Ballet
»I ville spille på mig; I troede I kendte grebene på mig; I ville rive hjertet ud af min hemmelighed; I ville prøve mig i hele omfanget af mine toner fra den dybeste til den højeste ... Kald mig, hvad instrument, I vil: forstemt kan I gøre mig, men spille på mig kan I ikke.« Sådan siger Hamlet selv i tredje akt. Og hvor har han dog her 400 år efter stadigvæk ret!
Fortolkningerne af ham som figur har været utallige. Hver sin Hamlet til hver sin tid. Instruktører, skuespillere, koreografer og kunstnere af enhver udøvende art kan til stadighed afdække nye lag af Hamlet-figuren og få ham til på en gang at fremstå nutidig og nærværende og samtidig hemmelighedsfuld og ubegribelig. Det handler blot om hele tiden at flytte optikken og skiftevis over- eller underbelyse aspekter af Hamlets indre kaos eller relationerne mellem de personer, der agerer omkring ham.
Derfor har vi gennem de senere år både kunne opleve Hamlet som både menneskesønnen, der får arvesynden, som sit kors; Hamlet som navlepillende narcisist; Hamlet som distanceret intellektuel; Hamlet som skvat; Hamlet som sjælelig tilstand eller Hamlet som heroisk handlekraftig og retsskaffen, som vi netop har kunne opleve ham i Jens Albinus udlægning af figuren på Kronborg.
Kun et barn
I går aftes var der premiere på sommerens anden Hamlet forestilling på Kronborg. Denne gang som ballet skabt af Kim Brandstrup, der gennem mange år har haft sit virke som anerkendt koreograf i Storbritannien. Det er forestillingen om Hamlet som en stor dreng, som er udgangspunktet i Brandstrups ballet, der opføres af hans kompagni, The Arc Dance Company.
»På en eller anden måde synes jeg, at der er nogle ting i teksten, der pludselig falder på plads, når man begynder at betragte Hamlet som en ganske ung mand. Alle hans konflikter er i forhold til en række forælderpersoner: hans far, hans mor og hans onkel. Hans eget egentlige begær er ikke udtrykt. Det er faderens begær efter hævn, som driver Hamlet. Det er hans mors begær efter onklen og onk-lens begær efter magt, der chokerer ham og tænder ham.«
»Hamlet styres således af andres begær, mens han efterhånden ofrer sit eget begær efter Ofelia og tronen. Alle hans handlinger sker i forhold til de voksne figurer. Han lever deres liv. På den måde bliver både Ofelia og Hamlet ofre i et spil, som er styret af en voksenverden fuld af bedrag og forræderi. Hvis man lader en 35-40-årig mand spille Hamlet, giver det slet ikke mening, at han reagerer, som han gør. Man bør i stedet se dem som en ganske ung mands reaktioner.«
Det er ikke første gang, Kim Brandstrup forsøger at komme ind under huden på Hamlet. Første gang var for 10 år siden med forestillingen Antic. Lige siden har han gået rundt med en fornemmelse af, at han endnu ikke var kommet tilstrækkelig langt ned i stoffet. Der var stadigvæk mange lag i Shakespeares tekst, som ventede på at blive afdækket. Men hvordan bruges en tekst af en koreograf, som jo skal fortolke kropssproget og bevægelserne, der ligger bag ordene, i stedet for det talte ord?
»For mig handler det om at få omsat hele teksten til nogle impulser og handlingsforløb,« fortæller Kim Brandstrup. »Det er alt det, der sker, lige inden, ordet bliver sagt, det handler om. Det er indåndingen, før du taler. Det er sekundet, inden du flytter dit blik for at se på din partner på scenen.«
»Set ude fra skulle man måske tro, at der er et sammenfald mellem teater og dans, men dans er altså et helt andet et medie. Dans handler ikke om kroppen, som de fleste måske tror. Dans handler om bevægelsen og dynamikken i bevægelsen; om den er sart, kraftfuld eller vibrerende. Det i samspillet mellem disse dynamikker, kræfter og impulser, at der pludselig opstår en historie. Muligvis er det noget jeg har fra film (Brandstrup studerende filmvidenskab, inden han uddannede sig til koreograf, red.), men efter min mening er det hos publikum, at historien bliver dannet. For det er dem, som oplever impuslen og bevægelsen. Det er ikke i form af dansernes gestik, at dramaet kommer frem.«
»Når jeg arbejder med danserne om en ny forestilling, pådutter jeg dem ikke en masse følelser, som jeg mener, de skal og bør udtrykke. Det handler i stedet om at arbejde sig frem til nogle bevægelsesmønstre, som virker helt perfekte. Der opstår altså en form for hemmlig kommunikation mellem danserne, som er meget delikat. Ordene kommer først ind i arbejdet så sent som muligt og kun, når det er absolut nødvendigt at bruge dem.«
Dansens paradoks
Når man som Kim Brandstrup bruger Hamlet som forlæg for en ballet, handler det ikke om at hive bogen ud af reolen og så ellers gå i gang med at overveje, om der vil kunne komme en bevægelse ud af 30. linje på side 25.
»Det er jo et paradoks i sig selv at danserne overhovedet danser i forestillingen. Hamlet ville jo aldrig selv danse. Derfor kan jeg heller ikke bede en danser om gennem bevægelse at udtrykke, hvad Hamlet føler, når han siger en bestemt sætning. Alt, hvad der bliver til dans, skal være noget, som besætter mig. Jeg kan kun bruge litterære forlæg til en ballet, hvis der er nogle bestemte situationer i historien, som er blevet ved med at forfølge mig som enten billeder eller bevægelsesforløb. Indre billeder, som jeg ikke kan slippe af med igen. Når der så har hobet sig en masse indre billeder op, ved jeg, at der ligger en dans. Derfor vil jeg ikke kunne køre en hvilken som helst bog eller fortælling til en dans.«
»F.eks. genlæste jeg ikke Hamlet, før vi var et godt stykke inde i arbejdet med forestillingen. I stedet lod jeg mig styre af de indre billeder af historien, som i årevis har presset sig på. Det man inden for psykoanalysen ville kunne kalde for dagsrester eller overlejringer. For man kan ikke bare oversætte tekst til dans. Man kan kun skabe reaktioner på bestemte ting, som påvirker en, og så lade kroppen om at ytre dem.«
*Hamlet. Danseforestilling med Arc dance Company. kronborg Slotsgård 17.-20. august 2003
