Læsetid: 2 min.

Lyden af Langtbortistan

20. august 2003

Spot
I Beatles-filmen Help er der en scene, hvor hindu-musikere spiller sitar – på Bahamas. Ideen var vist nok instruktørens, men hvad der for ham bare var en gimmick, skulle for George Harrison blive ouverturen til en livsomvæltende besættelse. Sitaren blev hovedinstrumentet på lydsporet til hans liv. Og havde det ikke været for den film, var Ravi Shankar sikkert forblevet en hemmelighed for alle andre end de millioner af indere, der kendte ham bedre end de kendte The Beatles.
Harrison lærte sig sitarspil til husbehov, og brugte første gang den nordindiske langhalslut med op til syv strenge på »Norwegian Wood.«. Lyden gav genklang i resten af rocken, fordi den signalerede noget eksotisk og derfor rent og ophøjet. Og stod vældigt godt til batikfarver, jesus-sandaler, glasperler og sjov tobak.
I 1966 blev Harrison introduceret til sitar-traditionens fornemmeste viderefører, Ravi Shankar, og det førte igen til, at Beatlen tog på et langt studieophold i Himalaya for at lære at spille sitar og lade det smitte af på sit sind. Begge dele var ikke uden indflydelse på, at brudfladerne i The Beatles tog til i synlighed. Men lyden af Langtbortistan fik også stor indflydelse på musikere som The Byrds, Jimmy Page og især Jimi Hendrix, der hørte en lige linje fra Nordindien til Coltrane (som Shankar også underviste)
Shankar selv forstod aldrig helt, hvad hippierne ville med ham. Kostelig er scenen fra Monterey-festivalen i 1967, hvor Shankar og hans musikere, den legendariske tablaspiller Ali Akhbar Khan og datteren Annapurna Devi på tambura, var programsat en søvnig søndag eftermiddag og gik på uden introduktion. Da de standsede efter et stykke tid, brød jubelen løs. Shankar mobiliserede al sin indiske høflighed: »Jeg håber I kan lide musikken lige så godt som I kunne lide, at vi stemte instrumenterne ...«

Shankar måtte høre en del derhjemme for sin åbenhed over for rocken, som dog altid tog mere fra ham end omvendt – for nu at sige det mildt. Han blev beskyldt for at sælge ud af puristerne i det klassiske indiske musikmiljø, hvor han siden slutningen af Anden Verdenskrig har været en samlende skikkelse. Det gik ham nu aldrig på. Han vidste kritikerne tog fejl, også når de bebrejdede ham hans samarbejde med filminstruktøren Satyajit Ray. Hvis indisk musik var så universel, kunne den nok også overleve at blive omfavnet af både filmskabere og vestlige unge på jagt efter noget oprindelighed.
Den sidste snes år er verdensmusikken blevet en vigtig faktor. Genrebetegnelsen er bare den hvide mands fællesbetegnelse for en mangfoldighed, vi håner ved at rumme i et enkelt begreb. Verdensmusikken er i dag en selvfølge, og sitarklange en del af ethvert børnekeyboard. Det er Ravi Shankars ’skyld’, men hans musik overlever. Og selv unge pladekøbere kommer indirekte i kontakt med ham. Nemlig når de hører en af tidens populæreste stemmer Norah Jones. Hun er datter af den nu 83-årige Shankar.

*DR1 kl. 13.05: Koncert med Ravi Shankar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu