Læsetid: 5 min.

Mens mediegiganterne slås for Bush og Rumsfeld …

... blomstrer alternativerne til den patriotiske Irak-dækning i et parallel-univers på internettet
22. august 2003

(2. sektion)

... blomstrer alternativerne til den patriotiske Irak-dækning i et parallel-univers
på internettet

Net-rødder
Jeg tror ikke, der nogensinde tidligere har været en så udtalt fri pressedækning, som I har oplevet det denne gang,« sagde USA’s forsvarsminister, Donald Rumsfeld, på et af sine mange pressemøder under Irak-krigens offensive fase.
»Der er foregået en utrolig grad af ’kissing ass’ (stuerent oversat: rygklapper-journalistik, red.). Det har været udbredt overalt i nyhedsorganisationerne,« sagde den frisprogede amerikanske medieanalytiker Michael Wolff efter offensivens afslutning.
D’herrer Rumsfeld og Wolff har ret. Begge to.
Ingen krig og ingen efterfølgende ’fred’ har været så intenst dækket som ’Operation Iraqi Freedom’. Vi var med hjemme foran fjernsynsapparaterne, da koalitionens styrker tordnede frem gennem ørknen. Vi var med, da de lå i ildkamp med irakiske stillinger. Vi var med, da Saddam-statuen væltede i Bagdad. Og vi var med, da vildfarne missiler slog civile og pressefolk ihjel.
Formidlingen skete med elektroners hastighed – en hel verdensoffentlighed var øjenvidner, når bomberne faldt og folk blev dræbt, senest da en selvmordsbombe ramte FN-kontoret i Bagdad midt under en tv-transmitteret pressekonference i denne uge.
Et enormt antal journalister og fotografer – heraf flere hundrede som ’embedded reporters’, indkapslede med de amerikanske og britiske styrker – var og er stadig i kamp- og konfliktzonen, hvorfra de med satellit- og videotelefoner har rapporteret simultant med begivenhederne. Mere virkelighedsnær og just-in-time kan nyhedsformidling i krig næppe blive.
Alligevel er Irak-dækningen blevet skældt ud for at være ensidig, manipuleret, ukritisk.

I USA søgte 87 procent af befolkningen ved krigens start information via tv, hvor Rupert Murdochs Fox News – med Stars & Stripes i studiet og en erklæret pro-krig-holdning – var størst af alle med gennemsnitlig 4,4 millioner amerikanske seere. Efter Fox fulgte CNN – delejet af militærproducenten General Electric – med 3,7 mio. seere og siden MSNBC med i snit 1,9 mio. seere. Det er stationer som disse – der også blev fulgt af millioner uden for USA – som Michael Wolff beskylder for at have »fulgt præsident Bushs fanesvingende dagsorden« i deres dækning.
Det uafhængige amerikanske mediecenter FAIR – Fairness & Accuracy In Reporting – analyserede i krigens første tre uger over 1.600 tv-indslag med personer, der udtalte sig til kamera om krigen. Analysen viste, at 71 procent af de amerikanske kilder var for krig i deres udsagn, mens bare tre procent var imod.
Uafhængige fredsorganisationer og græsrødder blev – når de en sjælden gang kom på skærmen – interviewet i korte, anonyme klip på gaden. FAIR hævder, at der ikke forekom et eneste regulært studieinterview med en krigsskeptisk person i de over 1.600 analyserede indslag.

Denne voldsomme slagside i holdningsformidlingen blev ledsaget af masser af dårlig, ukritisk og direkte fejlagtig journalistik – fra fronten såvel som i tv-studierne og på avisredaktionerne.
FAIR har ligesom andre medieanalytikere dokumenteret, hvordan offentligheden blev udsat for en endeløs række af forkerte nyheder om f.eks. fund af Saddam Husseins forbudte våben – falske udsagn af typen: »Stor kemisk våbenfabrik fundet i Irak« eller »Våben-egnet plutonium formentlig fundet ved irakisk atomkompleks (Fox-overskrifter den 23. marts og 11. april).
En af de fagfolk, der op til og under krigen talte om de forbudte våben som en kendsgerning og derfor anbefalede krig, var Irak-eksperten Kenneth Pollack fra det uafhængige Brookings Institution. Pollack har efter krigens slutning erkendt, at han simpelthen havde taget andres gentagne påstande for gode varer.
»Det var konsensus-holdningen i efterretningskredsene. At høre disse udsagn bragte mig til den konklusion, at ’hvis dette er situationen, så må vi altså gøre noget ved den karl’. Det var ikke mig, der fremsatte påstanden. Det var mig, der som en papegøje gentog de såkaldte eksperters påstand,« sagde Pollack for nylig.
FAIR siger, at mange journalister overtog »denne aura af sikkerhed fra en kreds af ’uafhængige’ eksperter, der gentog mantraet om Iraks skjul« af de forbudte våben og dermed skabte »en endeløs sløjfe af en selvforstærkende skræmmekampagne.«
»Ikke kun Det Hvide Hus, men også pressen må påtage sig en del af skylden, fordi vi før krigen forsømte at presse regeringen hårdt nok omkring eksistensen af våbnene,« skriver Joe Strupp, redaktør af udgivermagasinet Editor & Publisher.

Megen fejlagtig, ukritisk og partisk journalistik om krigen altså. Og bl.a. fejlagtig, fordi nutidens globale, simultane og indbyrdes konkurrerende nyhedsnetværk stiller sådanne krav om hurtighed i leveringen, at det ofte afskærer journalister fra grundig og kritisk research.
Alligevel har ikke kun Michael Wolff, men også Donald Rumsfeld ret. Omend måske på anden vis, end han selv forestiller sig.
For ved siden af den etablerede nyhedsformidling i de traditionelle medier gav Irak-krigen den globale offentlighed den første massive oplevelse af en internetdækket krig. Irak-krigens pressedækning var ikke fri i kraft af de indkapslede reportere, men langt mere i kraft af de myriader af uafhængige hjemmesider, internet-medier og ’war-blogs’, krigsdagbøger, der er skudt op med rekordfart og med det erklærede formål at skabe modvægt til den etablerede presses dækning.
En undersøgelse fra Pew Internet & American Life Project fortæller, at nok orienterede 87 procent af amerikanerne sig om krigen via tv, men hele 77 procent af dem, der kunne, orienterede sig samtidig på internettet. Selv om de fleste har logget sig ind på de store etablerede mediers websites, så vidner undersøgelsen om et skred i vanerne for informationssøgning, der gradvist kan åbne for et helt andet mediebillede og for meningsdannelse i et kritisk parallelunivers uden for de store mediekonglomeraters kontrol.
Hjemmesider som antiwar.com, occupationwatch.org, fair.org, thememoryhole.org, indymedia.org, commondreams.org og en række andre er spydspidser i en alternativ-offentlighed, der under Irak-krigen har givet internetbrugere helt nye muligheder for at opsøge frie og uafhængige nyhedskilder, analyser og meningstilkendegivelser.
I hvilken grad den ny netbårne offentlighed og dens nyhedskilder også kan flytte holdninger er for tidligt at sige. Pew-undersøgelsen siger, at kun seks procent af de amerikanske internetbrugere skiftede holdning til krigen via det, de læste på nettet, samt at flere krigsmodstandere end –tilhængere angiver at have fået deres holdning formet via internettet.
Vigtigst er, at internet-græsrødder, uafhængige journalister og politiske aktivister under Irak-krigen har skabt grundlaget for en friere, ukontrolleret meningsdannelse.
»Tillykke med dette uvurderlige bidrag til frihed, lighed, broderskab og i sidste ende vore kollektive menneskerettigheder,« skriver en bruger, Russel Chemerisov, Los Angeles, på hjemmesiden for det progressive nyhedscenter Common Dreams.
Donald Rumsfeld kunne næppe have sagt det bedre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu