Læsetid: 2 min.

Gøgereden

Gunnar Vikenes lune og levende ’Himmelfald’ skildrer en flok fortabte mennesker i og omkring et psykiatrisk hospital i en lille norsk by
22. august 2003

(2. sektion)

Ny film
»Vi er alle rige mennesker med en alternativ virkelighedsopfattelse,« siger psykiateren Johannes i den norske film Himmelfald til sine patienter, og når de spørger ham, om de er gale, svarer han, nej, bare lidt kede af det, bange eller vrede.
I Kim Bodnias skikkelse er Johannes en hjertensgod mand, der bekymrer sig så meget om sine patienter på det lille pyskiatriske hospital, at han er blevet impotent. Han kan ikke tilfredsstille sin kone, socialarbejderen Vigdis (Hildegun Riise), der i stedet, med Johannes’ velsignelse, søger trøst hos plattenslageren Thomas (Endre Hellestveit). Thomas har en drøm om at blive optaget på politiskolen, men tjener sine penge på at køre taxa og tage røven på godtroende mennesker.
Blandt andet en illegal, burmesisk flygtning, Wong (Min Min Tun), der efter at være blevet arresteret simulerer vanvid og havner hos Johannes. Her møder Wong den neurotiske Reidar (Kristoffer Joner), der frygter, at himlen skal styrte ned og slå andre mennesker ihjel. Ikke mindst er Reidar bange for at miste den smukke Juni (Maria Bonnevie), der er suicidal og ikke kan lide at blive rørt.
Og sådan hænger skæbnerne sammen i den norske instruktør Gunnar Vikenes film Himmelfald, en lun og levende skildring af en flok mennesker, gale eller ej, som har svært ved at komme videre med deres liv.
Den videnskabsinteresserede Reidar, der er filmens fortæller, har en teori om, at når alting en skønne dag er i harmoni og balance, vil tennisbolden, han altid har med sig, kunne passere igennem en væg. Og så behøver han ikke længere at være bange for, at himlen skal falde ned, at Juni skal tage sit liv, eller at hans senile, men stædige mor skal gøre skade på sig selv.

Nænsomt og solidarisk
Det er en smuk teori, og Himmelfald skildrer nænsomt og i stor solidaritet med sine tosser deres mere eller mindre bevidste søgen efter den magiske stund, hvor alting vil ordne sig, og alle ubehagelige oplevelser blot er minder. Det bliver antydet, at de alle gemmer på hemmeligheder, som på har skubbet dem ud af normaliteten og ind i en ’alternativ virkelighedsopfattelse,’ men Vikene snager ikke.
I stil med landsmanden Petter Næss’ Elling og i et frugtbart samarbejde med de gode skuespillere, der har mange fine og afdæmpet morsomme øjeblikke med hinanden, viser han os en håndfuld skrøbelige individers langsomme helingsproces både på trods og på grund af hinanden.

*Himmelfald. Instruktion: Gunnar Vikene. Manuskript: Gunnar Vikene og Torun Lian. Norsk (Dagmar i København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her