Koncerten med den indiske percussionist Trilok Gurtu bød på rytmisk
mesterskab, uden at den verdensmusikalske hybridmusik for alvor samlede sig til nogen helhed
Koncert
Det handlede fremfor alt om rytmer. Skæve taktakter, smækkende skind, ringende bækkener og ikke mindst den inciterende, polyrytmiske puls fra de såkaldte tablas: De traditionelle indiske håndtrommer.
Den indiske percussionist Trilok Gurtu er en mester på sine instrumenter og en karismatisk person på en scene. Og det var først og fremmest ham, der gjorde, at man fik en musikalsk oplevelse med sig hjem.
Gurtu besøgte i weekenden Copenhagen Jazzhouse som et af hovednavnene ved den landsdækkende festival Images of Asia, der løber af stablen i disse dage. Og hans orkester var specielt sammensat til denne lejlighed. Gurtu medbragte således vel bl.a. for at demonstrere det globaliserede og bredtfavnende præg, hans musik er udtryk for den indiske citarspiller Ravi Chory, den indonesisk-britiske sangerinde Sanchita Farruque og den i Paris boende keyboardspiller Celia Reggiani.
Gurtus musik er svær at putte i kasser, fordi den blander forskelligartede elementer fra både indisk musik, rock, jazz- og improvisationsmusik samt den svært dechifrerbare underskov af vildtvoksende stiltræk i moderne populærmusik og electronica. Betegnelser som juju soul, afro-asiatisk funk og raga-pop er nogle af de specialiserede betegnelser, Gurtus musik i de seneste år har fået hæftet på sig.
Musik med flere lag
Under alle omstændigheder var det denne aften tydeligt, at den indiske musik udgjorde et væsentligt grundlag i både rytmisk og sonisk henseende med tablas som hyppig pulsfører og citarens snerrende strengelyd som en vigtig del af lydtæppet.
Men Gurtus musik rummer flere lag med rock- og technoagtige rytmespor, der slusedes ind og ud undervejs, foruden at tilstedeværelsen af keyboard og ikke mindst Farruques højspændte sang drejede musikken i popmusikalsk retning. Således havde musikken slægtskab med, hvad man kan høre på Gurtus seneste cd, »The Beat of Love« (2001), selv om koncerten levnede plads for langt mere spontanitet, og materialet var et andet.
Første sæt blev delvist spoleret ved et unødvendigt opskruet lydniveau fra en lydmand, der åbenbart ikke havde fået drejet knapperne ordentligt i stilling. I hvert fald var højtrykslyden og den metallisk distancerende rumklang med til at udviske detaljerne.
Faktisk var de enkelte instrumenter knap til at skelne fra hinanden, når der blev spillet igennem. Som afslutning på første afdeling fik vi dog endelig en velgørende afdæmpet duo-version af et traditionelt indisk stykke med Gurtu og citarspiller Chary.
Døre sparket ind
Ikke blot lyden blev forbedret i andet sæt, men også musikken fik et stærkere tag i publikum. Uden at være decideret overvældende eller hjertegribende rummer Gurtus musik ikke sjældent stemningsrige elementer, der virker meget filmiske med deres suggestive og billedskabende flow. Og midtvejs blev et nummer med programmeret rytmespor og popmusikalsk sang drevet til et hektisk stigende opkog, hvor Gurtus slagtøjsspil eksploderede. Døre blev sparket ind, ny luft strømmede til musikken og ændrede faktisk koncerten, der fra nu af var langt mere afslappet og levende. Gurtu charmerede publikum med sin indisk-engelske dialekt og hans scenekarisma trængte for alvor igennem. En solo-optræden med tordenrumlende effekter, tranceagtige elektrorytmer og tabla-improvisation var et af aftenens bedste øjeblikke.
Trilok Gurtu, der i dag er 51 år gammel, har i mange år dyrket musikalske samarbejder med jazz- og verdensmusikere fra andre kontinenter end sit eget.
Det var i sin tid en plade med John Coltrane, der fik Gurtus øjne op for jazzen og fra halvfjerdserne og frem bragte ham rundt i Europa og USA i samarbejde med bl.a. Charlie Mariano, Don Cherry, gruppen Oregon og John McLaughlin. Gurtus energi, den klanglige opmærksomhed i hans slagtøjspil og den dedikerede musikalitet har gjort ham til en efterspurgt sideman (man kan f. eks. tjekke den nyligt genudsendte trioplade i guitaristen John McLaughlins navn, »Live At The Royal Festival Hall«, optaget i 1989, hvor Gurtus spil har vigtig andel i det vellykkede resultat).
Men Gurtus karriere som leder af egne grupper har ikke samme indlysende kvaliteter. Koncerten i Jazzhouse var ikke vellykket, hvad angår helhedsindtrykket af den eksotiske blandingsmusik, men vil først og fremmest blive husket for Gurtus personlige udstråling og for den energi, der udgik fra hans perkussionspil, der i de bedste øjeblikke forplantede sig til resten af orkestret og helt ud i den lyttende sal.
*Trilok Gurtu, Copenhagen Jazzhouse, lørdag
