Læsetid: 5 min.

Løgnens liturgi

2. august 2003

INTERMETZO
Det helt store politiske slagnummer i denne sommers fædreland har været forsøget på at skandalisere DR’s mangeårige Mellemøsten-korrespondent, tidligere TV-A chef, Ole Sippel. Sippel er ikke ene om at lægge krop til målsøgende missiler afsendt fra det populistiske højres grødfad, også andre DR- journalister som Jens Nauntofte, Lars Ranggård og Hans Jørgen Stadsing står for skud. DR står for skud. Kampagnen, for dette er utvivlsomt en kampagne, bringer mindelser om de glade dage under Erhard Jacobsen og hans
Aktive Lytteres heksejagt på navngivne folk og DR, og er tilsyneladende sat i værk af Dansk Folkepartis propagandachef Søren Espersen med sympatisører. Ifølge eget udsagn har Søren Espersen familie i den jødiske stat. Dette forhold er ikke i sig selv bemærkelsesværdigt og skal kun fremdrages, fordi Espersen altså selv har bragt det på bane, og fordi han med rette kan mistænkes for også at være ude i et personligt ærinde. De hårde angreb har sagligt set ikke meget med Ole Sippel og hans dækning af Mellemøsten at gøre, men udspringer af Søren Espersens forkærlighed for den yderste og stærkt militante regerende højrefløj i Israel. Dertil skal kampagnen vel opfattes som et stykke kulturkamp. Motiverne i sagen er dunkle. Det pikante i sagen, som ellers ikke ville være en sag, er såmænd at Søren Espersen er sit partis repræsentant i DR’s bestyrelse, som under den nye medielov, vedtaget af VK og DF, på papiret har fået væsentlige beføjelser i forhold til programansvaret i DR. Den side af sagen er mere kompliceret end som så. Fortolkningen af programansvarets forvaltning er fast forankret i bestyrelsesformand Jørgen Kleners kyndige forståelse for dette ansvars nødvendige begrænsninger i forhold til enkeltprogrammer og medarbejdere. Kun med en i ordets bedste betydning liberal tolkning af de nye bestemmelser kan lovens indbyggede skadevirkninger på ytringsfriheden begrænses. Dette ømfindtlige forbehold synes Søren Espersen med sine truende udfald ikke at lægge vægt på, ligesom de øvrige deltagere i kampagnen mod Sippel og DR heller ikke just sætter metode- og ytringsfrihed for public-service-journalister i højsædet.
Det påfaldende ved disse åbenbart koordinerede overfald på medarbejdere med et i forvejen vanskeligt stofområde og altså med Ole Sippel i spidsen er det konsekvente fravær af relevante eksempler på den påståede grove tendens. Denne, tendensen, skal ifølge kampagnen bestå i, at Sippel gerne ser Israel ausradiert fra Levantens kystlinje og palæstinenserne bragt til ære og værdighed fra Eilat til Naharija, fra Tel Aviv til det Døde Hav. Sippel hader nemlig ifølge Espersen Israel, og er omvendt palæstinenser-venlig.
Af kollegiale kommentarer om Ole Sippel fremgår det, således som Stauning sagde om Scavenius da denne blev beskyldt for at være tyskervenlig, at Sippel overhovedet ikke er venlig, men derimod en usædvanlig dygtig, samvittighedsfuld og vidende journalist med et gedigent kildenet og en veludviklet politisk analytisk evne på et internationalt niveau, som vi sjældent leverer i dette land. Det sidste kan denne skribent – i fortidig professionel nærkontakt til Sippel – med sindsro skrive under på; det første, om venligheden, er et spørgsmål om at møde manden på seriøse præmisser.

Som sagt kniber det for Søren Espersen med at fremlægge eksempler til støtte for de ærekrænkende beskyldninger mod Sippel for forvreden dækning af Mellemøsten-stoffet og Israel. Sippel beskyldes med andre ord for misbrug af sin stilling og journalistisk fusk uden at kritikeren er i stand til at præstere belæg. Men man kan mene om Søren Espersens adfærd, at han lever smukt op til tidsåndens forestillinger om, hvad man umiddelbart kan tillade sig at vælte ud af hovedet af uunderbyggede ytringer om sagsforhold og personer. I stil med statsministerens vælgerstrategiske ekspert-fobi, er disse udsagn om Israel og Sippel noget Espersen mener, ikke noget han behøver at argumentere for, endsige konsultere eksperter eller bare folk med forstand for at få be-eller afkræftet. Espersens meninger, mener Espersen, er lige så gode som kendsgerninger, hvilket er noget vås. Søren Espersens uvidenhed, fornemmelser og meninger også om Sippels forhold til Israel er inderligt ligegyldige og ville under normale omstændigheder ikke få plads i et anstændigt dagblads læserbrevsspalter. Påstandene er ganske enkelt sagligt underlødige. Men vi lever i disse tider ikke under normale forhold.
Et folketingsflertal har nok så nydeligt sat den saglige argumentation mat; den humanistiske tradition for at belægge sine synspunkter og udsagn med kritiserede kilder er fortrængt til fordel for den misforståede folkelighed, som lige så gerne – som i Epsersens fald – kan være politisk plat, fordomme, sort overtro eller det rene vrøvl.
Argumentet ligger, i overensstemmelse med Fogh Rasmussens formulerede tidsånd, i det gentagne mantra. Det er, som det er, fordi det er, fordi jeg siger det og har flertal. Sippel hader Israel, fordi det gør han, fordi det siger jeg, og DR’s dækning er derfor skæv, fordi jeg jo siger det, og jeg bestemmer, værsartig. Enhver dybere overvejelse om det pågældende udsagns rimelighed eller sandsynliggørende sammenhæng med andre iagttagelser til støtte for synspunktet eller eventuelt det modsatte eksisterer ikke i denne ideologi. Såfremt Sippel virkelig skulle hade israel, fordi han stiller sig underbygget kritisk an over for den israelske regerings foranstaltninger i forhold til dens mål, bør Espersen medtage 20-40 procent af Israels befolkning, som nærer samme betænkeligheder og forholder sig akkurat så kritisk eller mere til deres nuværende regering.
Mon Søren Espersen også mener at Herbert Pundik er anti-israelsk eller hader Israel? Spørgsmålet er overflødigt, al den stund Espersen ikke har andet at byde på end sit mantra. Saglige indvendinger er ikke gængs valuta i den boldgade.
Søren Espersen er ikke en original udenrigspolitisk tænker eller iagttagende fornyer eller blot interessant, han er propagandist, og den slags skal man vare sig for. Skrupler er ikke hvad propagandister hypper i deres have. Farligheden bag en tilforladelig maske ligger som antydet i propagandaens og propagandistens stædige gentagelse, i denne specielle kampagne suppleret af Espersens politisk ligesindede.
En af dem, det afviklende TV 2’s nye bestyrelsesmedlem Ulla Dahlerup, som i sin tid selv forsøgte sig i propagandaens kunstart i DF’s politiske manifest med et groft fordrejet, protespåkaldende afsnit om tyrkere i Berlin, hylder efter sin uunderbyggede kritik af DR Donald Rumsfeld. En mand i tiden, et forbillede for antihumanister.

Også denne argument-afvisende, hårdtslående aktør kender værdien af gentagelsens evangelium, doktoreringen af udsagn i offentligheden og den helt Fogh’ske kreative ondulering af virkeligheden. Masseødelæggelsesvåbnene, det gentagne skrækkelige ord der fik alle døre op og den danske regering med i korstoget, er nu glemt og gemt. Eftersom WMD (weapons of massdestruction, red.) fortsat er en by i bjergene, gentager Rumsfeld og følgesvende her og hisset nu alternativforklaringen om det velsignelsesrige i at rydde en grum diktator af vejen, uanset omkostningerne. Man har et mantra, til man doktorerer et nyt.
Søren Espersen er ikke en enlig svale i propagandaen, de skjulte motiver, fordrejelsen og det løgnagtiges tjeneste. Med partifælle Dahlerup hylder han de store forbilleder.
Der er altid i den politiske baggård brug for håndlangere der mestrer det repeterede opspinds sandhedsdræbende liturgi og som på færden gennem dunsterne ikke nærer skrupler mod at tilsmudse andre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu