Læsetid: 2 min.

God og billig hvidvin

Hvidvin og grillet fisk til sensommeren fra Italien og Slovenien
22. august 2003

Under Proppen
Skal jeg tømme dem, sagde den smukke franske fiskesælger i Cagnes Sur Mer. Ja tak – hvem havde mon nogensinde sagt nej tak til hende, tænkte jeg, mens hun rensede et kilo rougets – røde muller.
På vej hjem til grillen købte jeg en masse krydderurter på det lokale marked, som skulle give fisken endnu mere smag og duft. De røde muller skal blot grilles fem minutter på hver side. En dejlig fisk. Men der skal selvfølgelig vin til at fuldende oplevelsen.
Og udvalget af god og billig hvidvin er i øjeblikket så stort i butikkerne, at man bør lade sig lokke til at springe rødvinen over, og give hvidvinen en chance.
Vi starter et sted, som er rimelig ukendt som vinland for de fleste danskere. Men jeg er sikker på, at om nogle få år vil mange både have besøgt og smagt de glimrende vine, som produceres i Slovenien. Denne hvidvin er fra Tilia, som er en anerkendt vinproducent i Slovenien. Det er en god tør hvidvin, som er lavet på den lokale drue Zelen. Den har en frisk duft af hyldeblomst, og har også en snert af chardonnays friske smørduft. Det smager lidt i retning af en blanding af Riesling og Pinot Gris. Det er en anderledes hvidvin, som vil udfordre smagsløgene og næsen. Det er et godt initiativ, at MOJO vin har importeret denne specielle vin. Vinen kan købes i specialbutikken Magazzino på Emdrupvej på det ydre Østerbro i København. Her har de også italiensk pasta, kaffe, italienske gastronomiske specialiteter, vin fra oversøiske lande og masser olivenolie.

Ugens anden hvidvin er fra Baroloens hjemland, Piemonte. Vinhuset Dessilani, som producerer mange fremragende rødvine i Novarra-provinsen i det nordøstlige Piemonte, laver nemlig også en god hvidvin på den grønne Greco drue. Dessilani Collefino er en tør og frisk hvidvin, som med rette har fået mange stjerner hos vinskribenterne. Det er en vellykket vin til en meget fornuftig pris. Det er kølig vin, der gik fint til vores grillede fisk. Vinen er ikke klassificeret som DOC eller DOCG, men det skyldes alene, at Grecodruen ikke kan give denne klassifikation i Piemonte-regionen. Men det skal man ikke lade sig snyde af. Dessilanis Collefino er et sikkert og billigt køb til 120 kr. for tre flasker.
Men man behøver ikke tage til Provence efter fisken. Det er lige i øjeblikket stadig sæson for hornfisk. Så hvorfor ikke købe nogle hornfiskefileter og fylde dem med persille og timian og lidt god olivenolie. Fold filetterne sammen, og grill dem 5-6 minutter på hver side ved stærk varme. Og nyd de kølige – 7-9 grader – hvidvine til fisken.

*Dessilani Collefino, Piemonte, Italien, Grecodruen, 3 for 120 kr. Fås i butikker med GOBI-vin. Nærmeste forhandler: 36 13 00 77. E-mail: www.gobivin.dk

*Slovensk hvidvin fra vinproducenten Tilia produceret på Zelen druen, 11,7 procent alkohol, Slovenien, 65 kr. MOJO Wine. Emdrupvej 28 A, 2100 København Ø. Tlf. 28 45 19 71. E-mail: www.mojowine. com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu