Læsetid: 3 min.

Ingen kontorhuse på Christiania

Overskud fra eventuelt nybyggeri på Christiania skal bruges inden for fristaden, fremgår det af regeringens idékonkurrence for området, som forventes offentliggjort i dag
29. august 2003

Mange christianitter vil sikkert drage et lettelsens suk, når regeringens Christianiaudvalg i dag udskriver en idékonkurrence om en helhedsplan for området.
Ifølge Informations oplysninger vil oplægget til idé-konkurrencen, som forventes offentliggjort i dag, nemlig ikke indeholde krav om massivt nyt byggeri. Og der skal heller ikke overføres penge fra eventuelt nybyggeri til finansloven. Et muligt provenu skal i stedet bruges til realisering af andre dele af helhedsplanen, fremgår det.
Det værst tænkelige mareridt for fristadens 880 beboere – fuld skrue på kontor- og betonbyggeri – er således manet til jorden. Der stilles ikke krav om særlige faglige forudsætninger for at deltage i idékonkurrencen, der vil få afleveringsfrist den 21. november 2003.
»Dybest set er konkurrencen unødvendig. Den udskyder nemlig den nødvendige kontakt mellem udvalget og christianitterne. Hvorfor skal man spørge alle mulige andre, hvad der skal ske med området, men ikke christianitterne selv,« spørger advokat Knud Foldschack, der sammen med sin kollega Lulla Forchhammer har holdt møde med Christianiaudvalget.

Ikke et ord om hash
»Christianitterne kan selvfølgelig, hvis de vil, benytte idékonkurrencen til at fortælle omverden, hvem de er, og hvad de selv vil. Og udvalget har efter vores opfattelse erkendt, at de er nødt til at tage udgangspunkt i dagens virkelighed på Christiania, når fremtiden for området skal planlægges. Det betyder, at Christianias selvstyre må respekteres,« siger Lulla
Forchhammer. »Derfor bliver det spændende at se, om der i konkurrencegrundlaget er taget højde for de rettigheder, som fristadens beboere efter vores mening har.«
I modsat fald vil Forch-hammer og Knud Foldschack på vegne af en række christianitter søge fri proces til at føre et anerkendelsessøgsmål, dvs. at en domstol skal tage stilling til, om de har erhvervet ret til at bo på området efter mere end 30 år.
Deltagerne i idékonkurrencen skal formentlig ikke forholde sig til det, som fri-staden nok er mest kendt for, nemlig den åbenlyse hash-handel. I stedet skal konkurrencedeltagerne skitsere, hvordan området bliver en attraktiv og bæredygtig del af det samlede Christianshavn, som det blev udtrykt i regeringens Christianiaredegø-relse fra foråret.
»Udvalget virker åbent for alternative ejerformer. Man kan forestille sig et salg til christianitterne selv. Men det vil kræve en konstruktion, hvor man har boliger uden værdistigninger, som chris-tianitterne har råd til at bo i,« siger Knud Foldschack.

’Total absurd’
Udvalget skal dog ikke regne med et væld af forslag fra Christiania. Ikke ifølge arkitekt Mette Pagode, der selv er christianit. Hun synes, at idékonkurrencen er »total absurd«: »Konkurrencen skal kun tjene som en legitimering af, at regeringen da har givet alle en chance for at komme til orde,« siger hun og henviser til, at regeringen i sit supplerende regeringsgrundlag igen understreger, at der skal ske »en normalisering og udvikling« af Chri-stiania.
»Men vi må gribe lidt i egen barm og erkende, at vi nok ikke har været så gode til at fortælle, hvad vi egentlig laver herude,« siger Mette Pagode, der sammen med andre christianitter er ved at færdiggøre en omfattende statusrapport. »Vi har registreret og evalueret alt, hvad der er sket de sidste 10 år inden for el, vand, kloak, affaldssortering samt vedligeholdelsen af samtlige beboelseshuse herude,« siger Mette Pagode, som ikke ønsker, at statusrapporten indgår som et officielt idé-konkurrence-papir.
»Det har vi sagt nej til. Men hvis folk interesserer sig for Christiania, så gør de klogt i at stikke snuden i vores rapport, som vi håber at få færdig til fristadens fødselsdag den 26. september,« siger hun.
I morgen lørdag arrangerer Christiania et »folketog for retten til forskelighed«, og fra kl. 17 er der »kulturorgie« på staden på 20 forskellige scener, med musik for enhver smag og alder lige fra Nina Hagen til Kim Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her