(2. sektion)
Filmfest
Det er selvfølgelig filmene, der er det primære, når starten til Copenhagen International Film Festival går onsdag i næste uge. Men CIFF, der, som navnet antyder, har meget store ambitioner, har formået at gøre sig uheldigt bemærket adskillige gange, siden planerne om den nye festival blev offentliggjort sent forrige år.
Først og fremmest har festivalen tilsyneladende modarbejdet allerede eksisterende, danske festivaler, blandt andet ved ubetænksomt og aggressivt at lægge sig lige oven i Odense Film Festival og ved ikke at ville samarbejde med NatFilm Festivalen ved at bejle til de samme film. CIFF fremtræder som politisk og ikke filmfagligt funderet mere end noget andet synes den at være den radikale politiker og skuespiller Klaus Bondams ambition om at efterlade sig noget varigt. Hvorfor penge til festivalen blev hentet hos Københavns Kommune og Kulturministeriet, før idékvinde og festivaldirektør Janne Giese gik til Filminstituttet. Og instituttet, der gav tilsagn om støtte og underskudsgaranti, da tidspunktet for CIFF endnu ikke var fastlagt, har nu meddelt, at de kun vil støtte festivalen til næste år, hvis den ikke lægger sig oven i Odense Film Festival.
Urolig optakt
Der er blevet sat store spørgsmålstegn ved CIFFs eksistensberettigelse. Man kan sagtens argumentere for, at Danmark med den succes, der er blevet dansk film til del efterhånden har fortjent at få en festival af international standard.
En festival, der i modsætning til NatFilm Festivalen ikke kun er for publikum, men rummer en profileret konkurrence og derfor rækker ud over landets grænser.
Men i en filmkalender, der i forvejen er spækket med profilerede festivaler, er det svært at få øje på det umidelbare behov for CIFF i en international kontekst. Göteborg, Haugesund og Berlin hedder nogle af de store festivaler, som man finder lige i nærheden, og desuden løber CIFF af stabelen i samme dage som filmfestivalen i Edinburgh og i ugerne inden de to vigtige filmfestivaler i Venedig og Toronto.
Med de mange andre store festivaler in mente er det svært at forestille sig en dansk instruktør vælge CIFF frem for Cannes, Berlin eller Venedig eller en udenlandsk instruktør lade sin film få premiere i København og konkurrere om The Golden Swan.
Dét smitter naturligvis af på Copenhagen International Film Festivals program, som enten er nødt til at tage de film, som ingen andre vil have eller samle sine film op på de øvrige festivaler i Europa. Derfor er det svært at se CIFF blive bestormet af alverdens journalister, som allerede har set de fleste af filmene på andre festivaler. De tre danske premierer er formodentlig ikke nok til at trække læsset.
Selvfølgelig skal CIFF have mulighed for at vise, hvad den dur til, men umiddelbart lever programmet ikke op til de store armbevægelser og den bastante politiske vilje, som festivalen er blevet lanceret med.
Samtidig har aviserne i de seneste dage været fyldt med historier om, at Giese og Co. har været nødt til at tone ambitionerne ned, fordi en sponsor er sprunget fra.
Og mandag kom det frem, at festivalens programleder, Michael Søby, der om nogen har tegnet den indholdsmæssige side af festivalen, vil trække sig fra jobbet allerede til efteråret.
Den Gyldne Svane
Desuden har man fra festivalens side ikke tænkt sig at tekste konkurrencefilmene på dansk kun på engelsk, hvilket kan være med til at skræmme det brede publikum, som festivalen gerne vil have i tale, bort.
Debutprogrammet omfatter i alt 153 film fra hele verden 50 procent mere end planlagt har Janne Giese udtalt. Filmene er delt ind i forskellige geografisk-orienterede serier, og forbavsende mange af dem er allerede sikret dansk biografdistribution.
I konkurrencen om Den Gyldne Svane deltager 14 europæiske film, deriblandt tre danske, Anders Gustafssons ungdomsdrama Bagland, Torben Skjødt-Jensens Asta Nielsen-film Afgrunden og Jesper W. Nielsens Manden bag døren, som faktisk har Danmarkspremiere under selve festivalen. Ugen efter er der så premiere på norske Himmelfald og irske Song for a Raggy Boy, der også begge deltager i konkurrencen.
Blandt de 14 konkurrencefilm er det ellers den Oscarnominerede Zus & Zo af hollandske Paula van der Oest, der tiltrækker sig opmærksomhed sammen med fire meget omtalte film fra Cannes, Emily Youngs Kiss of Life, Bent Hamers Salmer fra køkkenet, Rithy Pahns rystende dokumentarfilm S-21, The Killing Machine Khmèr Rouge og Sylvain Chomets meget morsomme tegnefilm Trillingerne fra Belleville.
Kigger man så ned over det øvrige program, er der enkelte andre titler, som umiddelbart springer i øjnene.
Den islandske instruktør Dagúr Kári, som er uddannet på Den Danske Filmskole, er klar med sin roste debutfilm, Nói Albinói, i serien Nordic View.
To unge, engelske instruktører, Lynne Ramsay og Shane Meadows, får begge vist deres seneste film, henholdsvis dramaet Morvern Callar og westernpastichen Once Upon a Time in the Midlands, i Focus on Europe. Her kan man også se den franske instruktør Lucas Belvaux filmtrilogi, An Amazing Couple, On the Run og After Life, der fik god kritik i Frankrig ved premieren for godt et halvt år siden.
I serierne Zoom in France og Zoom in Germany kan man ikke overraskende opleve en lang række film fra to af Europas mest aktive filmproducerende lande. Den franske serie er en solid blanding af unge og ældre instruktører, mens den tyske ganske retfærdigt synes domineret af de unge instruktører, som også tegner landets filmmiljø for tiden. Lige med undtagelse af afdøde Rainer Werner Fassbinder, hvis omfattende mesterværk Berlin Alexander Platz har fået plads i serien.
Resten af verden
Også Spanien og Italien er repræsenteret på festivalen, og ikke mindst 800 Bullets af spanske Alex de la Iglesias, der er kendt for at lave temmelig syrede film, kunne være værd at se. I Focus on Italy kan man se Martin Scorseses fire timer lange kærlighedserklæring til neorealismen, My Voyage to Italy, og den oplevelse bør man bestemt unde sig selv.
Zoom in New Neighbours viser en række film fra Syd- og Østeuropa, blandt andet den populære Distant af tyrkiske Nuri Bilge Ceylan, der vandt et par priser i Cannes i år efter min mening en noget kedelig film. Og den introverte russiske instruktør Alexandr Sokurovs kraftanstrengelse Russian Ark, der er én lang, uklippet tur gennem russisk historie iscenesat som en række tableauer på Skt. Petersborgs Eremitage Museum.
Afrika, Østen, Mellemøsten og Sydamerika er også rigt repræsenteret på CIFF, blandt andet med Osama, den første afghanske film siden krigen, og iranske Samira Makhmalbafs medrivende skildring af kvinders vilkår i et krigshærget Afghanistan, Klokken fem om eftermiddagen. Begge film kommer op i en dansk biograf senere på året.
Ingen filmfestival uden en række forpremierer, og under overskriften Hollywood Nights er det muligt at fornøje sig med en håndfuld nye amerikanske film. Mest interessant er nok den svenske musikvideoinstruktør Jonas Åkerlunds debutspillefilm, Spun, og norske Erik Skjoldbjærgs første amerikanske film, Prozac Nation, der har Christina Ricci i hovedrollen.
*www.copenhagenfilmfestival.com
