Læsetid: 2 min.

Hellere big band end big bang

Mødekvalme, skråsikkerhed og hold da helt kæft i radioen
15. august 2003

(2. sektion)

Radio
Titos forkærlighed for bigbands var emnet for en samtale i Europklip mellem Halldor Sigurdsson og Erik Moseholm, engang årets jazzbassist i Europa. Ikke nogen lang snak, men nok til det synspunkt, journalisten havde grebet i farten, at kultur kan være med til at holde sammen på et splittet land: Tito oprettede bigbands i Beograd, Zagreb, Ljubljana, Sarajevo, Skopje, Novisat og Pristina. Erik Moseholm, der havde været inviteret med til flere jazztræf dernede, argumenterede:
»Det er svært at slå på et menneske, man har spillet sammen med.«
Om Tito var til Ellington eller Basie var uvæsentligt i forhold til billedet: Verden som et stort orkester, der skal kunne spille sammen. Bigband er bedre end big bang i betydningen det store knald, der kan udslette verden.
Ikke desto mindre: Da Milosevic havde holdt sin store, nationalistiske Solsorteslette-tale for et Storserbien, begyndte den serbiske musiker, der før
havde været en ven, at tale nedlandende om de andre, og så gik det galt.

Mødekvalme
Benito Scocozza havde troet på socialismen, og det gør han stadig, men han erkendte, at det, der er sket i socialismens navn, har undermineret socialismen. Ikke desto mindre: I dag stemmer han på Enhedslisten, men er ikke medlem, bl.a. fordi han fra gammel tid har oparbejdet en mødekvalme.
I radioen, der som aviserne er leveringsdygtig i alle slags debatter, har man i denne uge kunnet høre, om homoseksuelles ægteskaber er o.k., og om tørklæder er o.k. i skolen, ligesom Lone Nørgaard har fremført sit synspunkt om, at kvinder ikke er meget for sex. Irak og EU har også været på, forstås.
Hvad man kan undre sig vedholdende over er, at stort set ingen ryster på stemmen, selv om meninger meget ofte ikke er langtidsholdbare. Flygtigheden fremgår med tydelighed, når man blader i gamle aviser fra for 25 og 50 år siden.

Herning Svineslagteri
Digteren Per Højholt kunne godt tænke sig at være i stue med samfundet. Det kunne være skægt, mente han. Han har sådan set været der: Herning Svineslagteri.
Radioen genudsendte en udsendelse fra 1983, hvor Jørgen Johansen havde stillet Højholt øvelsen: at udfylde 90 minutter.
Tiden går af sig selv, men man skal også få den til at gå, filosoferede Højholt, der tænkte, at man jo kunne snakke med nogle af dem, man sådan går og snakker med i det daglige. »Men det, man snakker om, det er jo ikke noget at snakke om,« tilføjede han så.
Han mente så, det ville være interessant med en udsendelse, hvor ingen siger noget, men hvor man kan høre, at der er nogen.
Johansen gik med på alvoren, og en tid lang hørtes kun en sagte skramlen.
»Tror du ikke, det vil kede lytterne?« brød radiomanden stilheden.
»Jo, men på den anden side vil de tænke: ’Er han der endnu?’«
»Men vil de alligevel ikke kede sig i det lange løb?«
»Jo, de kan tænke, at nu gider de ikke at høre på ham der mere, når han bare sidder og holder kæft.« Men så kan nogle andre blive interesserede og udbryde: »Hvaffornoget? Sidder der en og holder kæft? Det vil jeg da godt lige høre...«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu