Læsetid: 2 min.

Fra Lehrer til Moore

25. august 2003

Spot
Satiren er altings åndehul – ikke mindst i USA, hvor man efter Watergate-skandalen straks trøstede sig med, at nok var der noget råddent i toppen, men the good news var, at der var så grundfæstet en ytringsfrihed, at endog en præsident kunne afsløres og skiftes ud. Den frihed har stand-up-entertainerne også benyttet flittigt med negle så skarpe som skalpeller. Satirikere kan ikke stoppes, for de har latteren på deres side.
Der er flere slags af arten, men måske navnlig to. Den mest venligtsindede kan man opleve årligt i sommerrevyerne, hvor den til stregen og ikke er værre, end at ofrene, aktuelle politiker, kommer til premieren, morer sig over parodien på sig selv – selv om smilet virker noget påtaget. Det forventes, at de bagefter siger, at det var vel nok morsomt, og det gør de så. Den anden slags går over stregen, og den ville de pågældende politikere ikke komme til, og mange andre vil heller ikke, for den opleves utilbørlig, som noget katten har slæbt med ind.
Til gengæld er der mange, der netop gerne vil se, hvad katten har slæbt med ind.

Michael Moore tilhører sidstnævnte kategori. Klart anti-Bush og anti-krig har han fået stærke følelser imod sig fra patrotiske amerikanere, men også lidenskabelige tilhængere. Moore har vi tidligere skrevet om i denne spalte, så lad os i dag mindes en af forgængerne for Moore, matematiklæreren fra Harvard, Tom Lehrer, der som sanger og sangskriver blev tiljublet af borgerskabets børn på highschools og blandt universitetsstuderende på sine turnéer i 50’erne og 60’erne. Også blandt danske ditto var hans plader et hit. Sort humor.
Der var f.eks. nummeret, »Who’s next«, om atombomben, der var ok, så længe USA og Sovjet havde den, magtbalancen, De ved. Men hvad så, når alle de andre osse ville ha’ en bombe, herunder Monaco og Luxemborg, og til sidst Alabama?

Så var vi ovre i racediskriminationen, som Tom Lehrer hudflettede i en parafrase over en nostalgisk folkesang, »I Wanna Go Back To Dixie, dear ol’ Dixie«, dengang man solgte bomuld og piskede slaver. Tom Lehrer sneg sig, underspillende, ind på sine pointer, der var overraskende, og dog forventede. Som f.eks. i sangen om forurening: »If you visit American city,/ You will find it very pretty./ Just two things of which you must beware:/ Don’t drink the water and don’t breathe the air!« Klassikere var sangene »Wernher von Braun« og »Send The Marines«.
Michael Moore er gået flere skridt videre. Han har udvidet den politiske satire med en journalistisk og social dimension, er mere direkte samt multimediedyrker. Afsættet og ånden er den samme som hos Lehrer.

*DR1 kl. 22.45: Michael Moore – den pinlige sandhed

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu