Læsetid: 7 min.

Og nu til noget helt andet

’Det var nødvendigt at bryde den realistiske fortællestil for at kunne forstå personerne,’ siger Jesper W. Nielsen om sin nye film, ’Manden bag døren’, der er baseret på en virkelig historie om en mand, der tog på køretur med sin døde far
15. august 2003

(2. sektion)

Interview
Indimellem overhaler virkeligheden fiktionen indenom. Det er en næsten indlysende sandhed, som instruktøren Jesper W. Nielsen og manuskriptforfatteren Anker Li måtte sande, da de tilbage i slutningen af 90’erne og efter samarbejdet med børnefilmen Forbudt for børn sad og vred deres hjerner for at finde på en ny historie at fortælle.
De arbejdede med fem andre historier, men kunne ikke få dem til at falde på plads, da de på tv hørte om en ung mand, Flemming, der kørte en tur på sin motorcykel med sin døde far.
»Det er sgu da en god historie,« sagde de til hinanden og begyndte at arbejde med den.
»Det var nyt og overraskende, og vi havde en idé om, at vi kunne lave en kortfilm om det,« siger Jesper W. Nielsen, da han en hed formiddag i august stiller op til en snak om sin nye film, Manden bag døren.
Filmen handler om Svend (Nikolaj Coster-Waldau), der efter sin fars (Per Oscarsson) død tager ham med på en tur bag på motorcyklen. Køreturen er kulminationen på historien, og Jesper W. og Anker Li prøver undervejs at forklare, hvorfor Svend gør noget så grænseoverskridende ved at skildre hans alt andet end harmoniske forhold til kæresten (Iben Hjejle), moren (Rita Angela), storebroren (Jens Arentzen) og selvfølgelig den dominerende, alkoholiserede far.

Virkeligheden overhaler
»Historien var skæv og mærkelig og tog hul på tabuer omkring døden og indeholdt det vanvid, som jeg i hvert fald meget godt kan lide, at mennesker kan have. En mand, der laver sine egne regler og orden, og det lever han så efter og tager konsekvenserne.«
Det var en flot, lille historie, mener Jesper W., men der var en masse ting, som ikke hang sammen, og mange spørgsmål, som måtte besvares, før det kunne blive til en film.
»Hvorfor gjorde han det? Fordi han kan lide sin far. Men det er der så mange, der kan. Men hvorfor var hans følelser så grænseløse og ekstreme? Jeg kunne mærke, at min egen viden ikke slog til. Jeg kunne sagtens digte noget, der virkede troværdigt, men jeg syntes ikke, at vi havde nok. Og sådan tror jeg også, at Anker havde det.«
Så Jesper W. og Anker Li fik en interviewaftale med Flemming som på det tidspunkt var et populært indslag i medierne.
»Ligesom tysk tv fik vi en tid til at snakke med ham. Men efter kort tid besluttede han sig for, at han godt kunne lide og stole på os, så han åbnede sig også lidt mere,« siger Jesper W.
»Men allerede efter to spørgsmål var der sat spørgsmålstegn ved hele tanken om en mand, der bare godt kunne lide sin far. Det var tydeligt fra starten, at Flemming kom fra en helt dysfunktionel familie, hvor alt stod fuldstændig på hovedet. Jeg kom ind i det som en lille pæn middelklassedreng, der troede, at jeg kunne se, hvordan tingene hang sammen, men det viste sig, at det var modsat af, hvad jeg troede. Jeg blev hele tiden overhalet af virkeligheden og måtte stemme min erfaring efter det.«

Følelsesmæssig arv
Samtidig voksede kortfilmen til en spillefilm, siger Jesper W. Nielsen, og der var historier nok i Flemming og hans liv til fem spillefilm, hvorfor Jesper W. og Anker Li måtte vælge, hvilken historie de ville fortælle.
»Der var ikke tvivl om, at Flemming elskede sine forældre højt og inderligt og gjorde alt for dem. Men det var også, som om at det hjælpeprojekt afskar ham fra at mærke sig selv, forløse sig selv. Det tog meget af hans energi. Man kunne se, at han havde en voldsom skyggeside, som han sloges med og havde svært ved at få styr på, og som vi stødte ind i flere gange i løbet af vores researchsamtaler,« siger han.
»Under en samtale med moren opdagede vi, at faren havde de samme skyggesider. Moren omtalte faren som værende sygeligt jaloux, og det kom helt bag på Flemming. Det havde han aldrig tænkt over. Man kunne se, hvordan nogle af farens negative følelsesmæssige reaktioner gik igen hos sønnen.«
»Ens evne til at elske får man fra sine forældre. Det er det, man ser på som barn og tager til sig, men aldrig tænker over, og som ligger der ubevidst. Det er handlingsmønstre, tillid og nærhed. Det er den arv, man skal leve videre med og skal forløse. At forstå sine forældre er et eller andet sted dybest set at forstå sig selv. Hele hans meget rørende og heroiske ønske om at genskabe familie viser sig også at være en rejse ind til en dybere forståelse af sig selv.«
»Det var det, vi tændte på – der havde vi en struktur og en historie.«

At ramme pointen
Typisk for sin fandenivoldske måde at angribe livet på døde Flemming i en omgang russisk roulette, inden Manden bag døren gik i optagelse. Men han nåede at læse manuskriptet og var meget glad for det, og det var vigtigt for Jesper W. Nielsen og Anker Li, fordi filmen ligger så tæt op ad Flemmings liv.
»Vi brugte så meget som muligt af det autentiske. Der er scener, som er hentet direkte over, fuldstændig som de skete,« siger Jesper W.
»Men først og fremmest drejede det sig om at fortælle et stykke fiktion, som hang sammen og gav mening og var en helhed. Vi har været nødt til at gå ud og digte ting, som ikke fandtes i det autentiske. Virkeligheden er ikke en fortælling i sig selv, og det var nødvendigt med forenklinger, fordi nogle af historierne blev for komplicerede, hvis man skulle bruge dem, som de var i virkeligheden. Man har kun halvanden time, og man skal ramme sin pointe til tiden.«

Troværdig karikatur
Historien om Flemming, der tog sin døde far med på køretur, er grotesk og indbyder næsten til overdrivelse og plat humor a la Weekend med Bernie, en grovfarce, hvor to unge mænd slæber rundt på deres døde chef. Derfor var det vigtigt for Jesper W. Nielsen og Anker Li at undgå klicheer og karikaturer og gøre karaktererne troværdige – selv om humoren spillede en vigtig rolle.
»Nogle gange, når man får virkeligheden fortalt – og vi har bare fået den fortalt og ikke forholdt os til, hvad der er sandt – så bliver den karikeret,« siger Jesper W.
»Historien om Flemming og hans far er fyldt med humor. Det er jo en vandrehistorie, hvor man sidder og griner, ’Gud nej, liget var jo frossent.’ Men man må bygge fortællingen op, så den bliver troværdig. I Manden bag døren er der nogle personer, som går helt til kanten, helt tæt på karikaturen. De er så ekstreme, at de også er svære at forstå. Det har været en stor kunst og en stor balancegang at få filmen til at lykkes, så man har følelser for dem og kommer ind i hovederne på dem i stedet for bare at se på nogle ekstreme mennesker.«
I den proces har skuespillerne naturligvis spillet en stor rolle.
»Til rollen som Karl var det svært at finde nogen, som kunne balancere mellem total vanvid og skrøbelighed. Det skift kan Oscarsson. Det er fabelagtigt vigtigt for at få den rolle til at lykkes, så man tror på hans vanvid. Det kræver i virkeligheden en hjerne, der er lige så vanvittig, som Per Oscarsson gudskelov også er,« siger Jesper W. Nielsen.
»Med alle spillerne har det været vigtigt, at de har kunnet forstå personerne. Man kunne mærke på Nikolaj Coster, at han – lige da han havde læst manuskriptet – forstod Svend på et dybere plan. Det gjorde mig straks rolig i modsætning til andre skuespillere, som læste manuskriptet, spurgte, ’hvorfor er han sådan? Og hvorfor gør han dit, og hvorfor gør han dat?’«

Irrationelle elementer
En anden måde at få publikum til at acceptere de skæve personer er ved at skabe en stiliseret, næsten poetisk billedside med hjælp af forskellige visuelle tricks, forklarer Jesper W. Nielsen. Han dyrkede en meget realistisk stil i sin forrige film, komediedramaet Okay, men på Manden bag døren har han blandt andet ladet sig inspirere af Darren Aronofskys hyperstiliserede afhængighedsdrama Requiem for a Dream.
»Det var nødvendigt at bryde den realistiske fortællestil for at lykkes med filmen og skabe et fundament, så man kan forstå personerne. Okay og Manden bag døren er to vidt forskellige historier. Det ville have været forkert at putte en visuel, skæv stil hen over Okay, fordi historiens kvalitet ligger et helt andet sted, og de to ting ville have modarbejdet hinanden.«
»Manden bag døren næsten krævede, at den blev subjektiv, og at man skulle se det inde fra personerne. Meget af det, der foregår, er så ekstremt, at hvis vi ikke på en eller anden måde suggereres eller narres ind i det, så ville det blive for nemt at stå af og bare sidde og se på nogle mærkelige personer.«
Men Jesper W. Nielsen måtte finde en balance i arbejdet med det stilistiske, for ellers kunne han risikere at skubbe publikum af igen.
»Man skal helst ikke sidde og blive opmærksom på stilen. Man kan kun mærke efter hos sig selv, hvornår man bliver draget ind i historien, og hvor man bliver rystet ud af den igen. Der er hentet inspiration fra Requiem for a
Dream, hvor de visuelle tricks blandt andet illustrerer det kick, man får, når man tager sprøjten. Vi prøver mere at bruge det i forhold til den angst, man kan have og ikke kan forklare. Det har vi prøvet at understrege med de irrationelle elementer i billedsproget.«

*Manden bag døren har premiere i dag. Anmeldelse på forsiden

*Både Okay og Requiem for a Dream kan fås på dvd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu