Læsetid: 5 min.

Institut for fup og gamle aviser

30. august 2003

INTERMETZO
Såfremt man har forestillet sig at man kan skamme den siddende regering ud for magtmisbrug eller urent trav eller tale til dens medlemmers bedre jeg, må man tage sin barnetro op til revision. Statsministerens særegne politiske, utvivlsomt personlige moralopfattelse er toneangivende i alle regeringens led og udtryk for dens værdigrundlag. Kreativ bogføring er reglen, ikke undtagelsen. Virkeligheden onduleres efter statsministerens verdensbillede; plus gøres til minus, fra gøres til før og før til fra og kan i øvrigt være det samme.
Et panel af uafhængige fagfolk på højt niveau udtaler sig om Lomborg-miljøinstituttets præstationer på en måde, en hvilken som helst anden dansk regering havde opfattet som en knusende dom over egen dømmekraft. Konsekvensen ville være afskedigelse af direktør og bestyrelsesformand, subsidiært nedlæggelse af instituttet, samt efterfølgende skadesudbedring og politisk bodsgang. Miljøvurderingsinstituttets rapporter er ifølge de uafhængige nordiske professorers bedømmelse fup og svindel; det står med rene ord i evalueringen: udokumenterede påstande med karakter af debatindlæg, misvisende beregninger, tvivlsomme, tvetydige konklusioner, konklu-sioner med kun delvis saglig basis, polemiske formuleringer, manglende oplysninger i samlede vurderinger, osv. Kort sagt: Danmarks dyreste, længste mest ukvalificerede læserbrev, det er hvad instituttets arbejde ligner. Eller er.
Lomborg indhøster ifølge evalueringen kun ros for at formulere det refererede humbug forståeligt og bringe det hurtigt til torvs. Instituttet opfylder sin
politiske mission.
Miljøministeren med den indtrængende stemme og enkle tankegang er på denne baggrund glad og tilfreds; instituttet gør jo præcis hvad det skal og giver minister og regering medhold i alt hvad de på totalt ukvalificeret grundlag hævder: frivilligt miljø for ingen penge, mere byggeri i strandkanten og færdig med fredninger. Og så slemt er det heller ikke, mågerne skriger jo i Sydhavnen.

Bag miljøministeren står statsministeren, hvis personlige opfindelse Lomborg og institut siges at være, og som stik imod alle andre nedskæringer i det offentlige har ladet den nu devaluerede direktør tilflyde flere midler. Heraf kan man slutte at jo mere fup og svindel, man i en given instutition under denne regering kan præstere, des flere penge ved kasse 1, når bare ens udslip bekræfter statsministerens forudfattede forestillinger.
I samme uge beskyldte kulturminister Brian Mikkelsen en direktør i Danmarks Radio for at ville have klynget Per Stig Møller op i nærmeste lygtepæl, så såre revolutionen i Danmark brød ud. Generaldirektør Nissen gik beundringsværdigt resolut til værks og foranstaltede en undersøgelse på stedet. Antallet af revolutionære direktører i DR er til at overse, men man fandt én som i ungdommens vår havde skejet ud og, vistnok før Brian blev renlig, tilladt sig en anden politisk holdning end KU’s. Direktøren dementerede midlertid alle bøddeldrømme og røbede at ét af hans store ønsker i tilværelsen var på fredsommelig vis at træffe den beundrede udenrigsminsiter, om hvem han kun havde godt at sige. Om Møller så tør møde frem, er en anden sag, han er dog i parti med Brian og må jo i et eller andet omfang stole på manden.
At Brian Mikkelsen har sagt noget sådant, og at det er noget vås, betyder imidlertid intet i det store regnskab. Bag ministeren står jo et flertal, som accepterer enhver nok så falsk og underbegavet påstand og yderligere accepterer og nikker glad, når ministeren anklager DR for i årtier at have drevet antiamerikansk og antivestlig virksomhed blandt andet i nyhedsformidlingen. Tænker Brian Mikkelsen mon her på Jørgen Schleimann som chef for Radio-avisen, eller på Bendix Madsen før ham eller på Niels Grunnet før Bendix Madsen? Tænker Brian Mikkelsen på Hans Jørgen Jensen i TV-Avisen eller efter ham på Hans Morten Rubin eller på medarbejdere som Schmaltz-Jørgensen eller Uffe-Ellemann Jensen? Disse folk og flere til var medansvarlige. Tænker Brian Mikkelsen mon på Jørgen Thorgaard eller Ivan Salto eller Ib Rehné eller Adolph Rastén eller Christian Winther i Washington eller på Frode Kristoffersen eller Lasse Jensen eller Frank Esmann eller Sten Bostrup eller Birgit Meister eller Peter Olesen eller på Lars Herluf Jensen eller Werner Hessenschmidt eller Vagn Jensen eller Hanne Sommer eller Werner Svendsen eller Frederik Dessau? Hvem tænker Brian Mikkelsen egentlig på? Tænker han på Sølvhøj eller Bindsløv eller førnævnte Jensen eller på F.E. Jensen eller på kammersanger Holm, der ganske klart var af den type i knækflip og blød hat, der så frem til ved revolutionens udbrud at klynge konservative udenrigsministre op i forhåndenværende lygtepæle.
På hvem tænker Brian Mikkelsen? Tænker Brian Mikkelsen? Hvad enten Brian Mikkelsen magter det eller ej, og meget tyder på at ressourcerne er sluppet op, behøver han ikke at tænke, han har flertal, og flertallet har ret, for det har det, så længe det har flertal, og ellers kan Brian Mikkelsen jo bare bestille en rapport hos Lomborg.

Den tredje minister med den kompakte majoritet som garant mod naturlig afgang er forsvarsminister Jensby, hvis ekspedition af vanskelige sager for anden gang – under normale parlamentariske omstændigheder – ville have tilført et fhv. foran titlen. Ministerens ansvar i oplysningen af Folketinget er i skrivende stund ikke klarlagt. Men vildledning af Tinget betyder med flertallets accept ikke stort. Grov vildledning, som statsministeren som skatteminister i sin tid gjorde sig skyld i, fældede den yngre Fogh, fordi de Radikale sad på de afgørende stemmer og ikke ville finde sig i arrogancen. Så fyrede Schlüter Rasmussen. Afskeden blev lagt således til rette at den fremadstræbende venstremand selv fik lov at finde døren og med nogle forblommede bemærkninger om ikke at ligge regeringen til last lod sig afløse af Peter Brixtofte i de få uger, inden Tamil-sagen endeligt fældede dén borgerlige regering. En rigsretssag mod Fogh Rasmussen kunne utvivlsomt ellers være blevet udgangen på sagen. Så vidt når det ikke med minister Jensby. Men hvis danske ministre skulle dømmes efter derers brug af talesproget, så det sort ud for krigsministeren. Da han i Radioavisen blev spurgt om sagen om det ulyksalige skyderi i Irak, svarede han nogenlunde ordret, og vel at mærke uden at nogen på det tidspunkt havde ytret kritik af de danske besættelsesstyrker: Nu skal man ikke skyde(!) på de danske soldater. De gør en smaddergod(!) indsats. Og jeg vil ikke være med til at der bliver smidt skidt(!) ned på dem. (!)’erne er klummistens og markerer højdepunkterne i den ministerielle retorik. Rent bortset fra den kunstneriske kvalitet, har man lov til freudiansk at analysere ordvalget. At skyde på soldaterne som udtryk for at nogen skulle havde den dristighed at kritisere de danske styrker taler for sig selv og antyder at kritik ikke tåles. Noget sådant opfattes som at man, de venstreorienterede vel, smider skidt ’ned’ på soldaterne. Det kan man ikke tillade sig, fordi soldaterne gør det smaddergodt. Ministeren sagde dog ikke knaldhamrende godt, men smaddergodt på baggrund af at en deling netop havde skudt en af deres egne samt to ubevæbnede irakere, som ministeren i en efterfølgende beklagelse af episoden ikke nævnte. Dertil ville ministeren ikke sige mere, før auditøren havde gjort sit arbejde, men altså efter at ministeren lige havde bedømt indsatsen som smaddergod. Man kan sagtens blæse med mel i munden, bare man har et flertal, der benægter at det er noget griseri.

geme@information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu