at skovle mudder. 14 dage. Det var vanvid. Om dagen ryddede vi bjerge af skrammel ud, så kom renovationskollonnerne og fjernede alt, og så fyldte vi op igen ... Nu mærker man, at man ikke har holdt ferie et år.«
Pirna ville på benene igen. Uvurderlig hjælp kom fra venskabsbyen Remscheid ved Köln, der udlånte 80 små træboder fra sit julemarked til byen.
På den måde fik byens butikker mulighed for at vise, at de fortsat eksisterede – og de fik omsætning.
»Meget var der jo ikke plads til på fire kvadratmeter, men det gav styrke at møde kunderne, at mærke tilliden. Det var mere værd end penge,« konstaterer Nitzsche.
Når tilværelsen føltes for hård, gik han op til Frau Kramer, der har en herrekonfektion for enden af gaden. Bare for at komme væk – og for at se, at andre sloges med de samme problemer.
»Så omfavnede vi hinanden og græd.«
I dag er Nitzsches butik nogenlunde i orden. Han kan smile, men han bestemmer, når der skal grines. Strategierne brygger han stadig på. Den gamle puds måtte han banke af murene på det 500 år gamle hus, under pudset så han de pragtfulde mursten.
»Det ligner jo et slot, altså vil jeg lægge butiksindretningen om. Som det første købte jeg en lysekrone. 85 procent af kunderne synes, at det ser fantastisk ud.«

Ingen mening
Pirna er også kommet sig. Der er stadig huller i vejene, og nogle mure mangler endnu puds, men i det store og hele er alt på plads.
»Vi er alle meget stolte af, hvad vi har nået,« lyder det fra rådhuset.
Hvad fremtiden vil byde på, må Elben vise. Et år efter katastrofen er der ikke sket meget, for at undgå en gentagelse. Men det kommer. Delstaten har fremlagt sin sikringsplan, der skal give floden mere plads, nogle enkelte huse skal rives ned, nogle landmænd må afgive jord til floden, andre steder skal digerne styrkes. I Pirna vil man sænke et jernbanespor langs bækken Seidewitz, så sporet kan fungere som afvandingskanal, næste gang bækken går over sine bredder.
»Elben løber gennem en meget snæver dal på dette sted. Det giver ingen mening at opføre høje diger her. Hvis vi byggede stålvægge på 30 meter, kunne vi lige så godt flytte. Vores beskyttelse skal bygges længere oppa ad floden, i Tjekkiet,« siger Klaus Hensel, der er kommunal talsmand. De bilaterale samtaler er i gang, resultater lader vente på sig.
»Det er kuriøst, at vi skal markere et-årsdagen i en tid, hvor vandstanden i Elben er så lav,« medgiver han.
Klaus Nitzsche opsøger Elben med jævne mellemrum. Han sætter sig ved bredden og græder. Hele sit liv har han »levet ved og i floden«, som han siger. Som dreng svømmede han i floden, ud til skibene, hagede sig fast i deres ror, lod sig trække ned ad floden. Om vinteren stillede han sig på en isflage og stagede sig afsted. Rigtig farligt blev det først sidste år.
»Man taler om ozon-hullet ... Ved den store oversvømmelse i sidste århundrede fandtes der ingen biler, ingen spraydåser. Vandet kom alligevel. Jeg er skeptisk …«
Klaus Hensel ved heller ikke rigtigt, hvad han skal mene – selv om han har lagt mærke til, at byens ældste bygninger gik fri af vandet. Da byen blev grundlagt, vidste folk åbenbart, hvor man kunne bygge sikkert.
»Vi har glemt at leve med floden, vi faldt i søvn. Man skal holde øje med floden,« mener han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her