Mens vi venter...

Nye cd’er
I millionvis flokkedes vi om Mesteren, fra han i 1963 åbenbarede sig for os iført akustisk guitar og mundharpestativ og evnede at tale i tunger som få før ham, mens han i processen skosede racister, krigsmagere, magthavere, fjolser og troløse kvinder med en tunge af pigtråd. Og da han satte stikket til sin Stratocaster i 1965 og parrede højoktan-rock’n’roll med både avanceret og personlig modernistisk poesi, faldt vi på knæ og takkede Herren for denne uventede gave, omend en flok utaknemmelige disciple som straf for al denne veltalenhed gjorde ham til Talsmand for en Generation (han har ikke smilet siden!). Vi hang ved hvert ord fra hans læber og betragtede ham som noget nær den vestlige kulturs apoteose, også selv om outputtet op gennem 70’erne blev mere ujævnt og ikke helt så født klassisk som tilforn. Men vi fik Planet Waves, Blood On The Tracks, Desire og Street Hassle, så vi overlevede endda. Den evigt efterlyste ’ny Dylan’ vedblev at være den gamle Dylan, såmænd.
Men det kan nok være menigheden gik i chok, da Hans Velærværdighed, Monsieur Bob Dylan, i 1979 med ét blev kristen – med stort K og et fundamentalistisk afsæt, der ville frem. Biblen læst bogstaveligt og for pålydende, min kære! Godt gået af en jøde. Da Slow Train Coming ramte øregangene dét år, fiskede anmelderne knivene frem fra taskerne og snittede lystigt løs; og selv om de fleste godt kunne høre at pladen swingede som et bæst og at His Bobness sang som en såret engel, lød teksterne i tidens venstredrejede ører godt nok ’frelste’ – hvilket Mesteren tog til sig, og kaldte det andet album i serien for ... Saved (1980). Tag den! Den kristne trilogi afsluttedes med det tvivlende og ujævne Shot Of Love (1981), der dog indeholdt hans nok smukkeste salme fucking ever, »Every Grain Of Sand«, men ellers lagdes ortodoksien atter på hylden her og Dylan påbegyndte de for ham som kunstnerisk magre firsere på Herrens Mark. Hvor vi andre i parentes bemærket har stået og gloet i årevis.

En tur med gospeltoget
Årene har dog været gode ved Dylans gospel-periode og der hersker nu om stunder ingen tvivl blandt såvel de troende som os andre hedninge om at Slow Train Coming er ét af de helt store Dylan-albums, og at de to andre stadig indeholder mindeværdige sange. Dette understreges kun af Gotta Serve Somebody – The Gospel Songs Of Bob Dylan, hvor 11 gospelkunstnere fortolker lige så mange sange fra såvel Slow Train Coming som Saved. Hvorfor ingen tager sig af »Every Grain Of Sand« overstiger min forstand, men den er måske for subtilt undrende, for panteistisk og nævner ikke Herrens navn nok? Det er i hvert fald det rene B.S. Ingemann og spil I bare den til min begravelse, hvis det endelig skal være.
Med Gotta Serve Somebody skal man dog i sidste ende nok være mere til gospel end til Dylan, selv om vaskeægte dylanoger næppe vil kunne leve uden den indledende ordveksling mellem og efterfølgende duet med Dylan og Mavis Staples på »Gonna Change My Way Of Thinking«, der udgør pladens afsluttende skæring.
Udover at være svedig som bar pokker, synger de to hinanden helt derop, hvor kun satelitter og engle ellers færdes. Gospel er – som en bekendt engang udtrykte det – primært salmer med tryk på og det udsagn demonstrerer Gotta Serve Somebody til fulde. Folk som Shirley Caesar, Fairfield Four, Mighty Clouds Of Joy, Aaron Neville m.fl. formår i en sådan grad at »kick out the jams, motherfuckers«, at man bliver helt salig. Og det er vel i sidste ende også meningen med dette illuminerende og råswingende projekt, der så absolut hører til i den bedre ende af slagsen. Med Dronning Victorias ord: »We are amused ...«

Og i hovedrollen: Bob!
Larry Charles-filmen Masked And Anonymous er endnu ikke nået til vores kyster, men tegner interessant. Ikke kun fordi den har fået gode anmeldelser i United Steaks eller fordi rollelisten tæller navne som John Goodman, Jessica Lange, Jeff Bridges og Penelope Cruz, men fordi Dylan spiller hovedrollen som en falmet rockstjerne, der flygter fra fængsel for at give en dubiøs velgørenhedskoncert. Vi beder til, at rollen ikke kræver han smiler!
Dylan har altid haft en on-and-off kærlighedsaffære med de levende billeder, omend sjældent med succes (og ikke et suk om Hearts Of Fire!), men denne gang skulle han gøre det godt (nok).
Okay, Don’t Look Back er stadig mesterlig, Renaldo & Clara altid sine fire timer værd og ikke et ondt ord om Pat Garrett And Billy The Kid. Men gad én eller anden ikke godt restaurere og udsende Eat The Document? Min fjerde-generations piratkopi er ond ved øjne og ører!
Soundtracket til Masked And Anonymous praler af »4 Brand New Dylan Recordings« og jow da: To nye versioner af hhv. »Down In The Flood« (sej) og en stemningsmættet »Cold Irons Bound« samt to nyindspillede folkesange, »Diamond Joe« – hvor Bob lyder som om han tænker på hvad han skal have til aftensmad – og en mere veloplagt »Dixie«.
Derudover 10 Dylan-fortolkninger ved diverse kunstnere, som spænder fra det mildt sagt bizarre – hvad siger De f.eks. til »My Back Pages« på japansk eller »Like A Rolling Stone« som italiensk hiphop? – til et par oplagt sublime øjeblikke, såsom svenske Sophie Zelmanis underspillede »Most Of The Time« og en smuk liveudgave af »Señor (Tales Of Yankee Power)« ved vor gamle ven, Jerry Garcia.
Men cluet er tyrkiske Sertabs hårrejsende smukke version af »One More Cup Of Coffee«, som både løfter og omfortolker originalforlægget. Sådan burde den slags gøres lidt oftere ...

*Div. kunstnere: Gotta Serve Somebody - The Gospel Songs Of Bob Dylan (Columbia/Sony) Produceret af Joel Moss

*www.gottaservesomebody.com

*Masked And Anonymous. Music From The MotionPicture (Columbia/Sony)

*www.bobdylan.com

*Bob Dylan spiller i Forum, Kbh., torsdag den 16. oktober