Læsetid: 2 min.

K’nyt

23. august 2003


Fredelig symfoni
*Der er hverken blod eller bomber involveret, når 80 israelere og palæstinensere i morgen samles i Marokko. Alligevel skulle der gerne komme et brag af en koncert ud af sammenkomsten.
Det er et symfoniorkester bestående af musikere fra de to lande, der optræder for første gang på arabisk jord. Ensemblet ledes af den internationalt anerkendte dirigent og pianist Daniel Barenboim.
»Marokko har altid været meget aktive i spørgsmålet om fred mellem Israel og Palæstina,« siger Barenboim til BBC om koncerten, der finder sted i Mohamed V Teatret i landets hovedstad Rabat.

Pop-Roy på Louisiana
*Det er amerikansk pop-kunst, når det er bedst, der netop nu bliver vist frem på kunstmuseet i Humlebæk.
I går åbnede udstillingen Roy Lichtenstein – all about art, der viser mere end 100 malerier og tegninger, som Lichtenstein kreerede fra 1961 frem til hans død i 1997.
Udstillingen, der er Louisiana-direktør Poul Erik Tøjners debut som kurator, åbnede i går og er i Danmark til 11. januar, hvorefter den rejser til Hayward Gallery i London.

Danmark rundt
*Vi starter i København, hvor der er musikfestival på Frederiksberg Runddel fra klokken 13.00 og hele lørdag lang. Frederiksbergsk og svensk musik er på programmet.
Længere mod syd er der kompositionsmusik for fuld skrue, når Suså Festival finder sted i dag og i morgen.
På den anden side af bæltet uropfører Odense Symfoniorkester Andy Pape’s værk »An Americaner in Danmark«, der er en hyldest til selveste George Gerschwin. Koncerten starter lørdag klokken 11.30 og er ganske gratis.
Over det lille bælt og mod nord åbner Museet for Religiøs Kunst i dag i Lemvig udstillingen Færøske billeder af Torbjørn Olsen.
Og endelig fra Limfjorden til Als, hvor Sønderjyllands Symfoniorkester og blandt andre Preben Kristensen i morgen klokken 12.30 giver koncert i Augustenborg Slotspark.

15 friske røde pebre
*Red Hot Chili Peppers skulle egentlig bare have lavet et par sange for at give deres kommende greatest hits-album (ude 11. november) et frisk pift. Men to blev til 15, så nu tyder alt på, at der snart er et nyt album på vej fra Anthony Kiedis & Co.
»Det er noget af det mest forskelligartede, vi nogensinde har lavet. Vi har aldrig før indspillet så meget materiale på så kort tid. Jeg kan næsten ikke vente, til I får det at høre,« fortæller bassisten Flea på bandets hjemmeside.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her