Læsetid: 4 min.

Himmelsvær og svævende

En fremragende om end proppet udstilling på Brandts Klædefabrik hiver kunsten ind i kampen – der hvor det er sjovt at være: Midt i menneskets opgør med alt og alle
5. august 2003

Udstilling
Da de to tvillingetårne i New York faldt sammen under egen vægt på tv, kunne en die hard freudianer næppe gøre andet ved det billede, end at pointere en hel nations impotens.
Der var tilsyneladende mange af den slags freudianere både i pressen og blandt politikere, for i timerne efter styrtet blev præsident og vicepræsident udstillet som kujoner. De gemte sig, de var flove, de kunne ikke få den op og stå. Det var angsten for impotens, der kort efter fik præsidenten frem på skærmen for at love hævn: Fra en potent præsident for et potent land.
Men som et billede på tv kunne styrtet også tjene som en moderne variant af Babelstårnet. For ganske vist blev tanken tænkt, og flyverne styret af religiøse fanatikere, men det var vor herres egen tyngdekraft, der gjorde arbejdet. Twin Towers var i årevis det bygningsværk, som strakte sig højest mod himlen, og det var befolket af mange nationaliteter, som talte i et tungemål.
Tårnene var et smukt billede på menneskets evindelige og trøstesløse kamp mod hvilken som helst kraft og hvilken som helst autoritet, der holder det nede. Det er vel samme tanke, omplantet som snusfornuft, Grundtvig har givet ordene: »Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive, det tjener os bedst.«
Nu er det med tyngdekraften som med far: Den er en forudsætning for livet, men også det der holder én nede, og som man nødvendigvis må gøre oprør mod.
Det er den samlende optik for en overordentlig stor udstilling som Brandts Klædefabrik har lånt i årets kulturhovedstad, den østrigske by Graz. Himmel falden hedder den, oversat fra det tyske Himmelschwer.

Mere end et biprodukt
Udstillingen udgøres af cirka 120 kunstværker indsamlet fra et halvt årtusinde eller deromkring, og det kan umiddelbart virke en anelse usammenhængende. Fra de mange barokke malerier med religiøse motiver til de helt nye videoværker. Men det er lige præcis her den imponerende ambition bag udstillingen – udtænkt af to teologer og en kunsthistoriker – udfoldes: Uden alt for mange didaktiske plancher, men blot under overskriften tyngdekraft, sættes værkerne i spil i nye betydninger. Lige fra de mest oplagte, som Giovanni Anselmos muntre legende ophængning af et stykke massivt granit på lærred eller Yves Kleins fotografi Spring ud i tomheden til de mere obskure kuratoriske valg, som Sigmar Polkes maleri af tre svævende chokoladekiks fra 1964. Man behøver ikke at forstå sammenhængen i det hele: Blandt de mange værker er der rigeligt med plads og rigeligt med sammenhæng til en smutter eller to.
Alt for ofte gøres kunsten til et lyksaligt biprodukt af den videnskabelige udvikling. De gotiske kirker er jo ret beset ikke andet end manifesteringen af en ingeniørkunst i fremdrift, det abstrakte maleri er født i nød, presset af fotografiet, og computerkunsten kan takke nørderne i Silicon Valley for sin tilblivelse. Men på udstillingen Himmel falden vendes forholdet om: Kunstværkerne fremstår som konkretisering af den tankevirksomhed, der har drevet videnskaberne frem. Kunsten kommer ud af sin egen dekorative skygge og bliver til filosofi malet med pensel.
Himmel falden er ikke historien om kunstens udvikling i 500 år, men historien om menneskets kamp om og mod Vor Herre og naturens kræfter.

I hedenske Odense
En stor del af udstillingens tankegods og omkring en tredjedel af værkerne har en religiøs klangbund. Og på den led kan man godt mærke, at udstillingen er flyttet – og let reduceret – fra katolske Graz til hedenske Odense: De religiøse motiver fremstår snarere som et løjerligt appendiks her, end som det omdrejningspunkt, de synes at være tænkt som oprindeligt.
Man kan ikke lade være med at undre sig over, at Kristi gravlæggelse er så langt mere yndet som motiv end Kristi himmelfart. Kun to fandt jeg af himmelfarten, begge træsnit af Albrecht Dürer. Men sådan er det åbenbart – også med tyngdekraften: taberen er en bedre historie at fortælle end den om vinderen.
I Graz indtog udstillingen også byrummet – som arkitektonisk og kulturhistorisk rygrad til det, der foregik indenfor på Landesmuseum Joanneum og som konkrete installationer i byens barokke bygninger. Himmelschwer – der vel ikke kan oversættes anderledes end himmeltung – synes også at være et mere håndgribeligt begreb i Alpelandet, hvor skyerne støder på bjergenes top. Men alle disse forbehold og mangler kan der rådes bod på ved en investering på små 300 kroner i det fremragende tyske katalog, der er sammensat af kunsthistoriske, litterære og religiøse tekster. Kataloget er en glimrende indføring i – og kompensation for – det univers, der mangler udenfor Brandts Klædefabrik.
Det er en irriterende skønhedsfejl: Lige så stort og ambitiøst som udstillingen er tænkt og udført, lige så lidt har folkene på Brandts Klædefabrik gjort for at formidle den på dansk.
Det lille danske katalog er oversat fra tysk til den rene ulæselighed, og end ikke kunstnernes navne er gengivet korrekt: Vasilij Kandinskij er transskriberet på tysk til Wassily Kandinsky og Malevich til Malewitch.
Men bortset fra det er der ingen undskyldning for ikke at tage til Odense i løbet af den næste måned og se denne fremragende, muntre og alvorstunge udstilling.

*Himmel Falden – om tyngdekraften i ny og gammel kunst. Brandts Klædefabrik i Odense til den 5. sep.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her