Læsetid: 2 min.

Irland løb med Svanen

Drengene fra Skt. Jude, om mishandling af børn i katolsk regi, vandt Copenhagen-festivalens førstepris
21. august 2003

Festivalpriser
Hele 10 Gyldne Svaner blev i går aftes uddelt, da Copenhagen International Film Festival holdt afslutningsfest i Imperial.
Som bedste film kåredes Aisling Quinns irske Drengene fra Skt. Jude, der – efter Magdalene Søstrene – er endnu et svidende angreb på den katolske kirkes misbrug af den ungdom, der blev blev sat i fængselslignende opdragelsesanstalter.
Aidan Quinn spiller hovedrollen som en ikke-katolsk, retsindig og populær lærer, der kæmper mod anstaltens barbariske opdragelsesmetoder. Uden at nå Magdalene Søstrenes friskhed og styrke er det en gedigen film, der ikke rummer skyggen af fornyelse af filmsproget og nærmest ligner en prestigeproduktion fra tv.
Filmen er dansk med-produceret af Michael Lunderskov, og Claus Bue og Simone Bendix ses i meget små roller. Drengene fra Skt. Jude vil blive mere udførligt omtalt i fredagens filmtillæg.

To til Norge
Prisen som bedste instruktør vandt nordmanden Bent Hamer, der er kendt for den finurlige Eggs. I Salmer fra køkkenet leverer han en underfundig kortlægning af 1950’er-ungkarles adfærd i køkkenet og leverer samtidig en varm skildring af et venskab. Hamers film var klart en af de bedst omtalte på festivalen.
Bedste skuespillerinde blev unge Stephanie Léon, der spiller Mille på 16 år i den danske Bagland, instrueret af svensk-fødte Anders Gustafsson. Léon er tidligere set i Tøsepiger og spiller i Bagland en pige i stærk udvikling og med potentiale til at blive en mønsterbryder. Gylden Svane for bedste mandlige hovedrollepræstation var der til Kristoffer Joner, der spiller en psykiatrisk patient i den norske Himmelfald, der har premiere i morgen.

Trøstpræmier
Festivalen har også en pris for bedste manuskript, og den tilfaldt spanieren David Trueba for Soldados de Salamina om den byrdefulde arv fra Borgerkrigen. Trueba har også instrueret filmen, så der var altså tale om en trøstpræmie. Det samme kan siges om juryens Special Grand Prix til den franske tegnefilm Trillingerne fra Belleville og Grand Prix’en til dokumentarfilmen S 21, The Killing Machine Khmer Rouge, der også er fransk.
Derudover var der en Lifetime Achievement Award fra juryen til Vera Gebuhr, der spiller Asta Nielsen i Afgrunden – og som åbenbart også har gjort indtryk på juryen i sine gamle danske film. En lignende pris fik Gabriel Axel, og så var der en fotografpris til Hans Paalgard for Afgrunden. Juryen består af græske Theo Angelopoulos, belgiske Marion Hänsel, svenske Jan Troell, tyske Jutta Brückner og danske Ole Roos.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu