Læsetid: 4 min.

Lokalt/globalt

15. august 2003


LOKALT
Kun hver 10. klager får medhold
*Kun omkring hver tiende klager får medhold i Naturklagenævnets behandling af sager om dyrehold. Det viser en ny statistik fra Naturklagenævnet for sager om dyrehold fra de seneste år.
Statistikken viser ifølge Landbrugsavisen, at Naturklagenævnet i 2001 behandlede i alt 107 sager om dyrehold efter planloven. I 11 sager, svarende til 10,3 procent, fik klageren medhold.
I 2002 behandlede nævnet 192 sager om dyrehold. Her fik 19, svarende til 9,9 procent, medhold. I første halvdel af 2003 har nævnet behandlet 99 sager om dyrehold. Her fik klagerne dog medhold i 16 af de 99 sager, hvilket er 16,2 procent.
ritzau

Flest ledige kvinder
*Ledigheden blandt kvinder er på landsplan højere end hos mændene, dog lige med undtagelse af i hovedstadsområdet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Generelt kan det siges, at mændenes ledighed stiger relativt mere end kvindernes øst for Lillebælt, mens kvindernes ledighed stiger mere end mændenes vest for Lillebælt.
Både Københavns Kommune og Amt har oplevet en merstigning i ledigheden blandt mændene på 0,5 procentpoint fra andet kvartal sidste år til andet kvartal i år, viser tallene.
Vest for Lillebælt er der for kvindernes vedkommende sket en merstigning i ledigheden på 0,2 procentpoint i samme periode.ritzau

Ja til kønsadskilt skolebadning
*Det er i orden med undervisningsminister Ulla Tørnæs (V), at Abilgaardsskolen i Odense lader piger og drenge få svømmeundervisning hver for sig for at sikre større deltagelse af indvandrerpiger.
Det fremgår af en skrivelse fra undervisningsministeren til Folketinget. Undervisningsministeren har ingen beføjelse til at blande sig i Abilgårdsskolens beslutning og har heller ingen lyst, fremgår det:
»Jeg har tillid til, at kommunerne og de enkelte skoler foretager en professionel vurdering af de pædagogiske og praktiske hensyn, der kan føre til en holddannelse, og at undervisningen tilrettelægges således, at eleverne får det størst mulige udbytte af undervisningen.«ritzau

Miljøvenligt jordbrug hjælper fugle
*De skrantende fuglebestande i Vadehavet har haft gavn af de første forsøg på ved hjælp af miljøvenligt jordbrug at komme fuglene til undsætning, viser en ny rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), som har overvåget vadefuglene i 2002, som er det første år, hvor de lokale landmænd i Vadehavet indgik frivillige aftaler om miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger.
Forsøgene omfattede 85 hektar, hvor landmændene har fået kompensation for bl.a. at ændre afvandingen, så regnvand ikke så hurtigt ledes væk fra områderne men i stedet tilbageholdes og sikrer fugtige arealer.
»Det er med til at give vadefuglene en bedre start på ynglesæsonen,« siger seniorforsker Karsten Laursen fra Danmarks Miljøundersøgelser til Ritzau.
ritzau

GLOBALT
Militant palæsti-nenser dræbt
*Israelske styrker dræbte i dag en militant palæstinenser, hvilket fik den skrøbelige våbenhvile til at vakle endnu mere.
Voldelige sammenstød har hørt til dagens orden, siden den israelske hær for en uge siden dræbte to militante medlemmer af Hamas. Drabene blev efterfulgt af to palæstinensiske selvmordsbombeangreb.
I byen Hebron på Vestbredden, sagde øjenvidner, at israelske soldater omringede en bygning i forbindelse med deres eftersøgning efter Mohammad Seder – den lokale leder af Islamisk Jihads væbnede fløj. Under aktionen hørtes skudvekslinger og eksplosioner i området.
En repræsentant for Islamisk Jihad sagde, at liget af Seder senere blev fundet i bygningen.
Israelske militærkilder sagde, at Seder var mistænkt for at stå bag et bilbombeangreb, som kostede 21 mennesker livet.ritzau

Libyen: Frankrig blokerer aftale
*Libyens ambassadør i Storbritannien bekræftede i går, at der var indgået en aftale om at udbetale erstatning til ofrene for Lockerbie-bomben i 1988. Han sagde videre, at Frankrig har truet med at modsætte sig ophævelsen af FN’s sanktioner mod Libyen, hvilket er helt afgørende for aftalen.
Den franske udenrigsminister, Dominique de Villepin, ringede til sin libyske kollega, Abdel Rahman Chalgam, onsdag og truede med, at Frankrig ville blokere for ophævelsen, hvis ikke Frankrig modtog kompensation i UTA-affæren, sagde ambassadør Mohammed al-Zouai.
Frankrig henviser til en eksplosion i 1989 over Niger i et fly fra det franske flyselskab UTA. De 170 ombordværende blev alle dræbt.
»Vi er nået frem til en aftale (med Lockerbie-ofrenes pårørende), og ifølge planen udbetaler vi pengene fredag, og så ville sanktionerne blive hævet mandag eller tirsdag. Men den franske trussel vil blokere for udbetalingen af pengene,« sagde ambassadøren. ritzau

3.000 døde af hede i Frankrig
*Op mod 3.000 mennesker kan have mistet livet i Frankrig som følge af de seneste to ugers hedebølge, oplyste det franske sundhedsministerium i går.
»Antallet er højt, måske endda meget højt. Vi kan nu omtale det, som skete, som en sand epidemi med alt, hvad det indebærer, når det gælder antallet af ofre,« sagde sundhedsminister Jean-Francois Mattei til fransk radio. ritzau

Moses Blah mødes med rebeller
*Liberias nye præsident, Moses Blah, skulle i går mødes i Ghana med de oprørsstyrker, der har kontrol over 75 procent af landet. Det oplyser Liberias udenrigsminister, Lewis Brown.
Samtidig blev amerikanske marinesoldater sat i land i Liberia for at bistå de fredsdbevarende styrker fra Vestafrika med at sikre havnen i hovedstaden Monrovia. Havnen er vigtig for at kunne få nødhjælp frem. Op mod 200 amerikanske soldater ventes landsat.
Moses Blah overtog posten som regeringsleder efter Charles Taylor, der mandag forlod landet efter internationalt pres.
ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her