Læsetid: 4 min.

Lunde og Lenin og kulturradikalismen

Hvad sigter de borgerlige efter, når de advarer mod kulturradikalisme?
13. august 2003

KOMMENTAR
Liv efter døden: Kulturradikalismen bliver større og større og vigtigere og vigtigere. Som den helt store taber. Kulturradikalismen tabte valget i 2001. Kulturradikalismen faldt med Berlinmuren. Kulturradikalismen ødelagde folkeskolen, og det var kulturradikalismens skyld, at danskerne var for blødsødne over for flygtninge og indvandrere. Kulturradikalismen omfatter i denne optik: marxisme, socialdemokratisme, fodnotepolitik, kapitalismekritik, seksuel frigørelse, modernistisk kunst, fremskridtsoptimisme, overdreven tolerance og tro på det enkelte menneske som et frit og selvrealiserende individ. Det ligner en karikatur. Men det er ikke desto mindre den version af kulturradikalismen, som Søren Krarup har ventileret i mere end 30 år. Kulturradikalisme betyder, ifølge Krarup, at man tror på historien som menneskeskabt og mennesket som historieskabt. Man tror på udviklingen og ikke på Gud. Historien bliver guddommeliggjort. Kristendommen erklæres reaktionær og kulturradikalismen progressiv. Det gode peger fremad, og det dårlige afskaffer det kulturradikale vi, som man afliver rotter med gift. Søren Krarup har formuleret den afgørende modsætning i kronik i Jyllands-Posten:
»Hvad gør kulturradikalismen? Den finder på begrebet fundamentalisme som den bekvemme samlebetegnelse, der gør det muligt at fortsætte bevidstløst i den gamle modsætning: Fremskridt kontra reaktion.«

Lunde og Lenin
Den inklusive forståelse af kulturradikalisme er ikke længere Krarups tidehvervske privilegium. Den huserer nu bredt og borgerligt. Ligesom de glade 68-ere lukkede dialoger ved at kalde deres modstandere for fascister, bruger borgerlige nu henvisningen til kulturradikalismen som falliterklæring. Man peger på den der taler i stedet for at forholde sig til det sagte. Eller mere præcist: Man tilbagefører det sagte på den der taler ved at udstille den anden som uansvarlig og illegitim.
De kulturradikale kaldte andre for fascister. Nu beskylder de borgerlige deres modstandere for at være kulturradikale. De to strategier kolliderede i sidste uge i en udveksling mellem Berlingske Tidende og Politiken.
Det startede med en leder i Berlingske Tidende som tilsluttede sig momenter i Dansk Folkepartis forslag om begrænsning af hovedbeklædning i folkeskolen. Politiken replicerede med en leder, der under overskriften »Under tærsklen« beklagede at »landets ældste, konservative avis... i disse måneder tager ekstremismens parti.« Og konkluderede, at »Det er sjældent, at en dansk avisleder formår at lade vås og intolerance gå op i så uskøn en helhed.«
Niels Lunde som er chefredaktør på Berlingske Tidende, svarede med et attentat på Politikens kulturradikalisme. Som han skrev:
»Den kulturradikale selvforståelse har været, at man havde ret. Politiken var organet for den højeste oplysning. Som kulturradikal udøver man kritik, som regel af mennesker, man opfatter som småborgerlige og reaktionære. Man har patent på sandheden. Men tiden er løbet fra jer, kære venner. I tog fejl, simpelthen.«
Lunde bogfører kulturradikalismens elendigheder. De kulturradikale undervurderede den frie markedsøkonomi som forudsætning for frie samfund og de kulturradikale tog fejl af Ronald Reagans USA, der ’tvang kommunismen i knæ’. De kulturradikale tog fejl i udlændingespørgsmålet, og de tager fejl, når de kritiserer USA’s krig i Irak. Og Lunde pointerer triumferende:
»Det er efterhånden almindelig kendt, at kulturradikalismen har overlevet sig selv. Tiden er løbet fra den. I dag er det kulturradikalismen, der slæber med fødderne, den repræsenterer det provinsielle.«
Lunde argumenterer efter præcis samme skema, som Krarup udpegede som kulturradikalt. Han gør sig selv til progressiv og de kulturradikale til reaktionære. Som en anden vulgærmarxist vil han erstatte Politikens ’falske bevidsthed’ med ’indsigt i historiens naturlove’. Det er Lenin i 1917, men det lyder som Lunde: »Det er ofte sket, at når historien radikalt skifter kurs, har selv progressive mennesker og partier i en periode været ude af stand til at tilpasse sig den nye situation. De har gentaget slogans, som tidligere havde mening, men som nu har mistet betydningen.«

Ureflekteret
Lunde tager patent på sin egen sandhed. Ikke alene baserer han sin ureflekterede og ufunderede argumentation på både kulturradikale og kommunistiske præmisser.
Han overser samtidig at både en kommunist som Hans Scherfig og siden en radikaler som Villy Sørensen udfoldede en pointeret og præcis kritik af kulturradikalismen som henholdsvis forkælet borgerlig ideologi og naiv grænseløs fremskridtsoptimisme. Endelig råber Lunde så højt at han ikke kan se, at den måske afgørende konflikt i udlændingespørgsmålet: Det er netop det kulturradikale anti-autoritære frisind og det kulturradikale ligestillingsprojekt, der finder autoritære islamiske familiestrukturer og livsformer uacceptable. Det islamiske individ er ikke kulturradikalt frigjort som os og kvinden er undertrykt.
Der er basis for kritik af kulturradikalismen: Den promenerer frisind for ligestillede, men ikke over for de andre. Det kulturradikale fornuftsbegreb er, som Poul Vad har bemærket, snævert og hygiejnisk. Det overser at oplysningsprojektet fra starten udfoldede både tiltro til fornuften og erkendelse af fornuftens grænse. Som Voltaire sagde: Hvis vi ikke allerede havde Gud, var vi blevet nødt til at opfinde en.
Men det er nuancer som Berlingske Tidendes chefredaktør slet ikke kan se i sin sejrsjubel. Det er en dumhed som i sidste instans vil ekskludere alt andet end det for tiden bestående som ’kulturradikalt’. Uden at fatte at meget af det dominerende netop må og skal kritiseres som kulturradikalisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu