LOKALT
Haarder foreslår indrejsekaution
*Først sætter man pigtråd op omkring Danmark. Bagefter laver man et lille hul, som kun de rige kan komme igennem. Sådan beskriver SFs integrationsordfører, Kamal Qureshi, forslaget om at indføre kaution til gengæld for at udlevere besøgsvisum til de såkaldte risikolande.
Integrationsminister Bertel Haarder (V) foreslog i går i Berlingske Tidende, at danskere, der i dag ikke kan få besøg af udenlandske familiemedlemmer eller venner, fremover skal lægge 50.000 kroner for et besøgsvisum. Pengene skal sikre, at værten er interesseret i, at gæsterne også tager hjem igen.
»Visumreglerne skal lempes for almindelige mennesker, der gerne vil have besøg af personer fra risikolande. Lempelsen vil bestå i, at de i visse tilfælde, hvor de ellers ikke kunne få det, kan opnå visum til personerne mod at stille en garanti,« siger Bertel Haarder til Berlingske Tidende.
14-årigs forsvinden måske planlagt
*Den forsvundne Benjamin Cordes på 14 år fra Albertslund havde muligvis brugt internettet til at planlægge at gå under jorden. Det er i hvert fald teorien hos Glostrup Politi, der har undersøgt drengens computer. Her kunne efterforskerne bl.a. konstatere, at den 14-årige ihærdigt har søgt informationer om, hvad der sker, når politiet eftersøger folk. Oplysningerne fra computeren understøtter teorien om, at han planlagde sin forsvinden. Den 14-årige blev sidst med sikkerhed set onsdag aften ved 21-tiden.TV2
Gyldendal indleder spareplan
*Utilfredsstillende resultater i GB-forlagene, der er datterselskab af forlaget Gyldendal, har ført til en omfattende spareplan, meddeler Gyldendal.
»Det gør det nødvendigt at reducere selskabets omkostninger og at foretage organisatoriske ændringer, som desværre betyder, at et antal medarbejdere vil blive afskediget, står der i en børsmeddelelse.
Ændringerne betyder, at direktør Ole Knudsen efter eget ønske fratræder sin stilling hos GB-forlagene for at tiltræde en nyoprettet stilling i moderselskabet. Knudsen fik ellers for nylig udvidet sit ansvarsområde, så det både kom til at omfatte forlagene Forum og Fremad. Datterselskabets administrerende direktør, Eric C. Lindgren, fortsætter som hidtil.
GB-forlagene består af Forum, Fremad, Høst & Søn, Rosinante og Samleren. ritzau/Inf.
Bæverens danske fremtid for retten
*Efter flere og langvarige tilløb tog Vestre Landsret i går hul på en usædvanlig retssag, der vil afgøre bæverens videre skæbne i den danske natur.
Efter at bæveren havde været uddød i Danmark i omkring 2.000 år genudsatte Skov- og Naturstyrelsen i 1999 18 importerede bævere ved Flynder Å i Klosterheden Statsskovdistrikt i Nordvestjylland med det formål, at de skulle brede sig igen i den danske natur. Men Danmarks Sportsfiskerforbund vil have underkendt udsætningen og alle bæverne genindfanget.
Bestanden er på få år vokset til mindst 45 dyr fordelt på 11 bæverfamilier. ritzau
GLOBALT
Soldater dræbte to irakiske politifolk
*Amerikanske soldater skød og dræbte en irakisk politimand lørdag i Iraks hovedstad Bagdad i den tro, at han var en angriber. De dræbte endnu en politimand, da han forsøgte at overgive sig til dem, mens de gennembankede en tredje mand, oplyste et vidne.
De tre irakiske politimænd skød fra deres umarkerede og civilt udseende politibil mod en mistænkelig bil, som de jagtede gennem Bagdads gader, da de amerikanske soldater åbnede ild mod dem, siger politiofficeren Hamza Hilal Nahi, der kørte politibilen under ulykken. Det amerikanske militær meddeler, at der har været en »episode«, men kan ikke give yderligere oplysninger om, hvad der er sket.
Muayad Farhan, der er næstkommanderende på den politistation, hvorfra de dræbte betjente arbejdede, bekræfter over for nyhedsbureauet AFP, at to af hans betjente er blevet dræbt af amerikanske soldater.
I går blev desuden en amerikansk soldat dræbt, mens to andre blev såret, da en bombe eksploderede i den irakiske by Baquba, 66 kilometer nordøst for hovedstaden Bagdad, oplyser det amerikanske militær.
ritzau
Optrapning i Sydlibanon
*Israelske krigsfly fløj natten til mandag i en magtdemonstra-
tion hen over den libanesiske hovedstad, Beirut, og de sydlige forstæder. Det skete, efter at en israeler blev dræbt og fem andre såret, da den militante libanesiske Hizbollah-milits søndag for anden gang på tre dage affyrede granater hen over grænsen til Israel. Sammenstødet kom efter syv måneders relativ ro i grænseområdet.
Der kunne høres et mægtigt brag over Beirut, og udløste panik blandt indbyggerne. Men en Hizbollah-talsmand i det sydlige Beirut, hvor mange ledende medlemmer af gruppen befinder sig, sagde til det tyske nyhedsbureau dpa, at de israelske fly blot gennembrød lydmuren. De foretog ingen angreb under overflyvningen. I Beirut sagde en libanesisk regeringstalsmand, at Libanon har protesteret til FNs Sikkerhedsråd over de israelske »aggressioner og trusler og fortsatte krænkelser af luftrummet«.ritzau
NATO overtager i Afghanistan
*NATO overtog i går kommandoen over den internationale fredsbevarende styrke i Afghanistan i den vestlige alliances første operation uden for Europa.
Den vestlige alliance fik overdraget kommandoen for ISAF-styrken ved en ceremoni, som blev overværet af blandt andre den afghanske præsident, Hamid Karzai, den tyske forsvarsminister, Peter Struck, samt en række højtstående NATO-repræsentanter. NATO overtager ansvaret for styrken på i alt 4.600 mand på et tidspunkt, hvor den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er blevet forværret, og hvor der er blevet fremsat advarsler om, at Taleban-militsen er ved at omgruppere sig.
»Der er stadig meget at gøre her. Afghanistan må ikke igen falde tilbage i anarki og kaos. Afghanistan må ikke igen blive et hjem for global terrorisme, som det var tilfældet under Taliban, sagde den tyske forsvarsminister. ritzau