Læsetid: 4 min.

Et maleri, et museum

I foråret 1989 åbnede DDR et kunstmuseum som hyldest til oprør og bondestand. Få måneder efter lukkede DDR
18. august 2003

Mærkværdige museer
BAD FRANKENHAUSEN – Den runde bygning på toppen af bakken kan ses på lang afstand. ’Elefantklosettet’ hedder den i folkemunde – en uretfærdig betegnelse.
I virkeligheden er der tale om et kunstmuseum, hvis indvendige væg er optaget af blot et eneste billede. Maleren Werner Tübkes lærred er 14 meter højt, 123 meter langt og ophængt som en cylinder. Museumsgæsterne betræder udstillingssalen via en trappe, i mørke. Når alle er på plads, tænder museumsguiden for lyset og afslører et gigantisk billedbombardement med tusindvis af detaljer.
Med sine 1.722 kvadratmeter må oliemaleriet i Bad Frankenhausen kvalificere sig til titlen som verdens største oliemaleri, det mener kustoden i hvert fald.
Hvis verden havde været retfærdig, ville Werner Tübke ikke blot være kendt som gigantmaleren, han havde måske også fået en fremtrædende placering i kunsthistorie. Men sådan gik det ikke. Verden ignorerer Tübkes værk, for han blev betalt af den østtyske stat.

Ideologisk alibi
DDR-regimet var sig bevidst om, at den tyske socialisme ikke blev indført efter de marxistisk-leninistiske forskrifter. Det Socialistiske Enhedsparti (SED) havde ingen sejrrig revolution at legitimere sin magt med, regimet var indsat i 1949 af Sovjet.
Man kan opfatte det som ideologisk forfængelighed, en skæmmende plet på ledernes skjortebryst var det under alle omstændigheder.
Alligevel rummede tysk historie håb. I begyndelsen af 1500-tallet ulmede oprøret i Mellemtyskland. Reformationen var i gang, og parallelt med Luthers kirkelige oprør sluttede bønderne sig sammen i kampen mod herremændene.
I maj 1525 trak det sammen til det endelige slag mellem bønder og undertrykkere i bakkerne over Bad Frankenhausen. Den 15. maj blev en rædselsfuld dag, 6.000 oprørere blev massakreret, blodet drev ned af bakken. Og de næste hundreder af år var der aldrig ballade med tyske bønder.
Kunne man måske forestille sig at tolke DDR som en – ganske vist sen – fuldbyrdelse af Bondekrigen i 1525? En østtysk historikerkonference i 1960 mente ja.
I 1972 besluttede kulturudvalget under SED’s centralkommité, at Bondekrigen skulle markeres med »et historisk øjebliksbillede af kampen mellem folket og feudalmagtens militrære kræfter.« Konceptet skulle være et panorama, en billedlig dramatisering efter sovjetisk forbillede.
Efter to år påtog Werner Tübke sig opgaven – han stillede dog et par betingelser, før han forlod stillingen som rektor for Højskolen for Grafik og Bogkunst i Leipzig: For det første nægtede han at lave »en pædagogoisk illustration af begivenheden«, og han sikrede sig mod utidig indblanding fra regimet. Hvis man accepterede hans udkast, ville han have frie hænder til at fuldføre det.
Formentlig havde Tübke allerede på dette tidspunkt erkendt, at panoramaet kunne blive hans chance for at skabe et storværk i kunsthistorien.
Kulturudvalget accepterede hans krav og stillede et hold historikere til hans rådighed. De forsynede ham med specialviden om middelalderen, samtidig studerede han datidens træsnit og malerier. Med alle sine sanser opsugede han epokens kunst og historie – og tegnede stabler af arbejdsskitser.
Historien, de gamle mestre, træsnittene, hans egne ideer – alt flød sammen i en seks år lang arbejdsrus.

12 års arbejde
»Nøjagtigheden i detaljen er forbløffende,« medgav en historikerkommission i vurderingen af Tübkes udkast, der var 10 meter langt. Dog var kommissionen bekymret for, om museumsgæsterne ville forstå maleriet, der på ingen måde levede op til DDR-kunstens socialrealistiske hovedretning.
Skildringen af Bondekrigens gav han ganske lidt plads, langt mere havde Tübke lavet en illustration af senmiddelalderen iblandet citater fra datidens mestre samt folkelige myter, overtro og historiske personer.
Selv om kulturudvalget havde al mulig grund til at afvise udkastet, skete det ikke. 1982 ankom lærredet fra et specialvæveri i Sovjet. Der skulle 54 mænd til at hænge det 1,1 ton tunge stof op på plads. Ved hjælp af projektorer kalkerede Tübke sit udkast op på lærredet, herefter begyndte han sammen med tre assistenter at male.
Den 16. oktober 1997, 12 år efter starten, kunne han endelig sætte sin signatur under værket, og efter yderligere to år var museet også færdigindrettet.
Resultatet af 12 års arbejde var overvældende, selv om det ikke levede op til SED’s forventninger. Måske var det derfor, Erich Honecker holdt sig borte fra ferniseringen og overlod sine officielle pligter til SED’s chefideolog Kurt Hager.
»Som bøndernes fjender handlede i 1525, sådan handler ledelsen af Vesttyskland i dag,« svang han sig op til at sige.
For at museumsgæsterne kunne begribe maleriet på den ideologisk rigtige måde, havde man ansat guider – til Tübkes store forbitrelse. Han ville ikke forklares.
»Mit arbejde skal ikke give indsigt eller vække en bestemt opmærksomhed. Det er l’art pour l’art,« forklarede han, men guiderne kunne han ikke slippe for.

Delte meninger
Megen glæde fik DDR ikke af millioninvesteringen. Få måneder efter indvielsen i Bad Frankenhausen faldt Muren og ’den første socialistiske stat på tysk jord’ gik i opløsning.
Tübkes maleri, der ikke havde vundet den store anerkendelse i DDR, blev i det genforenede Tyskland betragtet som statskunst, usselt bestillingsarbejde. Den nyetablerede delstat Thüringen skar drastisk ned i museets bevillinger, hovedparten af de ansatte blev fyret.
Gamle venner vendte sig også mod maleriet, blandt dem avisen Junge Welt, indtil genforeningen organ for den østtyske ungdomsorganisation Freie Deutsche Jugend.Førhen havde avisen omtalt værket med den foreskrevne
respekt, nu var partibåndene kappet, og avisen kunne endelig skrive, hvad den selv mente.
En »hestemarkedsattraktion« havde Tübke lavet. »Øjet finder ingen ro og farer hektisk henover det grelle, oplyste billede,« hersede avisen.
Men det behøver ikke være den endelige dom over Tübkes panorama. Kunstkritikeren Eduard Beucamp fra Frankfurter Allgemeine fandt allerede i 1989 maleriet »æstetisk vejrbetandigt« og »uafhængigt af de betingelser, det opstod under«: »Denne kunst er mindst lige så vigtig som den vesttyske.«

*www.panorama-museum.de

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu