Læsetid: 3 min.

Guf for ø’erne

Har folk, der ’holder sig orienteret’ ved hjælp af Radio Sydhavsøerne, stemmeret ligesom os andre?
22. august 2003

(2. sektion)

Radio
NYKØBING F. – Her i byen har vi kabel-tv, derfor også kabelradio. Da vi flyttede til byen for et par år siden, købte vi derfor straks en lille fiks radio, hvor man kan forudindstille kanalerne, så man kan sidde i sin lænestol og skifte ved hjælp af en lille håndting kaldet Remote Control Unit. Den slags havde vi slet, slet ikke antenneforhold til i vores landlige fortid, så vi følte os naturligvis som splinternye medlemmer af Nutiden. Jojo. Men nu er lortet gået i stykker, pludselig er alle stationerne væk, og når man prøver at skrue manuelt på apparatet, er der kun én eneste kanal, der kommer igennem. Det er hverken Danmarks Radios P1 eller andre af den slags, man skal gå inden døre og lytte til, hvis der sker udslip fra Barsebäck, det er såmænd vores egen lokalradio, Radio Sydhavsøerne. Den med det morsomme motto: »Radio Sy’havsø’erne – Guf for ø’erne!«. Den har jeg aldrig kunnet holde ud, men o.k., så kan vi jo kalde det research, tænker man. Og lytter til strømmen af musik og nyheder og bilreklamer og musik og reklamer for en lokal ejendomsmægler og musik og nyheder og så skal vi lige have vejret. Inden der er gået bare 10 minutter tænker man: Folk, der holder sig orienteret ved hjælp af den kanal og så måske ved at læse lidt i tilbudsaviserne og B.T. – har de stemmeret? Ligesom os andre? Har de virkelig?

Ingen skade taget
Da Danmarks Radio i begyndelsen af 60’erne indførte P3, Musikradioen, vakte det en vis bekymring hos dannede mennesker. Arkitekten Poul Henningsen forudså, at befolkningen ville blive mere og mere fordummet, jo mere den fik, hvad den ville have. Det grinede man grundigt af nogle år senere, da man i anledning af at P3 fyldte et eller andet antal år, genudsendte den radiodiskussion, hvor PH havde sagt, hvad han nu sagde. Ha! Ha! Ha! Den velbjærgede, kulturradikale snob! Hvad bildte han sig overhovedet ind? Sådan er det med gammelfolk, de er altid hurtigt ude med at forudse sædernes forfald og kulturens undergang. Som om vi skulle være blevet dummere, siden vi fik vores P3? Det er vi da ikke – er vi? Er vi??
Ja, jeg ved det ikke, men sådan på det helt personlige plan, egg å, så gider jeg simpelthen ikke høre på Radio Sydhavsøerne og deres guf for ø’erne. Jeg føler mig direkte forulempet af så meget lal og pladder på én gang. Hvis kommunen her har indført kabel-tv og –radio, bare for at det så skal være nemmere at høre lokalradio og se tilsvarende tv-stationer, så vil jeg foreslå, at man straks flår kablerne op af jorden og får Dansk Kommunekemi til at destruere dem under betryggende forhold. Måske havde PH ikke ret i, at vi er blevet dummere, men er der nogen, der har mod til ligefrem at påstå, at vi er blevet klogere? Har vi f.eks. fået mere demokrati af, at alle mulige skvadderhoveder når som helst kan ringe ind til en eller anden radiokanal og »deltage i debatten« uden i øvrigt at vide noget som helst om de »emner«, de »tager op«?
Peter Seeberg fortalte engang, at han elskede at høre radio om morgenen. Når han havde hørt de veltrænede (det udtryk brugte han) og morgenfriske stemmer rapportere døgnets første nyheder, så følte han, at dagen var begyndt. Sådan er det ikke, når man hører lalleradio. Der er hverken begyndelse eller ende på noget som helst, kun en evig fortsættelse af døllende gylle.
Rapport afsluttet. Vi kræver kabelfri zoner i Nykøbing F!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu