Læsetid: 5 min.

Kortere sagt

15. august 2003


(2. sektion)

Film i tv
v./Morten Piil
*Tim Robbins som terrorist? Skuespilleren skaber de bedste gys i denne paranoia-thriller, der har fire år på bagen, men som har fået fornyet aktualitet siden 11. september. Robbins tegner et portræt af den perfekte parcelhusnabo. Med kortklippet pandehår, anonyme sweatre og lavmælt stemmeføring går Robbins i ét med forstadstapetet som farfigur i en veltilpasset familie på fem, med en solidarisk smilende kone. Næsten for godt til at være sandt. – Jeff Bridges’ historieunderviser Michael sætter sig for at grave i mandens fortid. Han er fikseret på det amerikanske terroristproblem, der ikke lader sig løse, så længe voldsmændenes motiver fortaber sig i mørke. Altså ikke araberes voldshandlinger, men amerikanernes egen terrorist-avl. Barbecue-selskaber, baseball-træning og hyggelige rødvinsmiddage danner på effektfuld vis ramme om spændingen og mysteriet. Desværre overspiller både Jeff Bridges og instruktøren, Mark Pellington, deres kort i historiens sidste tredjedel, hvor biljagter og nævekampe bliver nødløsningerne. Men inden da skaber Pellington gode gys ved at holde fast i en hverdagstone, der regelmæssigt brydes af små farlige bevidsthedsryk og pirkende stik af bange anelser.

Arlington Road. DR 1, fredag kl. 21.50-23.45

*Søren Kragh-Jacobsen fortæller om den 12-årige rigmandsdatter Emma, der er lidt af en forkælet mokke. Alligevel føler hun sig forsømt af sine forældre og arrangerer derfor – inspireret af kidnapningen af flyverhelten Charles Lindberghs søn – sin egen ’kidnapning’. Nu kan hun på én gang opleve friheden og være sikker på, at man leder efter hende. – Hun møder den svenske fremmedarbejder Malthe, en knækket og forhutlet kloakarbejder, der genvinder lidt af sin selvrespekt gennem venskabet med pigen. Og da Emma får lokket et pengebeløb ud af forældrene, bliver det til en enkelt aften i vild hotelluksus. – Søren Kragh-Jacobsen fortæller her en opladt sans for eventyret, som et barn kan opleve det. Filmen har klassiske, symbolsk-musikalske scener som den, hvor Emma og Malthe prøver at føre en bevægelig samtale, han under jorden i sin kloak, hun over, tagende bestik efter stemmen. – Filmen fik Bodil som årets bedste i 1988 og betød et gennembrud for Line Kruse i rollen som Emma. Hun kan i øjeblikket ses som gadeluder i Baby.

Skyggen af Emma. DR 1, lørdag kl. 20.40-22.15

*Federico Fellini har fortalt, at han lod sig inspirere af visse karaktertræk hos sin kone, skuespillerinden Hiulietta Masina, da han skabte sin måske mest berømte figur, det hjemløse uskyldsvæsen Gelsomina. En blanding af en poetisk klovn og en retarderet helgeninde, der i La Strada fra 1954 rejser rundt i Italiens provins med et lille gøglershow, hvor den brutale Zampanó optræder som stærk mand både over for publikum og over for den hjælpeløse Gelsomina. Richard Basehart ses som Zampanós modsætning, en spinkel akrobat, der giver Gelsomina livsmod. – Ved siden af Det søde liv er La Strada Fellinis største succes, den vandt Oscar, gjorde ham til et verdensnavn, og Nino Rotas trompet-kendingsmelodi blev et kæmpehit. Men holder filmen i dag? Man kan have sine bange anelser. I øvrigt annoncerer DR 2 den dybt tragiske historie som »et komediedrama«. Noget er gået galt i sommervarmen.

La Strada. DR 2, lørdag kl. 21.05-23.00

*Ingmar Bergman afsluttede i 1963 sin trilogi om »Guds tavshed« med den kontroversielle Stilheden, der fik mange af datidens censur-instanser til at spærre øjenene op for en – for sin tid – meget eksplicit samlejescene. Men tro ikke, at Bergman var ude i et frivolt ærinde i dette stiliserede mareridts-kammerspil om kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed – personificeret af to søstre, spillet af den sensuelle Gunnel Lindblom og den sjælfulde Ingrid Thulin. De er knyttet til hinanden med mere end blodets bånd, i et fatalt symbiotisk forhold. Og filmen er i al sin afpillede ordfattigdom en af Bergmans mest ambitiøse og visuelt en nydelse i sin sort-hvide, raffinerede klaustrofobi.

Stilheden. Sverige 2, søndag kl. 18.15-19.50

*Barry Levinsons politiske satire fra 1997 er rørt sammen med let hånd og maliciøs ånd. En one joke-film, der tager sin ene gode vittighed og får den til at yngle med et helt kuld af stikpillevitser, syrlige sidebemærkninger, groteske forgreninger og højkomiske parodier på den amerikanske medieverdens muligheder for tøjlesløs virkelighedsforfalskning. Med en kombination af profetisk held, journalistisk næse og inside-viden foregreb filmen en amerikansk præsidentkrise på grund af præsidentens kortvarige seksuelle omgang med en spejderpige – en Clinton-historie before the fact, så at sige. Præsidentens rådgivere forsøger at afværge krisen ved at dirigere opmærksomheden mod en albansk konflikt – borgerkrig og terrorisme kræver omgående indgriben! Det hele er illusion og fiktion, for hvad er sandhed i et tv-medie, hvor man med digitale tricks kan bilde det store uvidende publikum hvad som helst ind? Slynglernes sidste udvej – patriotismen – mobiliseres for fuld stinkende hørm, omkranset af en meget morsom Willie Nelsons forlorne countryhymner. Robert De Niro ses som præsidentembedets særlige rådgiver – en supertjekket lurendrejer, der udtænker den snedige plan, ud fra grundideen, at »war is showbusiness«. Dustin Hoffmans Hollywoodproducer leverer varen.

Wag the Dog. TV2, søndag kl. 20.55–22.35

Ny film
*Floden Efter de senere års fornemme portrætfilm om Inger Christensen (1998) og Palle Nielsen (2002) er billedkunstneren og instruktøren Jytte Rex med den poetiske kortfilm Floden tilbage i en associativ og billedprægnant filmkategori, som dels kendes fra hendes tidlige værker fra 70’erne, dels fra Borges-filmen Den erindrende fra 1985.
Den nye film, som i den forløbne uge er blevet præsenteret på Odense Film Festival, former sig som en montage af instruktørens egne videorejsenotater og filmbilleder, der sandsynligvis er blevet til i forbindelse med tidligere projekter. Flowet af forskelligartede optagelser samler sig til en meditation over flodmotivets mange fortolkningsmuligheder, ikke mindst set i lyset af menneskets evige higen efter at fastholde øjeblikke og den rejsendes jagt efter steder at slå rod.
Billedsiden kommenteres af en række højstemte musikstykker, suppleret af en stafetagtig dialog mellem en mande- og en kvindestemme. Snarere end at samtale synes de to stemmer at tale fra positioner, hvorfra umuligheden af at fastholde identitet, relationer og omgivelser accentueres.
Fra indledningens kommentar om, at ingen kan »undgå den flod, der en dag vil rive alle med,« sætter billedsidens søgende blik ud på en rejse gennem såvel reelle som metafysiske og indre landskaber, spækket med nærmest emblematiske Rex-motiver som døråbninger, trappeskakte og rotunder. Noget stort værk er filmen ikke, men svimlende og sugende er de suggestive og sanselige montager, når de fungerer bedst. movin

Floden. Instr: Jytte Rex. 25 min. Distr.: Det Danske Filminstitut
movin

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her