Læsetid: 5 min.

Mens vi lever

Nærvær har åbenbart altid været en mangelvare, det har ikke kun noget med den moderne verden at gøre
15. august 2003

(2. sektion)

Dag for dag
1.
Mens min gode ven, lektoren, fisker efter hornfisk og makrel, underholder jeg med dæmpet – og af og til mumlende – sang. Lidt C.V. Jørgensen her, lidt Sebastian dér. Et par afstikkere i den internationale afdeling pyntet med forsøg på at croone. Vi befinder os i en robåd knap 100 meter fra kysten i Gl. Skagen, og klientellet af børnefamilier er blevet afløst af seniorlykke. Skoleferien er forbi. Om aftenen kan man gå ned til solnedgangskiosken og se … solen … gå … ned. Et fænomen, der udløser klapsalver. Kan man det? Klappe, når solen går ned? Lektoren kommer i tanke om Xerxes, perserkongen, der, efter at hele hans flåde var blæst væk i en storm, besluttede sig for at tildele havet 1.000 piskeslag som straf. Det har nok gjort ondt.
Kronprinsens næsten-forlovelser gør også ondt, især når (engang) seriøse medier som TV-avisen, Politiken og Berlingske Tidende ikke holder sig for gode til, nå ja, noget som helst. Ekstra nyhedsudsendelser, helt ærligt. Der er ikke engang kommet en pressemeddelelse (og hvis der nogensinde gør, bliver hysteriet nok så omfattende, at man må overveje at blive republikaner. Selv kongefamilien må da have fået nok).

2.
Ugens lekture består af Senecas lille pamflet Om livets korthed oversat af Villy Sørensen. Vejret er næsten for godt til at sidde og læse i skyggen, men sådan er det: The show must go on. Og ifølge Seneca er det et show, der har stået på temmelig længe. Morsomt er det i hvert fald at læse hans beskrivelse af sine samtidige romere. Hvis ikke folk er besat af gerrighed og nyttesløst arbejde, får de tiden til at gå med at efterstræbe andres lod eller beklage deres eget. De fleste tumler overfladisk, vankelmodigt og misfornøjet fra det ene halvfærdige projekt til det andet. Seneca er ikke i tvivl: Det er en lille del af livet, vi lever. Sådan var det dengang, sådan er det nu. Man finder sig ikke i, at nogen sætter sig i besiddelse af ens levebrød, men ens tid er man ikke så nøjeregnende med: Man ødsler den gerne bort med tom selskabelighed, ligegyldige bekymringer. Når alle: ægtefæller, børn, slaver og husdyr har fået deres – er der næsten ingenting tilbage. Ikke så mærkeligt, at de fleste mennesker dør umodne. Skriver Seneca.

3.
Anders Fogh er kommet tilbage fra ferie og nedlader sig til at svare på spørgsmål om Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Det er sjældent, at ministre er helt så arrogante som i den nuværende (skamløst borgerlige, reaktionær-liberale) regering: Bare fordi jeg er folkevalgt, står jeg da ikke til regnskab for nogen.
Anders Fogh forklarer nådigt, at det egentlig er lige meget med alt dette juristeri, for »alle« var jo enige om, at Saddam var en sikkerhedsrisiko i området, og hvem ved, måske finder man ligefrem masseødelæggelsesvåben en dag. Om grundlaget for at gå i krig nu også var i orden, er egentlig uden praktisk relevans, for det er resultatet, der tæller.
Fogh udtrykker det meget klart: »Jeg tror, de fleste synes, det er dejligt, at Saddam er væk«. Ja. Og endnu flere ville synes, det var dejligt, hvis vi havde regeringsledere, vi kunne stole på. Før krigen vidste Anders Fogh, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak. Ved han stadig det? Næ, Anders Fogh ved end ikke, hvorfor der stadig er nogen, der interesserer sig for den sag.
»De, der nu går så højt op i grundlaget for at få Saddam væk, ønsker de Saddam tilbage?« spørger statsministeren retorisk. Det er den slags enten/eller-tænkning, der afslører, at han har tilbragt for meget tid i selskab med Pia Kjærsgaard. Man kunne faktisk tænke sig en krig, som var både nødvendig og retfærdiggjort. Men krigen i Irak var tilsyneladende ingen af delene.

4.
Efter en kort kantareljagt på et hemmeligt sted viser det sig, at jeg i lektorens øjne er steget i graderne. Jeg er i hvert fald kommet i besiddelse af fiskestangen. Vi befinder os igen i en robåd 100 meter fra stranden, og store, faretruende brandmænd med meterlange tråde passerer ind under vores robåd, der er lige så søsikker som en nøddeskal. Der er stille på vandet og tid til at tænke.
Seneca harcelerer over alle dem, der har travlt. Man kan fylde nok så meget på et liv, hvis der ikke er nogen beholder til at modtage og rumme det, vil tiden altid føles (for) kort. Således er det lige meget, hvor meget tid man har til sin rådighed, hvis ikke tiden har noget sted at bundfælde sig. Angrebne og hullede sjæle forsvinder tiden lige igennem, det er sikkert og vist.
Men bare fordi man ikke har travlt, skal man ikke føle sig for sikker. Man kan sagtens have travlt med ingenting. Mode, shopping, frisørbesøg (hele overklassens arsenal af ’beskæftigelse’) er ifølge Seneca blot at have travlt med ingenting. Selskaber, brydekampe, hestevæddeløb: Det er alt sammen inderligt ligegyldigt og uden betydning for det frie menneske. Fri og modesyg? Fri og spillegal? Selvfølgelig ikke. Gad vide, om det frie menneske fisker.

5.
Man må ikke slå på dem, der ligger ned, det er noget, man lærer i skolegården. Men statsministeren må godt (endnu engang) lange ud efter indvandrerne, som gør alt forkert. Det er snart lige så simpelt at være dansker, som det er at være amerikaner: Nogle gør alting forkert, andre gør alting rigtigt. Da Bush blev enig med sig selv om, at der var noget, der hed ’ondskabens akse’, omtalte han harmdirrende og forurettet nordkoreanerne som nogle, der 1) udvikler masseødelæggelsesvåben 2) sulter deres egen befolkning. Hvor ond kan man være! Men hvem er det nu, der har verdens allerstørste arsenal af masseødelæggelsesvåben? Og var Jacob Holdts Amerikanske billeder egentlig det rene fup?

6.
Folk vil hele tiden være i en anden tid end den, de er i, skriver Seneca. Når de skal dø, vil de være unge, når de er unge, udsætter de livet, til børnene er vokset op, og pensionsalderen indfinder sig. Hvis man er alene, udsætter man livet til den dag, man er to, hvis man er to, venter man utålmodigt på, at børnene kommer i institutionsalderen. .

7.
USA har åbenbart brugt napalm i Irak. Når Pentagon tidligere har benægtet, skyldes det, at der er tale om en opdateret version, nemlig en såkaldt Mark 77-bombe som indeholder napalm. Og det er jo noget helt andet. Det er jo noget helt andet. Noget helt andet. Helt andet. Andet. Det er i hvert fald ikke det samme som i Vietnam.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her