Læsetid: 5 min.

Kinesisk avantgarde i Kanonhallen

Living Dance Studio forsøger med sine forestillinger at strække grænserne for blufærdighed i det sexforskrækkede Kina
14. august 2003

Dans
Når et barn i Kina spørger far og mor om, hvor de små børn kommer fra, så vil det i langt de fleste tilfælde få et henholdende svar: »Far og Mor kan lide hinanden, og når der er gået et stykke tid, kommer der babyer ud af armhulerne!«
»Den seksualangst vil vi gerne gøre op med!« siger Wu Wenguang, forfatter, filminstruktør og skuespiller, som sammen med sin kæreste, koreografen Wen Hui, og deres performance-kompagni, Living Dance Studio, gæster Kanonhallen i København i forbindelse med Images of Asia Festivalen.
»Da jeg var lille, fortalte min mor mig, at hun havde fundet mig i bjergene, og da jeg blev større, affærdigede hun blot mine spørgsmål med en bemærkning om, at min fødsel havde været meget smertefuld.«
Wu Wenguang dannede Living Dance Studio i 1994 sammen med Wen Hui og har siden forsøgt at strække grænserne for kinesernes blufærdighed med deres forestillinger. De har også strakt deres grænser for opførelsespraksis ved at blande flere forskellige udtryksformer, dans, tale, videoprojektioner, installationskunst, lyssætning osv., samtidig med at publikum står op under forestillingerne og kan gå rundt mellem de medvirkende. Selv om forestillingerne aldrig bliver annonceret, løber rygterne om dem som løbeild blandt kunstnere og studerende, og der er aldrig en ledig plads. Rygterne er også nået til udlandet, og gruppen har en udstrakt turnévirksomhed verden over, og indtjeningen herfra udgør hele deres eksistensgrundlag, da de ingen penge tjener i Kina.
Report on giving birth er den første af to forestillinger om kvinders kropsbevidsthed.
»Tidligere snørede de både fødderne og brysterne og klædte sig i tøj, som fuldstændig skjulte kroppens kurver. På scenen konfronterer vi kvinderne med deres kroppe, som de i virkeligheden er med buler og mærker og rynker.«
Udgangspunktet for forestillingen er fire interviews med kvinder i alderen 27 til 84 om deres fødsler - deriblandt Wu Wenguangs mor, der er den ældste blandt de interviewede.
»Det var meget svært for hende at tale om det.«

Nervøs latter
Wu Wenguang, som i dag bor i Beijing og tilhører inderkredsen af den kinesiske avantgarde, er født i en lille landsby i den sydlige Yunnan-provins. Som ti-årig blev han sammen med sin far, der før revolutionen havde arbejdet i centraladministrationen for Chiang Kai-Shek, under Kulturrevolutionen i 1966 deporteret til en arbejdslejr langt inde i den vestlige del af Kina for at bygge veje. Her hørte han for første gang nogen tale om sex: En morgen lå der et kondom i et af byens to offentlige fælles toiletter, og den uskyldige drengs spørgsmål blev mødt med beskidte vittigheder og nervøs overdreven latter. Og bagefter foreholdt faren ham, at det var et forbudt og farligt emne, og hvis han nogensinde igen talte om det eller tænkte på det, kunne det få de værste konsekvenser.
»Jeg forestiller mig ikke, at vi med vores forestilling kan ændre kinesernes holdning til at tale om sex. Men jeg tror på, at vi alle har
en uudnyttet fælles hukommelse, som vi kan vække til live ved at konfrontere folk med tingene i billeder, ord, musik eller bevægelse. Jeg indrømmer dog gerne, at der er lang vej igen: Vi har vist forestillingen tre gange i Kina, og den har kun været anmeldt i to aviser. Begge anmeldelser omtalte kun den måde, vi har blandet de forskellige kunstarter på med video, dans og tale, slet ikke, hvad forestillingen handler om.«
Living Dance Studio er ellers ikke til at overse i det kinesiske avantgardemiljø. Wen Hui er klassisk uddannet danser, men brød med traditionerne efter at have arbejdet med bl.a. performancekunstneren Meredith Monk i New York. Wu Wenguang er flere gange prisbelønnet for sine dokumentarfilm og skal til efteråret kuratere en avantgarde-festival, Public Space i Hamborg. Gruppen holder til i et kæmpestort fabriksområde, Fabrik 768 (Qiliuba) nordøst for Beijing sammen med andre kunstnere.
Fabrikken producerer stål til hæren, men har i dag slet ikke den produktionskapacitet som i sværindustriens gyldne dage i 1950’erne under Maos Store Spring Fremad, hvor den blev bygget af tilrejsende DDR-ingeniører i Bauhaus-stil. Fabrikkens direktør har overladt de tomme fabrikshaller til de unge kunstnere, og regeringen bifalder stiltiende – muligvis i et lønligt håb om at have alle de mest uregerlige samlet på ét sted.

Performancekunsten halter
Det er på kunstscenen, at det virkelig rykker i dag i Kina. Malerkunst og installationskunst er i rivende udvikling og blandt de mest interessante miljøer i Asien, bl.a. kan syv samtidskunstnere i øjeblikket opleves i Kunstforeningen i København.
Men performancekunsten halter ubehjælpeligt bagud.
»Vi mangler uddannelsesmuligheder, og vi mangler folk, som tør gå nye veje. Der er to store teaterskoler i Kina, én i Beijing og én i Shanghai, og begge steder er lærerne oldgamle og undervisningen centreret om stemmedannelse og dens betydning for konventionelt ord-teater. Tanken om at bruge hele kroppen som materiale er dem fuldstændig fremmed i forlængelse af den manglende kropsbevidsthed, som har inspireret os til vores forestillinger. Ydermere modtager de studerende ingen undervisning i alternative teaterformer, og for dem er Beckett og O’Neill den vildeste avantgarde«.
»Vi har brug for folk, som tør gå nye veje. Når jeg ser forestillinger fra en mand som Ong Keng Sen (Singapore-baseret instruktør, som bl.a. iscenesatte sidste sommers meget omdiskuterede interkulturelle Hamlet-forestilling på Kronborg. Wu Wenguang instruerede filmen, som stod i stedet for Hamlets monolog til skuespillerne, red.), så kan jeg se, hvor dumme vi er. Med stor international bevågenhed samler han de bedste avantgarde kunstnere fra hele verden, og gennem workshops udvikler han sit produkt – som man kan bryde sig om eller ej – men processen er utrolig vigtig, og det er dér, man kan gøre op med gamle stilarter og træde nye stier.«
Med Fabrik 768 er der håb om at skabe det miljø, som kan åbne nye døre i den kinesiske avantgarde. Omgivelserne er med sine enorme fabrikshaller perfekte, talenterne er der, men modet mangler endnu. Håbet er at trække teaterfolk og kunstnere til fra hele verden som med workshops, foredrag, filmforevisninger og udstillinger kan inspirere de kinesiske kunstnere til at bryde isolationen og skabe kunst for fremtiden.

*Report on Giving Birth. Living Dance Studio, Beijing, Kina. Opføres i Kanonhallen 14., 15. og 16. august kl. 21

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her