Læsetid: 3 min.

Knivskarp socialrealisme

Ken Loachs ’Sweet Sixteen’ er elementært spændende i sin miljø-ægte krimihistorie om en 15-årig skotsk narkohandler. En af instruktørens bedste
22. august 2003

(2. sektion)

Premiere i dag
En kniv spiller en vigtig rolle i Ken Loachs nye film, der nok er socialrealisme, men også en kriminalfilm med skarp action i gammeldags forstand. Den 15-årige Liam er på vej til at blive kriminel, men er ikke meget for at bruge kniv – han vil hellere »bruge hovedet«, som han siger. Alligevel bliver kniven hans adgangsbillet til narkogangsternes mandeverden – det eneste sted, hvor han tilsyneladende hører hjemme. Og i en scene af helt Dostojevskijsk vildskab spiller kniven hovedrollen i Liams opgør med den jævnaldrende ven Pinball.
Sweet Sixteen har mange af de kvaliteter, man forventer af Ken Loachs følelsesbårne realisme, men i tilgift en ubønhørlig stramhed i fortællingen og en umiddelbar spændingsappeal: Teenageren Liam er handlingens mand, og det dilemma, han sættes i, er klassisk konfliktstof i kriminalfilm. Blot lader Loach ikke hverken stilen eller konstruktionen bære filmen. For ham gælder det stadig, at en film ikke skal afspejle andre film, men – så direkte som muligt – den virkelighed, som kameraet rettes mod.

Manddomsprøve
Derfor virker det så ofte som et rensende bad at se
Loachs film. Som en tilbagevenden til det egentlige, de menneskelige rødder. Her i skikkelse af Liam fra Glasgow, hvis mor er i fængsel, hvis stedfar udnytter hende til narkohandel, og hvis unge søster – trods status som enlig mor – så småt er på vej væk fra Liam, mod en uddannelse.
For Liam drejer det sig derimod om at tjene hurtige penge for at få moderen ud af stedfaderens kløer. Liam starter relativt uskyldigt med at sælge smuglercigaretter, men går over til de hårde stoffer for at skaffe moderen et hjem, når hun løslades. Drømmen om et familieliv, om at skaffe moderen en stationær campingvogn, holder ham gående.
Og så optages han som lovende gangsterspire i det lokale fællesskab af narkohandlere, styret en en cool bagmand, der opererer afslappet under dække af en helseklub. Manddomsprøven bestås, da Liam indvilliger i at uskadeliggøre en fjende af banden – nu skal han for alvor bruge kniven i stedet for hovedet!
Det kan lyde sentimentalt, for ikke at sige corny, men som sædvanlig bruger Loachs melodramaets skema som udgangspunkt for en ægte indlevet og på en måde uafviselig skildring af personer uden socialt og kulturelt sikkerhedsnet, holdt fast i forholdenes skruestik.

Vitale hovedpersoner
Det er ikke nok, at Liam elsker sin mor, er en velbegavet fyr fuld af virkelyst og energi og i virkeligheden har vældig mod på tilværelsen. De sociale forhold styrer hans bane mod en kriminalitet, der eskalerer farligt, fordi han kopierer den kapitalistiske individualisme og kæmper blindt på egen hånd.
Han er modig, men hvad hjælper det at kunne udholde straf, når man derved reducerer sig som menneske?
På mange måder virker Liam som en yngre bror til en anden skotte, Peter Mullans arbejdsløse og lige så vitale Joe i My Name Is Joe fra 1998 (de to film har da også samme manuskriptforfatter, Paul Laverty). Som Liam har Martin Compston ikke Mullans charme, men til gengæld en ensporet trods og styrke, der får én til at tro på, at han ene mand tør konfrontere de voksne narkogangstere. Og som hans anarkistisk uberegnelige ven Pinball er William Ruane på én gang afvæbnende og urovækkende – en dødsensfarlig lynkineser i evigt spruttende eksplosion.
Når man sammenligner Sweet Sixteen med sommeren to andre film om ungdomskriminalitet, Bully og City of God, er det slående ikke blot, at Sweet Sixteen så langt virker som den mest troværdige, lødige og psykologisk velunderbyggede. Men også, at kunLoachs film bæres af en stærk humanistisk tro. Hans personer er ikke blot ofre, men rigt facetterede karakterer fanget i et drama, der både viser deres svaghed og vitalitet. Loach har forvænt os med fremragende film – her er en til, en af hans bedste.

*Sweet Sixteen. Instruktion: Ken Loach. Manuskript: Paul Laverty. Engelsk-tysk–spansk-fransk-italiensk. (Grand, Palads, Kinopalæet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her