Læsetid: 4 min.

Lykkeland findes

Amerikanske familieværdier på Kanal Zap
29. august 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
Jamen selvfølgelig har vi da et tv-apparat med fjernbetjening, det har vi da. Vi købte det for et lille års tid siden, et lille 14-tommers, men rigtig fiks, faktisk. 30 kanaler på zaphold. Det stod inde i stuen, og f.eks. i vinters svinehyggede familiefaderen sig med Svensk TV4, der udsendte den endeløse beretning om livet i den lille danske småstaden Korsbäck.
Men det gode varer ikke bare sådan ved. Pludselig blev Mads Andersen Skjern, manden nedefra, udnævnt til konsul og kunne lune sig ved tanken i familien Varnæs skød, akja, men ikke nok med det: om ikke pludseligt, så dog umisforståeligt forsvandt det splinternye tv-apparat også fra den hyggelige stue.

I verdens centrum
Husets yngste datter neglede det, det passede så fint til hendes værelse, syntes hun. Det gamle var vel sådan set også godt nok til os andre? Det er en lidt ældre model – uden fjernbetjening – der ikke kan holde på alle de 30 kanaler, men hvad skal man også med Pro7 og RTLII? Så sjovt er det heller ikke at se Bunkepul i Oberbayern, med den slangekrøllede, blonde Heidi i den fint udskårne egetræsseng, krydret med indlagte reklamer for Dresner Bank. Så hva’ faen.
På kanalen TVDanmark2 har de noget, der hedder Lokalrapporten. Hernede i verdens absolutte centrum, i alt fald hvad angår ånd og kultur, er det jo så nyheder fra Lolland og Falster. Og hvad kan man så fortælle udenbys folk om det? Ikke meget, de vil alligevel ikke kunne forstå det.
Men ved en bestemt lejlighed så jeg da vejrudsigten læst kyndigt op af en ganske ung mand, der uden tvivl havde været på kursus for at lære, hvordan man læser vejrudsigten op i tv. Han slap skam glimrende fra det, bestemt. Problemet var bare, at det var vejrudsigten fra dagen før, han leverede velindstuderet mimik og gestik til. Men han var både dygtig og sympatisk, så hva’ faen.
Men storkanalen Kanal Zap, som jo er den, det drejer sig om, gør sig nu ellers mest i amerikanske familieværdier. Amerikanerne er gode til den slags, næsten især til små tv-serier i 762 afsnit, med genudsendelse samme dag få timer senere, så alle kan få det hele med. En af serierne hedder Will og Grace, den er egentlig ok. Ja, selvfølgelig er det noget lort, men en vis ok-hed kan man vel godt tale om?
Den ene af titelpersonerne, Will, er – for nu at sige det rent ud – af anderledes seksuel orientering end de forenede staters store, tavse flertal, mens den anden, Grace, ligner en frisørreklame fra 1962. Man kan ikke sige, at de er kærester, fordi Will jo – og Grace altså ikke, hvis man forstår – men noget der ligner. Det kommer der en del sjov ud af. Så er der en lille fyr, som jeg ikke kan huske, hvad hedder, men han er i den grad homo, »I’m ho-mo«, siger han selv, når han kommer ind ad døren hos Will. Af type er den lille fyr bundfordærvet, han elsker dyre gaver og gider ikke arbejde, men han er ret charmerende. Og det må man vel sige også er en slags amerikansk familieværdi, så hva’ faen.

Eastwood taler tysk
En anden kanal, som man kan zappe hen til efter behov, er den amerikanske TCM, der sender nye og gamle spillefilm fra tidlig aften og til den lyse morgen. Af og til film, som man ikke ville kunne se andre steder, og som kan være ganske gode. Men på en almindelig hverdagsaften er det nu mest én og samme film de sender, nemlig Roman Polanskis Vampyrernes nat, som er den eneste decideret elendige film, den polske mester overhovedet har lavet. Den er sikkert billig i afgifter, det må være derfor.
Husets datter løb også med den nordtyske kanal NDR, det var sådan set lidt ærgerligt, for de sendte – det gjorde de da engang – film hver mandag aften, meget tit vældig gode film. Ganske vist med tysk tale, de holder nu engang så meget af deres modersmål dernede, men film er jo også bare film, især film i fjernsynet er bare film, og når det nu ikke kan være anderledes, så må man leve med Clint Eastwood som tysktalende. Det ville jo også være hans modersmål, hvis han var tysker eller østriger ligesom Arnold Schwarzenegger. Så hva’ faen.
Men det var de amerikanske familieværdier, vi kom fra. Man kan ikke lade være med at blive imponeret: Hold kæft, hvor er de gode til det tårevædede derovre! Til det inderlige og den garanteret ægte – og ikke så lidt fotogene – oprigtige kærlighed mellem forældre og børn. De bor også pænt, vældig pænt. Det eneste, de faktisk ikke rigtig kan finde ud af, er at spise med både kniv og gaffel. Det ser lidt bondsk ud, hvis man må ytre en enkelt europæisk fordom. Men på den anden side: hva’ faen.

Så hva’ faen
Man kan få det hele morgen, middag og aften. Og natten med. På Kanal Zap. Amerikanske teenagere i alt for store bukser, hvis det er drenge, og næsten alt for nuttede, hvis det er tøsebørn. Man kan få den solide skatteborgerfar i ternet skjorte og mandig, resigneret humor. Mor er der også, hun har en helt blank frisure og en makeup, der kan modstå enhver ydre påvirkning. Så hvad beklager man sig over – hvis man altså beklager sig?
Lykkeland findes jo, det er bare at tænde for billedkværnen – med eller uden fjernbetjening. De kulturradikale og alle dem, you know, kan sidde i en krog og føle sig forurettede over, at der foreløbig ikke er planer om at genudsende Landbrugsmagasinet med Poul Jørgensen. Men snart begynder der en ny omgang Gillmore Girls. Og Friends og Frasier skulle vel også nok kunne holde et par sæsoner endnu.
Så hva’ faen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her