Læsetid: 6 min.

Irak-tragediens overgreb på menneskerettigheden

I den bedste demokratiske mening kan de frygteligste overgreb begås
22. august 2003

FRIE ORD
Trosbekendelsen for Amerikas Forenede Stater, i hvert fald under deres nuværende ledelse, blev for et par uger siden givet over for 1.200 medlemmer af foreningen af sorte journalister i USA, der selv anvender adjektivet black. Bekendelsen aflagde præsidentens sikkerhedspolitiske rådgiver Condoleezza Rice, der selv er sort. Mere rent og purt er troen næppe udtrykt, siden beslutningen om krigen mod og besættelsen af Irak blev truffet. Blændende, med indtrængende retorisk styrke, trækker Condoleezza Rice den mest venstreorienterede, progressive, menneskerets-bekendende linje, nogen kan ønske sig, fra de sorte amerikanske slavers frigørelseskampe for to hundrede og hundrede år siden over borgerretsbevægelserne i 1960’erne til »Operation Iraker Frihed«. Som Kongeriget Danmark under ledelse af Venstres formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen jo deltager direkte i med militær magt og allerede en soldat dræbt. Her er to af Condi Rice’s stærkeste udsagn:
»Vi har hørt det argument før, at nogle folk ikke er egnet til demokrati, og vi, mere end nogen andre, er et folk, der burde være indstillet på at afvise det. Vi burde aldrig nogen sinde kunne give efter for de nedladende stemmer, der hævder, at nogle folkeslag i Afrika eller Mellemøsten bare ikke er interesseret i frihed, de er kulturelt bare ikke parate til frihed og de er bare ikke indstillet på frihedens ansvarsforpligtelser.« Hun fortsatte, mens hendes langt overvejende sorte tilhørere sad fuldkommen lydhøre: »Da grundlovsfædrene (the founding fathers) sagde ’Vi, folket,’ tænkte de ikke på folk i denne sal. Vores forfædre var tre femtedele af et menneske.«

Dette er ikke blot den frisindede (liberale) kulturradikalisme i renkultur, det er den anti-autoritære, socialistiske venstrefløj, når den var og er bedst: Vi må afvise, at kvinder bare ikke er interesserede i frihed og politisk indflydelse. Vi må aldrig falde for de nedladende forstå-sig-på’ere, der hævder, at arbejderne bare ikke er kulturelt parate til i frihed selv at overtage ansvaret for deres egne arbejdspladser.
Det er på høje tid, at mennesker som Condoleezza Rice og USA’s viceforsvarsminister Paul Wolfowitz anerkendes som glødende idealister. Kolde, egoistiske, økonomiske, magt- og sikkerhedspolitiske interesser, ikke mindst i den irakiske og hele Golfens olie og i gode forhold for og et godt forhold til den mægtigste supermagt, jordklodens samlede menneskehed nogen sinde har været underlagt, er sikkert også drivkræfter bag USA’s og Danmarks og Storbritanniens krig mod og besættelse af Irak. Men man skal møde sine modstandere, hvor de er stærkest og mest udfordrende. Alene derfor vælger jeg at tage Condi Rice på ordet. Men faktisk er jeg overbevist om, at hun af et ærligt hjerte mente hvert et ord af sin tale til sine sorte racefæller, og som AP-journalisten Scott Lindlaw sammenfattede under overskriften: »Rice ligner Irak med borgerretskampen«. Condoleezza Rice er nok det mest uforsonlige modstykke til Pia Kjærsgaard, nogen kan forestille sig.
Først når det står klart, bliver den irakiske tragedie tydelig i hele sit verdenshistoriske perspektiv.

Her er den sagesløse irakiske befolkning naturligvis det mest umiddelbare offer for tragedien. Karakteristisk for vores selvforgudelse og deraf følgende narcissistiske selvoptagethed er, at tabene af amerikanske, britiske, danske og tilsvarende udlændinges menneskeliv, også efter at George W. Bush erklærede krigen for vundet og besættelsen en succes, omhyggeligt bogføres dag for dag, mens irakernes egne tab, herunder af sårede, ikke er til at få nøjagtige tal for, skønt alle er enige om, at de er langt, langt større end vores. Men lad det nu være: blot lemlæstelsen af et enkelt irakisk barn er nok til at rejse spørgsmålet, om ikke dets menneskeret er overtrådt? Og det af os, som med Condoleezza Rice i spidsen vil udbrede menneskerettighederne til alle folk og folkeslag på hele jorden. Ja, hvad med det to-årige barn, som en amerikansk fotograf fortæller blev revet ud af sin søvn og seng med vidtopspilede øjne midt om natten af nogle af sine amerikanske befriere på jagt efter en af modstandsbevægelsernes våben, mens barnets forældre blev holdt op foran et par skarpladte geværer? Våben fandt befrierne ingen af, og måske var de i virkeligheden lige så rædselsslagne som barnet og dets forældre,
men er det måden at udbrede Condi Rice’s kulturradikale, liberale og venstreorienterede frihed på?
I næste omgang, som nu er en mere end påtrængende dagsaktuel omgang, er selvfølgelig spørgsmålet, om det allerede er blevet for sent at sætte FN ind som alt andet end USA’s, Danmarks og Storbritanniens forlængede arm? For om muligt at sikre tilstrækkelig forståelse i det irakiske folk til, at Forenede Nationer virkelig kan komme til at hjælpe. I første omgang med daglig, elementær sikkerhed. Mod kriminelle bander, røveri, brand og grusomme etniske, religiøse og stamme-krige. Og for adgang til vand, elektricitet og benzin m.m. og senere til en eller anden form for irakisk selvstyre over Irak. Efter at have fjernet Saddam Hussein kan Irak ikke bare overlades til sig selv, men det er beregnet, at skal det arme land hjælpes i samme omfang som Kosovo bliver, må over en halv million soldater, politifolk og civile hjælpere udstationeres i Irak i mange år. Hvad er der andet at håbe på for den almindelige sagesløse irakiske befolkning, end at det – efter at USA, Danmark og Storbritannien hurtigst muligt er blevet tvunget til at se deres nederlag i øjnene – ved noget nær et mirakel lykkes FN at vinde almindelige folkelig tillid i Irak, så i hvert fald de terroristiske modstandsbevægelser kan udsondres, isoleres og passiviseres?

Og hermed er vi fremme ved den irakiske tragedies verdenshistoriske perspektiv: Hvad Condoleezza Rice og alle de mange andre idealister i den vestlige verden overså og overser, er den nedværdigelse af den hjulpne og befriede, enhver hjælp og befrielse i selv den bedste mening risikerer at medfører. Hvis hjælperen og befrieren ikke er fundamental høflig over for den eller de hjulpne og befriede. En vis Jesus talte om kærlighed til alt, hvad er, selv fjenderne, men da det er så stort et ord, kunne man måske nøjes med respekt. Respekt for hvert enkelt menneskes eget værd, for hvert enkelt dyrs og hver enkelt plantes eget værd, for naturen i dens egen værd og dens egen ret. I den forstand er menneskerettigheden beskyttelsen over for selv demokratiet! Og den økonomiske vækst! Hvis de udbredes med en magt, der krænker værdigheden.
Den krænkelse er det, at alle beretninger fra Irak peger på: Almindelige irakere havde givet ikke meget til overs for en gennemført satan og skiderik som Saddam Hussein, ja, med rette hadede mange ham sikkert. Men i sig selv er det nedværdigende at skulle besættes af fremmede magter, uanset hvor demokratiske og økonomisk lovende de end måtte være. Og når så de masseødelæggelsesvåben, hvis akutte trussel kunne have begrundet besættelsen som USA’s, Danmarks og Storbritanniens forsvarskrig, åbenbart ikke er til at finde, bliver besættelsen så nedværdigende, at der ikke er den tilstrækkelige folkelig lyst, vilje og energi tilbage til at hjælpe besætterne med at udskille og udslette blot de modstandsbevægelser, der også for befolkningen selv er terroristiske.
Det er, hvad hele det moderne projekt i alle dets afskygninger og med alle dets -ismer skal til at lære: Naturen, det og den der er, sætter sine vidunderlige grænser for enhver magtudfoldelse, selv i den bedste mening. Deraf udspringer menneskerettigheden. Lærer det moderne projekt ikke det, bliver det en verdenshistorisk tragedie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu