Det let distante nærvær

Nekrolog
Werner Thierry, Upsalagade 6, København Ø, borgede for kvaliteten af det skrevne. Et læserbrev fra hans hånd, altid en stilistisk perle, spidsvinklet på sagen, et svirp, en pointe på dansk. I personlig nærkontakt kom dette sprog til sin egen ret, arkaisk københavnsk som i tante Lillas tid, stringent og energisk med snert af mild sarkasme. Eller snarere illusionsløs dialektik: »Man kunne jo også forestille sig«... sagde han, og så forestillede han sig det kontræres konsekvens.
Nu er han her ikke mere, Thierry, som i sine sene år stoisk bevidnede farisærernes ahistoriske fordømmelse af ’kommunismens fascination’. Kommunist var Werner Thierry og løb ikke fra at have været det op til 1957, da han med Aksel Larsen, Mogens Fog og andre brød ud og dannede SF. Politiker blev han dog aldrig, det var ikke rollefaget, snarere den stuelærdes og også her sin egen modsætning. Friluftsliv og motion, det sunde legeme for tankens bolig var vigtigt. Han ciklede, cyklede ikke, brød sig vist ikke særligt om biler, nød luften og den høje himmel om sommeren i huset på Anholt. Her havde bedstefaren været læge, og her endte Thierry forleden sine dage.
Den akademiske løbebane lå lige for, Werner studerede fransk, engelsk og dansk. Fransk litteratur stod ham nær, Roland og Martin du Gard, de store fortællere frem for Proust; Voltaire og Diderot frem for ’de nye franske filosoffer.’ Den store roman som oplysning og oplysning i det hele taget var det humanistiske ideal – vished om at det trods alt nyttede – med Georg Brandes som mester og forbillede. I 1930’erne udviklede Thierry afsky for fascismen og fandt som så mange andre intellektuelle og oppositionelle ståsted hos kommunisterne. Efter krigen, hvor Thierry havde gjort både hæren og modstandsbevægelsen med og som formand for Studentersamfundet arrangeret den store Brandes-mindefest i 1942, hentede redaktør Houmann den unge cand. mag. til Land og Folk. Her blev Thierry højt skattet anmelder også af film. Paradoksalt nok, hvilket understregede Thierrys udoktrinære indstilling, tiltalte Hollywood ham frem for europæisk fortænkthed. Houstons Asfaltjunglen sagde ham mere end Bergmanns Nadvergæsterne.
Og mens de der nu omkostningsfrit sværter andre gamle venstreorienterede ofte selv var ude på dennes mest doktrinære fløj, analyserede og beskrev Thierry allerede i 70’ernes begyndelse kommunismens fallit. I politisk forstand understregede han til sine unge proselytters ofte stille fortvivlelse hærens betydning for nationens overlevelse samt arvens betydning i forhold til miljøet.
Efter DKP-tiden kom Thierry på Ahms kursus, hvor utallige studerende nød godt af hans undervisning og af gæstfriheden i Upsalagade med lysår af samtaler og diskussioner om alt og uforglemmeligt samvær.
Thierrys forfatterskab blev ikke omfattende, til gengæld kvalitativt: bøger om Brandes og Hans Kirk og skarpsindige essays Den fornuftige filosof, 2000), står tilbage.
Men ingen der var så lykkelig at møde og kende Thierry personligt vil glemme denne højt og sært begavede mands let distante, venlige nærvær.