Læsetid: 4 min.

Håbefuld velkomst til fredssoldater

Den vestafrikanske fredsstyrkes fortrop ankom i går til det borgerkrigshærgede Liberia
5. august 2003

Soldaterne kommer
MONROVIA – I strømmevis rinder tårerne ned ad kinderne på den spinkle dreng på båren ved indgangen til hospitalet. Borte er ethvert dumdristigt pralenummer. Og borte er narkotikaen og de store, potente skydevåben. Tilbage ligger en 13-årig børnesoldat, der jamrer hjerteskærende af smerte over sine tre skudsår.
Rufus Tarr er kriger i regeringsmilitsen ’Jungleild’, som deltog i præsident Charles Taylors styrkers hovedkulse offensiv søndag imod Monrovias broer, der i dagevis har været genstand for blodige kampe. Deres desperate manøvre slog ynkeligt fejl. Ofre i stort tal blev dagen igennem bragt til den liberiske hovestads Røde Kors Hospital. Da kampene døede hen, havde ingen af siderne erobret så meget som en tomme nyt land.
»Da vi løb tør for ammunition, kom fjenden styrtende hen over broen. Det var dér, jeg blev skudt,« siger Rufus med stadigt gispende åndedræt.
Rufus’ historie er et skoleeksempel på den meningsløse vold i Liberia, som gårsdagens ankomst af 300 fredsbevarende tropper fra Nigeria er tiltænkt at skulle sætte en stopper for. Efter ugers uforklarlige forsinkelser og mundhuggerier om betalingen for aktionen, er statsledere i Vestafrika omsider blevet enige om at indsætte 3.250 soldater, der skal standse den vanvittige voldsspiral i Monrovia.

Civile tiljubler soldater
Den civilbefolkning, der er fanget i krigsilden mellem regerings- og oprørsstyrkerne, klynger sig til det nigeriansk-ledede troppekontingent som til et sidste fortvivlet håb. Titusinder af Monrovias borgere er strømmet ud i hovedstadens gader for at tiljuble fredssoldaternes ankomst. Søndag gav også Taylor-loyale soldater udtryk for, at nigerianerne skulle være velkomne.
»Vi ser gerne, at nigerianerne kommer og overtager den fulde kontrol,« siger soldaten Emmanuel Williams fra Wild Geese-brigaden, der er blevet skudt i begge sine knæ.
Men liberierne ved også alt for vel, at Nigerias hjælpende hånd lige så godt kan tage, som den kan give. Under den seneste vestafrikanske fredsmission solgte nigerianske generaler våben for oprørslederne, der betalte med diamanter. Og deres menige soldater købte store mængder tyvegods og sendte det hjem med skib.
»I Afrika er krig en forretning,« siger menig Williams. »Nigerianerne bragte ammunition med sig, som de solgte til rebellerne. Det er derfor vi helst vil have en international styrke her.«

Amerikanerne lige udenfor
En sådan styrke befinder sig bogstaveligt talt lige i nabolaget. Over 2.000 amerikanske soldater har i dagevis ventet om bord på tre skibe, der er ankret op ud for Liberias kyst. I går var der fortsat intet tegn på deres tilstedeværelse i Monrovia. Præsident Bush er tilsyneladende usikker på, hvilken rolle hans tropper skal spille og har valgt at holde dem lidt på afstand, indtil den vesafrikanske fredsstyrke har indtaget sine positioner. I mellemtiden fortsætter USA’s diploma-
tiske pres på Charles Taylor, hvis afgang den amerikanske præsident igen og igen insisterer på. Lørdag meddelte Taylor ganske vist, at han ville træde tilbage den 11. august, hvilket er første gang, at han har fastsat en konkret dato for, hvornår han ville afgive magten. Men der forlød intet om, han vil forlade landet, hvilket også er et krav fra Bushs side. ’Løftet’ kan meget vel være endnu et taktisk forhalingsforsøg fra en Afrikas mest kyniske og snu ledere.
Charles Taylor har ladet opstille en kæmpe billboard-reklame lige over for det overfyldte hospital med slagordet: »Ord kan ramme dig hårdere end kugler.« Som det gælder for så mange af Taylors andre udtalelser, er det meget svært at forbinde denne sentens med dette borgerkrigshærgede lands virkelighed.
Hans trængte regeringshærs offensiv søndag var et forsøg på at erobre et bedre udgangspunkt forud for fredstroppernes ankomst i går og de følgende dage. Slaget om broerne er en tragikomisk farce. Pauserne mellem kampene tilbringer soldaterne i læskure, hvor de fylder sig med hjemmebrændt spiritus og ryger marihuana. Pludselig springer de så ud midt på vejen, råber fornærmelser til fjenden og skyder vildt om sig. Nogle af dem udfører en kort, spjættende krigsdans efter hvert af disse udbrud. Meget få af dem ulejliger sig med at tage nogen form for sigte imod bestemte mål.
Når soldaterne igen kryber i skjul efter disse kaotiske dueller, er maskingeværskugler i tusindvis haglet ned over de tætbefolkede boligkvarterer halvanden kilometer væk og har føjet nye ofre til listen over civile tab.
Lige så uorganiserede angreb finder sted, når jeeps med påmonteret maskinkanoner i stor hast kører ud på broen og affyrer salver ud i det blå. Nogle gange bliver ilden besvaret. En grusom episode fastholdt i en tv-optagelse viser en jeep af sådanne angribere, der panisk forsøger at bakke, da oprørerne pludselig beskyder den. Under disse kommandoraids er det almindeligt, at de noget ældre befalingsmænd truer børnesoldater med henrettelse eller driver tøvende krigere fremad med piske.

Intet helle for galskaben
Selv i hospitalet er der intet helle for galskaben. I weekenden brød en sergent fra regeringshæren ind i hospitalets skadestue og truede med pistol de tilstedeværende sygeplejersker med, at hvis de udførte amputation på en såret general, der netop var blevet indbragt, ville han »myrde dem alle«.
At få dette kaos vil at ophøre vil være første opgave for de vestafrikanske fredssoldater. Mange af dem kender Liberia i forvejen. Nigerianske tropper stod i spidsen for en tidligere vestafrikansk fredsmission fra 1990-98. Liberierne har bittersøde erindringer om epoken. De nigerianske tropper bidrog til at redde liv, garanterede en større grad af stabilitet, der muliggjorde afholdelse af det valg i 1997, som blev vundet af Charles Taylor.
»De var hårde og brutale,« husker Patrcik Tukuly, som bor lige ved Nigerias ambassade. »De købte tyvegods som bilreservedele og hvidevarer i stor stil. Og hvis din bil gik i stå midt på vejen, kunne de finde på at hive dig ud og gennembanke dig uden nåde. Men denne gang bliver det forhåbentlig noget andet. Vi er glade over at se dem komme her i dag. Men vi har også brug for amerikanerne. Kun USA’s tilstedeværelse vil effektivt kunne afholde voldsmændene fra at genoptage kampene.«

© The Independent og Information 2003

nOversat af Niels Ivar Larse*

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her