Læsetid: 3 min.

Hamlet i skiver

En afpillet, men helaftens-danskerprins er det første indenlandske bud på Kronborg i dette årtusind
2. august 2003

Teater
Først lød meldingen på, at Lars Mikkelsen skulle spille dette års danske prins på Kronborg og mange var glade. Endelig lidt vaks teatertænkning – den rigtige rolle til den rigtige mand på det rigtige tidspunkt. Et halvt år senere havde nogen trukket i snore og hopla! teleporteret sidste sæsons ikke-Hamlet fra Kgs. Nytorv til Kronborg ’03. Det står enhver frit for at tænke sit, men til alle de, der (overtegnede inklusive) havde glædet sig til Mikkelsens Hamlet: Albinus’ bud er alligevel – og selvfølgelig – rejsen værd.
Om resten af forestillingen så er? Det kommer vi til.

Skeletteret
Fra instruktørens side er forestillingen tydeligvis tænkt som ’skelettet af Hamlet’. Frem med macheten, væk med fedtet, genfærdet og skuespillertruppen – både dem i teksten og dem på scenen. Tilbage står et menneskeafpillet dansk hof – nogle er måske på afspadsering efter EU-topmødet? – der koncentrerer familiehistorien, men ofte får Søren Glads slotsgårdsbrede scene til at henstå påfaldende ubemandet. Dette Danmark er ikke bare et fængsel, men ét af de ensomste med ganske få indsatte og færre vogtere.
Også væk med blankverset og dialoger i deres helhed; i stedet frem med symbolske, næsten ikonografiske udklip. Så Shakespeare-kendere ved, hvor ’vi’ er og kan sidde og citere for sig selv og det er der tid til, for forestillingen har ikke travlt. Altså heller ikke med at bekymre sig om, hvilken oplevelse en førstegangsHamletgænger mon får? Det hænger imidlertid fint sammen med skeletteringskonceptet; dette er Hans-Peter Kellners personlige bud (og måske til dels teaterspeedtænkeren Albinus’?), ikke Dansklærerforeningens. Og personligt er det, men langtfra helstøbt. Forestillingen er fem minutter i færdig, dræver – trods motorsavsbehandlingen varer den kækt treenkvart time – og har absolut ingen puls, knapt et flow. At timingen kommer fra den samme, der stod for den bogstaveligt talt knivskarpe Knivskarpe polaroider på Café Teatret for et par sæsoner siden, er ubegribeligt.

Tidens kronikører
Det er selvsagt ikke nemt for skuespillerne at bære én af teaterhistoriens sværvægtere hjem, når alt hvad der er tilbage af de shakespeareske cellostrøg og pizzicatostød, er dyrebare trofælignende tekstsstumper, som hver bærer hen i sit hjørne og knurrer som sultne hunde over et koteletben. Kristian Halken får et forspring med sin urkomiske prolog, hentet godt inde i teksten, og bærer ellers Polonius igennem på sin tørre figurtegning og graveren gennem på... Shakespeare.
Debutanten Signe Egholm Olsen klarer trods farvellet til en del ofeliask poesi både et ordløst kærlighedsudtryk, ægte fortvivlelse over den elskedes ’vanvid’ og en fornem vanvidsscene. Den rutinerede gæstespiller Johan Rabeus giver forsamlingen elektrochok, hver gang svenske replikker flyder fra dannerkongen og er en mere elegant og erotisk attraktiv end farlig Claudius. Rabeus rationerer vellykket sine tekststumper som ’ordrer’ fra en poleret mand, der nødtvungent distraheres i sine hvedebrødsdage og man under ham helhjertet bedre tid i bønscenen, hvor Hamlets overvejelser får hele instruktørens fokus.
Kirsten Olesens Gertrud er meget olesensk, når dronningen er på, så også der ville bedre tid i sovekammerscenen med dens fem minutters rehabiliterende selvhad gøre godt, for dér slår Olesen til – ligesom i den private Gertruds scener med Ofelia. Nikolaj Dahl Hamilton står lidt bleg, næsten lidt misbilligende fra instruktørens side over for de hamletske arrangementer, som Horatio.
Mikael Asmussens anonyme Laertes vågner kortvarigt, da Ofelia bliver indlægningsmoden. Thomas Corneliussen og Thomas Milton står tilbage med magre bidder og går bedst igennem det store himmelfrie spillerum, når komikken tilbyder sin krykke. Nemt kan det ikke være for nogen.
Hvad får Kellner da ud af denne sin indkogte, men udtrukne prins af Danmark? Først og fremmest Jens Albinus’ Hamlet, præsenteret i al ensomhed i dekorationens højre portal som en skrutfilet indesidder, modvilligt smartet op i sort læder. En publikumsvendt, kontaktsøgende, næsten dialogiserende Hamlet af overlegent – også deri ensom – intellekt, kontrolleret passion og med et kikkertblik på sin død, der er lodret længselsfuldt.
Når Albinus’ skuespillerinstinkt bemægtiger sig manden, leviterer med Hamlet og bringer ham og os væk fra os selv, råder lyksaligheden. Og når instruktøren pisser på ham, som i genfærdsscenen, tager man endnu en gang hatten af for skuespillerloyaliteten. Også hatten af for den kølige badeanstaltscenografi (en abstraktion over Kronborgs sten), der på sin vis lader personer komme og gå (fejl af hinanden) som ensomme besøgende på et hipt galleri. Og instruktøren ? Ja, han har i hvert fald ikke sagt for meget.

*Hamlet af W. Shakespeare. I Lembckes ovs. & H. Krabbes bearb. Instr.: Hans-Peter Kelnner. Scen.: Søren Glad. Kost.: Thomas Oláh. Kronborg, Helsingør. Til 14. aug.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu