Læsetid: 2 min.

K’nyt

16. august 2003


Carnegie Art Award 2004
*Vinderne af Carnegie Art Award, der i år har fordoblet prissummen, således at den nu er en af verdens største, er netop udpeget. Førsteprisen går til den finske kunstner Nina Roos, der har fået et stort gennembrud de senere år og som for tiden udstiller i Malmø Konsthall. Hun belønnes med en million svenske kroner.
Danske Anette H. Flensburg, der forbereder en udsmykning af tre større kirker i København, modtager andenprisen på 600.000 kroner. Tredjeprisen går til årets eneste mandlige vinder, Olav Christopher Jensen fra Norge, der modtager 400.000 kroner og i efteråret lægger værker til en stor seperatudstilling på Kunstmuseum Bonn. Stipendiet på 100.000 kroner til en yngre kunstner går til finske Elina Brotherus for hendes afstemte videoinstallationer med klassisk nordisk maleritema. Juryen har endvidere udvalgt følgende danske kunstnere til at deltage i udstillingen: Kaspar Bonnén, Stig Brøgger, Claus Egemose, Christian Schmidt-Rasmussen, Heine Skjerning og Vibeke Tøjner.
Priserne uddeles 14. oktober. Samme dag åbner udstillingen med udvalgte værker fra 24 nordiske kunstnere på Konstakademien i Stockholm, hvorefter den turnerer i Nordens hovedstæder og London fra efteråret 2003 til foråret 2005. Charlottenborg i København kommer til at huse værkerne fra 19. juni-22. august 2004.

Lovlig musik på nettet
*I går kunne europæiske pc-brugere for første gang downloade musik fra nettet til Windows Media Player på lovlig vis. Regningen lyder på 99 cent pr. sang. Dermed havner Microsoft og Bill Gates før konkurrenten Apple og Steve Jobs på det europæiske marked. Hjemme i USA har det ellers været lige omvendt, hvor Apple har haft stor succes med sin Itunes Store, siden lanceringen i foråret, oplyser Dagens Nyheter.

Solistudnævnelse ved Den Kgl. Ballet
*Med begyndelsen på den nye sæson er den amerikanske danser Amy Watson (født 1981) blevet udnævnt til solist ved Den Kongelige Ballet.
Amy Watson, der blev ansat som korpsdanser ved Den Kongelige Ballet i 2000, har medvirket i størstedelen af repertoiret på stedet og kan opleves på scenen som Maitresse i Manon fra 23. august, samt i Vers un Pays Sage og In the Midddle, Somewhat Elevated fra 28. august.

Italienske markedsdage
*I de kommende tre weekender fra kl. 10-16, danner Bertel Thorvaldsens Plads ramme for Italienske markedsdage, ledsaget af gratis rundvisninger på Thorvalsens Museum. Her vil forhandlere af italienske varer i København, friste med delikatesser som vine, oste og is samt tekstiler, sko og deslige. Når markedet henlægges til Italien skyldes det, at Thorvaldsen boede og arbejdede mere end 40 år i Rom, og museets arkitektur og udsmykning er stærkt inspireret af Italien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu